Schweiz Historie – Fra oldtid til nutid

Af Anders Ellegaard

Hvad ved gennemsnitsdanskeren om Schweiz?

Bjerge, skisport for de rige, ost med store huller, luksus- og kukure, chokolade, et bump på vejen sydpå, bankhemmeligheder, skattely, Røde Kors… og øh…Wilhelm Tell… og øh…

Poul Arly Pedersen har skrevet en bog om Schweiz, som kan rette op på - eller i hvert fald supplere - danskernes viden om landet.

Bogen er dels en gennemgang af landets historie fra Stenalderen til nutiden, dels en beskrivelse af landets position i Verden og Europa efter Den anden Verdenskrig.

Bogen er inddelt i perioder; efter enten traditionel historisk tidsinddeling eller efter skelsættende skift i Schweiz´ historie.

Perioderne er: Fra forhistorisk tid til den tidlige Middelalder (13. årh. f. Kr. – 10. årh.), Højmiddelalderen /10. – 13. årh., Senmiddelalderen/14. – 15. årh., Reformationstiden/16. – 17. årh., Fra l`Ancien Regime til Den moderne Forbundsstat/18. årh. – 1848, Nyere tid til og med Anden Verdenskrig/1848 – 1945, Nutiden/1945 – 21. årh.

Hvert afsnit er opdelt i mindre kapitler om en lang række emner med tilknytning til den pågældende periode.

Det er pladsmæssigt ikke muligt at nævne alle emnerne, men forfatteren er inde på politik, krige, handel og erhverv, kultur i bredeste forstand, uddannelse, udvikling i byerne og på landet, infrastruktur, religion, retsvæsen, skolevæsen, befolkningstal, lejesoldater, jernbaner, veje, tunneller, borgerkrige, neutralitet, internationale organisationer… nogle er nævnt, mange er ikke glemt, men…

Ét emne af særlig interesse er kantonopdelingen. Oprindelsen til kantonerne var Edsforbundet mellem tre indre kantoner d. 1. august 1291. Der var tale om et samarbejde områderne imellem, og indtil nu er i alt 26 kantoner med i føderationen. På tysk kaldes landet ”Schweizeriche Eidsgenossenschaft”, medens de tre øvrige nationalsprog (fransk, italiensk og rætoromansk) kalder det en konføderation. Den sidste kanton – Jura – blev dannet og kom med som selvstændig kanton så sent som i september 1978. Kantonerne har et udstrakt selvstyre, men ifølge forfatteren er det i moderne tid gledet lidt i baggrunden til fordel for samarbejde om en fælles politik og fælles regler. Der er dog stor forskel på kantonernes størrelse og økonomi, hvilket afspejler sig i dette samarbejde.

Schweiz blev anerkendt som en selvstændig nation i forbindelse med ”Den Westfalske Fred” i 1648. Efter en urolig og omvæltende periode med uenighed mellem konservative og radikale kantoner og mellem katolikker og reformerte blev der indgået en aftale på et forbundsmøde i juni 1848. 80 % af deltagerne stemte for aftalen, som betød, at Schweiz nu var en moderne føderal forbundsstat.

Det moderne var det dog så som så med. Ved en afstemning i 1959 sagde 2/3 af de fremmødte nej til kvindernes stemmeret. Da Schweiz kom i Europarådet kunne man derfor ikke underskrive menneskerettighedskonventionerne. I 1971 sagde 2/3 dog ja til, at kvinder skulle have stemmeret. Men først i november 1990 kom den sidste kanton med, da Forbundsdomstolen afgjorde, at det var forfatningsstridigt at holde kvinderne uden for indflydelse. Siden er kvinderne kommet godt med både på nationalt og regionalt plan, også som ministre og præsident.

Et andet emne - eller en myte om man vil - er princippet om, at alle forslag til love skal til afstemning i al offentlighed på det lokale torv. Også dette er i aftagende i nogle kantoner og kommuner. Zürich kommune har 400.000 indbyggere, medens Corippo kommune har 12! Det er åbenbart, at der er forskellige holdninger til afstemningsproblematikkerne i de to kommuner. Både blandt borgerne og i administrationerne.

De tre hovednationaliteter i Schweiz (tysk, fransk og italiensk) har haft kontroverser imellem sig. Især mellem de to førstnævnte. Forfatteren nævner den folkelige betegnelse ”Röchtigraben” (röstiskellet) som grænsen mellem de tysk- og de fransktalende schweizere. Læseren kan selv regne ud, hvem af dem der spiser kartoffelretten.

Med hensyn til arbejdskraft fra udlandet ligner både Schweiz’ politik og situation Danmarks. Som den schweiziske forfatter Max Frisch citeres for i bogen: ”Vi råbte på arbejdskraft, og der kom mennesker”.

Under Anden Verdenskrig var Schweiz i en meget vanskelig situation som en neutral lille nation mellem to fascistiske stormagter. Man måtte gøre gode miner til et afbalanceret magtspil. På grund af fødevaremangel handlede man med Tyskland, som til gengæld modtog våben, maskiner, elektronik m.m. retur. En folkevits sagde: ”Schweizerne arbejder for tyskerne de første 6 dage i ugen. Den syvende beder de til, at de allierede vil vinde krigen”.        

Schweiz var et centrum for den internationale guld- og valutahandel. Begge sider benyttede sig af det schweiziske bankvæsen, som var kendt for hemmeligholdelsen af bankoplysninger. Bankerne opbevarede store mængder værdier, og på dette tidspunkt kunne kontohaverne være anonyme. Det skulle senere give anledning til megen international kritik, idet en del af værdierne tilhørte jøder, som ikke overlevede krigen. I 1990´erne opstod der et stort pres mod landet og dets banker om ejerskabet og udleveringen af disse værdier. I 2002 udgav Bergier.kommissionen en flere hundrede sider stor rapport, om hvad der skete i relation til Tyskland i perioden 1933 – 1945. Særligt om naziguldet og holocaustofres formuer. Sideløbende hermed havde de schweiziske banker og jødiske organisationer oprettet Volcker-Komiteen, som fremkom med lange lister over ”efterretningsløse konti”. Man fandt 54.000 konti, som ingen havde interesseret sig for siden krigen. Man skønnede, at 2/3 af disse sandsynligvis havde tilhørt jødiske ofre. Efter et forlig ved en domstol i New York i 1998 udbetalte to schweiziske storbanker 1.25 milliarder dollars i erstatning.

Bankhemmeligheden blev indført i 1934 for at forhindre tyske efterretningsfolk i at undersøge tyskeres konti. I dag er princippet om bankhemmelighederne under pres fra udlandet. Reglerne er blevet lempet, idet man stadig ikke giver oplysninger til andre end kontohaverne bortset fra penge fra grov kriminalitet og formuer tilhørende for eksempel styrtede diktatorer. Men fra indefrysning af likvider til frigivelse af dem er der lang vej. Med hensyn til begrebet skattely skelner Schweiz mellem henholdsvis fortielse og bedrageri. Der er nu udleveret navne på kontohavere i USA og EU. Som modvirkning af deponering af sorte penge fratrækker bankerne 2/3 af eventuelle rentetilskrivninger, og heraf sendes 75 % til kontohaverens hjemland i EU. Dog uden at oplyse kontohaverens navn

Trods den kendte neutralitetspolitik er Schweiz medlem af de fleste internationale organisationer. Samtidig er man hjemsted for flere organisationers hovedkontorer. Her skal blot nævnes FN, IOC og Røde Kors/Halvmåne. Schweiz blev – tøvende – fuldgyldigt medlem af FN i 2002. Efter folkeafstemninger i 2000 og 2005 har Schweiz indgået forskellige aftaler med EU (om for eksempel arbejdskraftens fri bevægelighed og Schengen-samarbejdet), men ikke om bankhemmeligheden.

I bogens sidste del gennemgår forfatteren Schweiz’ relation til og rolle i et nutidigt, moderne Europa. Den nye forfatning blev vedtaget i 1998 – lige tidsnok til 150-års jubilæet. Den samme højredrejning ses i Schweiz som også ses i andre vesteuropæiske lande. Omstruktureringen af det politiske landskab. De store tunnelbyggerier, som betyder hurtigere samfærdsel og gennemfart, men også at man ikke ser de smukke landskaber. Og emner som luftfart, op- og nedture i erhvervs- og finanssektorerne, turisme contra traditioner, kultur, jazz, arkitektur, sport og meget meget andet.

Bogen har en epilog om nogle af de emner, der ikke kom med, et 21 sider langt historisk overblik i kronologisk rækkefølge med årstal og korte oplysninger, en billedliste inddelt efter kilder, en kildeliste med 21 tysksprogede og 3 dansksprogede kilder.

Mangler der noget? I forlagets pressemeddelelse er anført, at bogen er velegnet som baggrundslæsning inden ferieturen eller som opslagsværk. Til det første kan denne anmelder varmt tilslutte sig. Det er en omnibus af en bog med utroligt mange facts og detaljer. Til det sidste? Nja, hvis bogen skal bruges som opslagsbog, mangler der et register. Det er ikke let at finde tilbage til et bestemt emne, medmindre man kan huske, hvor det præcist stod. Måske i næste udgave?

Som det er oppe i tiden retter forfatteren en tak til forskellige. Dels en stor tak til sine to sønner, som har hjulpet til, dels en særlig tak til korrekturlæseren. Denne skal også have anmelderens tak for en bog uden grammatiske bøffer og med kun én enkelt stavefejl! (p. 209, 4. afsnit, linje 5).

Det er lykkedes forfatteren at nå omkring en kolossal masse emner. Mængden af facts er svimlende.

Man er virkelig oplyst om Schweiz i stort og småt og fra fortid til nutid.