Schlüters tid 1972-1993
Af Mogens Rüdiger. Professor, m.s.o.
De danske Ministerier er en genre. Sådan begyndte min anmeldelse her på Historie-Online af Thorsten Borring Olesens bind om 1970’erne og Anker Jørgensens tid som statsminister. (Læs anmeldelsen her). Når jeg gentager det her, skyldes det, at genren bestemmer både ramme, disposition og tilgang til stoffet. Det hører med til anmeldelsen, som jo også er en genre, om end noget friere end De danske Ministerier, at nævne og understrege det, fordi det er helt afgørende for vurderingen af værket. PFA Pension, der på medlemmernes vegne er den glade sponsor, igangsatte værket før verden gik af lave ud fra en forståelse af, at dansk politisk historie er noget, der udelukkende udspiller sig på Christiansborg, i og omkring Folketingssalen og med skiftende ministerier (i daglig tale: regeringer) som hovedpersoner og statsministeren som special guest star.
Niels Wium forsøger at forny genren. ”Attraktionen ligger også i at anvende den politiske historie som et prisme for den bredere samfundsudvikling i en periode,” hedder det i forordet side 15. Hvis der skulle være dækning for det, ville det kræve en bredere tilgang til politisk historie for Christiansborg-politikken er ikke en en-til-en afspejling af samfundsudviklingen (eller omvendt) - men forsøget gøres en gang i mellem, og tak for det.
Genren tilsiger, at tingene gøres på en bestemt måde, og inden for den ramme har Wium Olesen skrevet næsten 700, der er grundige, driftssikre, velskrevne, med klare argumenter, begrundede vurderinger, underforståede vittigheder, sproglige finurligheder og ingen generende politisk bias. Det er godt gået, ikke mindst når man tager i betragtning, at 1980’erne især på det sikkerhedspolitiske område, men også i forhold til kultur, miljø og energi var et højspændt årti, der er blevet voldsomt diskuteret siden den Kolde Krigs afslutning, og der skal da nok også være nogen, der vil være utilfreds med en tilstræbt nøgtern fremstilling.
Christiansborg-politikken var præget af, at regeringen havde et flertal imod sig på de nævnte områder. Sving-partiet var De Radikale, der støttede Schlüter-regeringerne i den økonomiske politik, der havde ”Genopretning” som fængende overskrift. Den økonomiske politik blev vurderet til at være vigtigere end de andre politikker, for det var jo kriseår. Den særegne konstruktion blev kaldt alternative flertal, og det mest alternative var, at hverken regeringen eller oppositionen ville tage konsekvensen af deres politik og af at regeringen med jævne mellemrum blev stemt ned eller pålagt at gøre noget, den ikke brød sig om.
Økonomien og den økonomiske politik var da også vigtig. Allerede fra start i september 1982 fik firpartiregeringen gennemført beslutninger, der siden har fulgt dansk politik, afskaffelse af dyrtidsreguleringen og fastkurspolitikken ikke mindst. Indtil Danmark blev en krigsførende stat var udenrigs- og sikkerhedspolitikken til en vis grad en retorisk øvelse - uden at alliancetilhørsforhold, ulandsbistand, osv. på nogen måde skal forklejnes - men der var plads til frie øvelser på gulv for både regering og opposition, hvilket i de år bidrog til at skærpe befolkningens interesse for udenrigs- og sikkerhedspolitikken, blandt andet men ikke kun fordi udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen kunne sælge sine budskaber. De andre alternative politikområder blev varetaget af mindre ekspressive ministre.
Afsnittene om udenrigs- og sikkerhedspolitikken og miljøpolitikken er gennemgående de bedste i Wium Olesens fremstilling. Det er ikke altid, man bliver klogere af at få mere at vide, men i afsnittene om de to politikområder kan man hente en god og detaljeret forståelse af udviklingen.
Det samme kan man ikke sige om energipolitikken. Der er flere undladelsessynder. Værst er det, at Jens Bilgrav-Nielsens energiplan fra 1990 ikke er taget op. Den åbnede for bæredygtighedsbegrebet i energipolitikken og styrkede den fornybare energi, dvs. planen var et afgørende nybrud i planlægningen. Bilgrav-Nielsen var radikal, og det var Lone Dybkjær også, og de arbejdede tæt sammen om at bruge bæredygtighedsdiskursen til at flytte hegnspæle. Dybkjærs indsats i miljøpolitikken foldes fint ud, mens Bilgrav-Nielsens indsats springes over.
Et interessant fænomen i 1980’erne var, at både Socialdemokratiet og regeringen i 1989 fremlagde store og langsigtede planer for fremtiden. Sjældent set i dansk politik. Lejligheden til at tage en langsigtet diskussion af landets fremtid blev dog hurtigt lagt ned. De to planer var naturligvis forskellige, blandt andet på skatteområdet, men diskussionen endte hurtigt i fnidder og diskussion om enkeltelementer i planerne. Er det et parlamentarisk grundvilkår (jf. Brexit)? Eller er det et særtræk ved dansk politik?
Borring og Wium Olesen har lagt sig fast på en meget detaljeret gennemgang af ministerområderne. Jeg synes, der er for mange af dem, men det er smag og behag, tror jeg. De to forfattere kunne have hjulpet læseren mod at blive overmandet af detaljer ved at have brugt anden litteratur end deres egne tekster til at spille bold med, til at hente hypoteser fra, til at diskutere fortolkninger med, til at samle op og konkludere med. To oplagte eksempler: præsentationen af nyliberalismen på s. 226 ff kunne have vundet ved at tage fat i noget af den omfangsrige politologiske litteratur, ligesom redegørelsen for CO2-afgiften (s. 480 ff) var blevet mere dynamisk, hvis litteratur om debatten i EF var medtænkt. Tilsvarende ville den fælles afslutning, der ingen referencer har, have vundet ved en mere diskuterende tilgang. En dialog med litteraturen ville have overskredet genrens grænser, klart, men til gengæld styrket ønsket om at bruge den politiske historie som prisme for virkeligheden uden for Christiansborg.
Til gengæld skal Wium Olesen (som Borring Olesen) roses for ofte at diskutere personens rolle. Bindet hedder Schlüters tid (som Anker Jørgensens tid) og selv om overskrifterne kun giver mening med et snævert fokus på Christiansborgpolitikken, så er det nogle fine og sensitive overvejelser, der fremlægges om de to hovedpersoners personlige egenskaber.
Er man interesseret i dansk politik i 1980’erne, er der meget godt at hente i Wium Olesens bog. De sidste ord er ikke sagt i den sag – men De danske Ministerier har næppe heller været tænkt som sådan.
[Historie-online.dk, den 19. februar 2019]
