Menu
Forrige artikel

Sejren på Wembley

Kategori: Bøger
Visninger: 1685

 

Af Karsten Merrald Sørensen, museumsleder, ph.d.

Den 21. september 1983 er en historisk dag! På denne dag slog det danske landshold i herrefodbold England på udebane. Det legendariske stadion Wembley lagde græstæppe til skabelsen af et kæmpe fællesskab, som fodbolden nu udviklede sig til i Danmark. Det blev selvfølgelig særligt tydeligt i 1984 og igen i 1986 i henholdsvis Frankrig og Mexico, hvor danskerne imponerende en verden både på banen og på lægterne. Vi ser det samme fællesskab i disse år med Hjulmands landshold, der igen er centrum for danskerne, og som vil have mere og mere. Som vi alle sagde mange gange i sommeren 2021 i forbindelse med det danske herrelandsholds deltagelse ved EM; ”Vi skal ikke hjem, vi skal videre!”

Historien om dansk fodboldhistorie er dog ikke en, der hverken starter eller slutter ved den legendariske kamp i 1983. Det står tydeligt, når man læser denne udgave af 100 danmarkshistorier, som Aarhus Universitetsforlag udgiver i disse år. På 100 sider udfolder forfatteren, ph.d. og idrætshistoriker Christian Tolstrup Jensen historien om dansk fodboldhistorie.

Vi følger med tilbage i historien om fodbold i England, hvor det startede op, og i Danmark, hvor den første kamp blev spillet på Rosenborg Eksercerplads i 1883. Fodbolden var oprindeligt en sport for amatører, men i England så tilskuerne fra især arbejderklassen intet problem i, at spillerne blev kompenseret for deres indsats. Derfor åbnede England allerede i 1885 sine turneringer for professionelle hold, hvorefter fodboldspillet blev afsindigt populært med tusindvis af tilskuere. I Danmark ville lederne af sport ikke tillade, at udøverne modtog “pekuniære fordele”. Amatøridealet kom til at danne grundlaget for al sport i Danmark med grundlæggelsen af Dansk Idræts-Forbund i 1896. DBU meldte sig straks ind, og det havde kæmpe betydning for udviklingen af fodbold i Danmark med fokus på amatørforholdene.

Ikke desto mindre var grundlaget for fodboldspillet i Danmark lagt, og allerede i 1888 var der blevet dannet en turnering med KB som primus motor - og sikker vinder. De første mange år var Danmarksturneringen fuldstændigt domineret af københavnske hold, mens provinsen havde sværere ved at slå de bedste. Christian Tolstrup Jensen bringer os sikkert gennem fodboldhistorien, hvor han løbende laver tematiske nedslag i den kronologiske rejse. Vi kommer blandt andet forbi de udfordringer, som kvindefodbolden stødte ind i allerede i starten af 1900-tallet. I 1906 søgte en gruppe kvinder eksempelvis om tilladelse til at kunne træne på KB’s baner i København. Ledelsen var lydhør, og tildelte kvinderne en tid søndag morgen kl. 6, men kun på den betingelse, at de selv medbragte vagter således, at nysgerrige tilskuere kunne holdes på afstand! Det var bestemt ikke et dansk samfund, der opfordrede kvinder til at deltage i fodboldspillet. Fodboldens ledelse ville heller ikke tillade professionalisme. I første halvdel af 1900-tallet var der allerede kommet gode penge ind i sporten i Storbritannien. Den første professionelle danske fodboldspiller blev Carl ”Skoma´r” Hansen, der i 1921 rejste til Skotland, hvor Glasgow Rangers havde købt ham fri af B1903 for tyve pund. Lønnen i det skotske var god for Carl ”Skoma´r” Hansen. Han fik hele ti pund om ugen, hvilket var ca. 12 gange så meget, som han havde tjent i sit normale arbejde hos et tobaksselskab.

På denne vis kunne man fortsætte med en kulturhistorisk fortælling om fodbold, og bogen om dansk fodboldhistorie er en perle for alle fodboldinteresserede. Ved at følge den kronologiske historie får vi en forståelse for, hvorfor både landsholdsfodbolden og klubfodbolden i Danmark udviklede sig, som den gjorde. Der var en sideløbende linje mellem fodbolden og det danske samfund, eksempelvis med udviklingen af det danske velfærdssamfund. Fodbolden skulle være for alle. Dette ændrede sig efterhånden lige så stille, og der var mange faktorer, der spillede ind på udviklingen og forandringerne. Blandt andet var det af stor betydning, at udlandet især i 1960’erne fik øjnene op for dygtige, og billige, danske spillere. Dette åbnede i løbet af slutningen af 1960’erne og gennem hele 1970’erne op for diskussionen omkring professionelle tilstande, kulminerende med den ikoniske sejr på Wembley i 1983, hvor et dansk landshold med professionelle fodboldspillere præsterede det umulige – besejrede England på udebane. Følg denne udvikling i bogen her, der til sidst trækker tråde helt op til den slutrunde, der løber af stablen i Qatar i vinteren 2022. Sejren på Wembley kan klart anbefales.

[Historie-online.dk, den 23. november 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
FC København
Doktor Leunbach – Abortlæge, idealist og seksualoplyser
Den moralske stedfortræder