Simon Spies – Solkongens liv og tid
Af Jakob Ørnbjerg
I 1930’ernes Helsingør besluttede skoledrengen Aage Poulsen og en kammerat sig for, at den yngre dreng Simon, der forhandlede viskelædere og blyanter på Marienlyst Skole, skulle have en lærestreg. De to drenge var ikke tilfredse med Simons priser, så derfor bandt de ham til en gammel vandrutsjebane og overlod det nu til Simon selv at komme fri af rebene. Årtier senere til en våd fødselsdagsfest i Helsingør mødte Aage Poulsen Simon igen. I den løftede stemning slog Aage Simon på skulderen og mindede ham om affæren ved vandrutsjebanen. På spørgsmålet om Simon kunne huske begivenheden, svarede han blot: ”Nej, det kan jeg ikke Aage. Men det kan du, og så har du et godt minde”.
Mobbeofferet bag denne sarkastiske bemærkning var ikke hvem som helst. Det var nemlig rejsekongen, mangemilliardæren, mæcenen, erhvervsmanden, forfatteren, skørtejægeren, festaben, kynikeren og provokatøren Simon Oglive Spies (1921-1984), der i sin tid måtte kæmpe i timevis for at komme fri af de snærende reb. Takket være den kulørte presse og hovedpersonens eget stortalent for markedsføring er Spies fortsat landskendt for sit storforbrug af penge, alkohol, narkotika og kvinder. Historierne om hans leopardtøfler, den reserverede siddeplads til stokken i Det Kongelige Teater og det korte medlemskab af det danske nationalsocialistiske parti under Besættelsen er også for længst blevet folkeeje. Der er skrevet flere bøger og et teaterstykke om ham, og en film om hans venskab med Mogens Glistrup får premiere næste år.
Forfatteren og journalisten Andreas Fugl Thøgersen vil i sin biografi ”Simon Spies. Solkongens liv og tid” dog andet og mere end blot at bringe de gamle og efterhånden lidt slidte sladderhistorier til torvs. Faktisk lykkes det ham også at få afmonteret et par af de værste myter. Spies drak ikke konstant og leopardtøflerne skyldtes, at Spies i forbindelse med besøg på en byggeplads fik grabben fra en gravko ned over foden. I en lang efterfølgende periode var tøfler derfor det eneste fodtøj, han kunne holde ud at have på. At tøflerne så netop blev med leopardmønster, skyldtes at de stod godt til Spies foretrukne lyse jakkesæt. Stokken i Det Kongelige Teater er også et resultat af rene og skære tilfældigheder. Den gæst, som Spies skulle have haft med i teateret havde meldt afbud, og så blev stokken placeret i den tomme stol. Havde der ikke været en journalist tilstede den aften, var historien efter alt at dømme aldrig kommet til offentlighedens kendskab.
Hensigten med ”Simon Spies. Solkongens liv og tid” er at oprulle Spies’ liv og give et nyt og nuanceret billede af denne ener i dansk erhvervsliv. Det er en opgave som Thøgersen formår at løse til fulde. Bogen er dertil smukt illustreret og hver en sten i Spies liv, hvad enten det nu drejer sig om hans indleverede speciale fra Økonomisk Institut på Københavns Universitet i 1950 eller faderens udskrivelsespapirer fra Statshospitalet i Nykøbing Sjælland er blevet inddraget i bogen.
Historien om Spies’ vej til toppen er velkendt. Født og opvokset i Helsingør under trange kår med en far, der vandrede ind og ud af sindssygehospitalet og en mildest talt dominerende mor lå det ikke i kortene, at Spies skulle drive det særligt vidt i tilværelsen. Her tog eventuelle skeptikere dog grueligt fejl, for den unge Spies var lynende intelligent, ambitiøs og videbegærlig. Sidst, men ikke mindst var han i besiddelse af et stort forretningstalent, hvad enten det nu drejede sig om salg af overmoden frugt og grønt, viskelædere eller chokolade. Siden flyttede Spies til København, hvor han efter endt studentereksamen læste statskundskab og psykologi ved Københavns Universitet. I studietiden ernærede han sig ved artikelskrivninger samt salg af ferietabletter og beautybokse i rødt plastic. En ellers klassisk karriere som embedsmand i Prisvaredirektoratet blev i 1956 afbrudt, da Spies tog springet til karriere som rejsearrangør for solhungrende danskere, der ville til Middelhavet og Mallorca. Herefter gik det stærkt, rigtigt stærkt. Ved Simon Spies død i 1984 var Spies Koncernen et verdenskendt varemærke med næsten 1.000 ansatte og en årlig omsætning på næsten en milliard. Hertil kom så Spies personlige formue på ca. tusind millioner kroner.
Hvordan formåede Aage Poulsens mobbeoffer fra Helsingør så at skabe denne erhvervssucces, der alene i året 1961 sendte hele 30.000 danskere til Spanien med alt, hvad dertil hørte af billig rødvin, grisefester, 35 graders varme i skyggen og garanterede gigantiske tømmermænd dagen derpå? Thøgersen finder blandt andet forklaringen i Spies’ vision om at levere et godt produkt til en lav pris, hvilket også var den filosofi, der havde grundlagt hans forretningstalent i barndommens Helsingør. Helt konkret gav det sig udslag i, at man i Spieskoncernen altid betalte kontant, og at overskuddet fra charterrejserne blev investeret i statsobligationer med høje renteafkast. Salget af billig og toldfri sprit, tobak, chokolade og parfume ombord på flyene talte også på den økonomiske plusside.
I forhold til læseværdig formidling kan vi historikere lære meget af journalister i almindelighed og af Andreas Fugl Thøgersen i særdeleshed. Hans bog er en meget velskrevet og informativ biografi om en af den nyere Danmarkshistories mest kontroversielle skikkelser. Blandt bogens styrker er ikke mindst den, at Thøgersen løbende sætter Spies’ gøren og laden ind i den rette historiske kontekst, hvad enten det nu drejer sig om den økonomiske krise i 1930’erne, besættelsestiden, velfærdsstatens fødsel eller ungdomsoprøret. Dermed lykkedes det også Thøgersen at vise, at hans hovedperson på mange måder var et produkt af sin samtid og de begivenheder, ideologier, strømninger og tankesæt, der gjorde sig gældende i de pågældende årtier. Hertil skal man så medregne den fattige opvækst, der livet igennem gav Spies en knusende foragt overfor de erhvervsfolk og intellektuelle der, i modsætning til ham selv, aldrig havde kæmpet for noget som helst i tilværelsen, men derimod havde fået alting foræret på et sølvfad. Af samme årsag elskede Spies at provokere meningsdannerne og det bedre borgerskab med hashgartneri, formandstitel, livesex på københavnske bodegaer og et enormt fuldskæg, ligesom den slags påfund gav massiv mediedækning og flere udsolgte flyafgange. På den anden side er der dog heller ingen tvivl om at Spies higede efter at blive accepteret af eliten. Det var ham en kilde til stor ærgrelse at han aldrig blev Ridder af Dannebrog. Det er i den forbindelse desuden tankevækkende at Spies aldrig valgte at flytte i skattely i udlandet. Tværtimod betalte han trofast sin skat og havde dertil indrettet sig ganske borgerligt med guldalderkunst, Flora Danica porcelæn og lædermøbler i sin Strandvejsvilla. Der var på alle måder tale om et utroligt sammensat menneske og det er vel et spørgsmål om, der nogensinde var der nogen, der virkelig kom ind på livet af ham.
Nu har Thøgersen så gjort forsøget. I modsætning til forfatteren og journalisten Paul Hammerich forfalder Thøgersen ikke for fristelsen til at karakterisere Spies som en ”glædesløs playboy”, men han er heller ikke ubetinget positiv overfor sin hovedperson. Det til tider massive forbrug af alkohol, den anarkistiske personalepolitik, hvor Spies som en anden renæssancefyrste fyrede og ansatte folk efter eget forgodtbefindende og den generelle mangel på organisation og kommunikation i Spies-koncernen, der i sidste instans lagde kimen til koncernens undergang, blotlægges og fremlægges undervejs.
Thøgersen kan dog også lære noget af os historikere, i hvert fald når det kommer til kildeanvendelse og kildekritik. Forfatteren har tilsyneladende ikke gjort sig synderlige overvejelser over sin brug af de informationer, der udspringer af hans samtaler med enken Janni Spies og de medarbejdere, kærester, kvinder, venner og samarbejdspartnere, der oplevede Spies i hans velmagtsdage. Her kunne man ellers godt forestille sig, at flere af disse vidneudsagn, snart 30 år efter rejsekongens død, er præget af forglemmelser, fortrængninger og efterrationaliseringer. Så vidt de mundtlige kilder, nu til de skriftlige. Det fremgår af Thøgersens kortfattede kildeoversigt, at han har benyttet sig af materiale fra både Det Kongelige Bibliotek, Rigsarkivet og Helsingør Byhistoriske Arkiv. Hvad dette materiale består af, hvad der eventuelt mangler, og hvordan de bevarede kilder så er anvendt, blæser i vinden. Ikke mindst har det pirret denne anmelders nysgerrighed, at Thøgersen på side 347-349 pludselig trækker en kanin op af hatten og gengiver et uddrag fra Spies personlige kalender. Det er en kilde, som vi ellers ikke har set omtalt tidligere i bogen. Irriterende nok fremgår det heller ikke, om der har været flere af disse kalendere med tilsvarende optegnelser til forfatterens rådighed. Det ville ellers have en oplagt kildegruppe at kaste sig over.
Det er heller ikke alle informationer, der er lige relevante for bogens emne. Historien om ekskæresten Inger Weiles forhold til Carlos, den internationale terrorist, der også var kendt under dæknavnet ”Sjakalen” er ærligt talt irrelevant for historien om Simon Spies. Hele denne affære fandt nemlig først sted, efter at Spies og Weile var gået fra hinanden. Det kan også undre, at Thøgersen på side 239-241 først redegør udførligt for den daværende journalist Ulla Dahlerups artikler om Spies nazifortid for derefter at trække en parallel op til Dahlerups eget medlemskab af Dansk Folkeparti. Man kan mene, hvad man vil om sidstnævnte parti, men nazisme er det i hvert fald ikke.
Netop i forhold til Spies’ medlemskab af det danske nazistparti, der strakte sig fra 1942-1943 kommer Thøgersen på glatis. Spies tegnede sit medlemskab den 5. februar 1942, inden han sammen med en kammerat rejste til Østrig for at arbejde som bogholder på en farvefabrik. Side 50-51 forklarer Thøgersen denne politiske prioritering med ”opportunistiske og praktiske grunde”, da det som gæstearbejder i Det Tredje Rige kunne være en fordel at have partibogen i orden. Denne konklusion klinger dog en anelse hult, når man på side 238 kan læse Spies’ egen forklaring på sit medlemskab, da han blev konfronteret med oplysningerne under en optræden i et jysk forsamlingshus i 1970. Her forklarede Spies dels sin fortid som nazist med ren og skær opportunisme. Men dernæst og straks mere ildevarslende lød det, at han som ung ”ikke kunne fordrage jøder”. Spies kunne dog berolige sine jyske tilhørere med, at han senere var blevet klogere og havde revideret sine tidligere opfattelser af såvel nazismen som jøderne. Men stort klogere på Spies fortid som nationalsocialist og motiver for dette valg bliver man altså ikke.
Der er ikke tradition for at uddele karakterer for de anmeldte bøger på historieonline, men i dette særlige tilfælde vil denne anmelder gerne tildele ”Simon Spies. Solkongens liv og tid” fem ud af seks grisefester. Den sidste grisefest strander på de manglende overvejelser vedrørende kildematerialets brug og beskaffenhed ligesom et par udlugninger i manuskriptet ville have været på sin plads. Det rykker dog ikke ved det faktum at denne bog indtil videre er og bliver den ultimative biografi om Simon Spies.
