Skandinavism
Af Claus Møller Jørgensen, lektor, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet
Denne svenske antologi om skandinavisme bidrager til skandinavismens historie i det 19. århundrede, især i den første halvdel. Mest kendt i dansk forskning er skandinavismen fra 1840’rne, mest kontroversiel er skandinavismens kulmination i 1863, hvor ledende dansk nationalliberale undersøgte mulighed for en skandinavisk føderation under den svenske konge, mens det mere pragmatiske samarbejde efter 1864, fx den skandinaviske møntunion i 1870’erne også har fået sit. Forskningsmæssigt er fænomenet således ikke ukendt, hvilket bogens indledning måske kunne give indtryk af.
Det betyder ikke, at bogens otte bidrag ikke yder nyt. To bidrag undersøger skandinavisme i 1810’erne og 1820’rne. Henrik Edgren undersøger, hvordan Danmark, Norge og Finland blev portrætteret og debatteret i den stockholmske avisopinion. Begreber om Skandinavien og Norden blev brugt i forskellige sammenhænge, men 1840’er-skandinavisme, som en forestilling om et kulturelt eller politisk fælles Skandinavien, fandtes der meget lidt af. Kernen var først og fremmest forbrødringen mellem de nyligt sammenbragte lande Norge og Sverige, en forbrødring som blev begrundet i naturen og historien. En tilsvarende dansk-svensk forbrødring var ikke på tale, men tendensen blev dog mere positiv, som tiden gik. Man var ikke ukritisk i forhold til enevælden, men så positivt den liberalitet, man fandt i Danmark, som blandt andet kunne forklares med kloge danske konger, der i mangt og meget fulgte tidens konstitutionelle tidsånd. Ruth Hemstads undersøgelse af begreberne Skandinavien og Norden i propagandakrigen i forbindelse med den svenske tronfølgesag 1810 viser, at skandinaviske argumenter blev taget i anvendelse for at legitimere territorielle interesser. Hemstad lokaliserer to faser i propagandaen, en dansk-skandinavisk 1808-10 og en svensk-skandinavisk 1812-13. Et eksempel på begrebsbrugen finder man hos den svenske tronfølger Karl Johan, for hvem Skandinavien kun bestod af Norge og Sverige. Skandinavien blev således defineret strategisk og anvendt politisk legitimerende. Men det for Hemstad afgørende er, at begreberne bliver brugt, hvilket hun ser som en forløber for den senere skandinavisme, selvom det skandinavistiske projekt, som kendes fra 1840’rne heller ikke her kommer til udfoldelse.
Studenterskandinavismen, som var central i 1840’rnes skandinavisme, undersøges af Henrik Ullstad. De såkaldte studentertog har afsat et righoldigt kildemateriale, som for en ikke ringe del består i sange og digte. De danner grundlaget for Ullstads analyse af skandinavismen som ideologi. Som ideologi betragtet ligner skandinavismen tidens andre nationale ideologier. Der blev lagt vægt på historien, især vikingetiden, mens de mange dansk-svenske modsætninger søgtes nedtonet. Der blev lagt vægt på sproget og folket, som blev opfattet som en oprindelig enhed, der siden var spaltet i tre nationer, som igen kunne og burde blive til en – i det mindste i åndelig forstand. Skandinaviens grænse gik ved Ejderen, og den inkluderede ikke Island og Finland. Det betød dog ikke, at Tyskland var det mest fremtrædende fjendebillede; det autoritære Rusland blev ofte modbilledet, hvilket viser hen til skandinavismens anknytning til liberale studentermiljøer især i København, Lund, Uppsala og Stockholm. Skandinavismen blev også formidlet udenfor studenterkredse, som det fremgår af Hanna Enefalks bidrag, som er en undersøgelse af skandinavisme i skillingsviser omkring århundredets midte. Dem var der en del af i Sverige. Især en svensk udgave af den tapre landsoldat, som opfordrede til svensk solidaritet med de dansk brødre, fik stor udbredelse med 50 oplag, i første omgang 18.000 eksemplarer, som deltes gratis ud til frivillige og senere til deres enker.
Magdalena Hilström slutter antologien af med en undersøgelse af Nordiska Museet i Stockholm og dets relation til skandinavismen i kraft af grundlæggeren Artur Hazelius. Hun reviderer dermed billedet af museer som nationale fæstninger, som kendetegner moderne museumsforskning, og viser at museet ikke skal ses som et produkt af svensk-national stræben. I det mindste ikke i udgangspunktet. Museet åbnede som skandinavisk-etnografisk samling i 1873 ud fra en ide om Nordens kulturelle enhed, og det var først i løbet af de første efter 1930, at en gradvis forsvenskning af samlingerne slog igennem. Samtidig slog et nationalt perspektiv igennem i historieskrivningen, der i første omgang gjorde Hazelius til en national helt, og i den moderne museumshistorie til en nationsbygger. Dette har ledt opmærksomheden væk fra museets skandinavistiske ophav.
To bidrag har dansk islæt. Det ene er en artikel om Grundtvigske skandinavisme, skrevet af Ole Vind, et essay om den storslåede Grundtvig, hvis skandinaviske ideer om forsvarsunion og toldforbud forblev ligeså marginale som hans betydning for skandinavismen som bevægelse. Det andet er en undersøgelse af H. C. Andersens og Frederika Bremers forfatterskaber i skandinavistisk perspektiv.
Antologien i bærer undertitlen ”En rörelse och en idé under 1800-tallet.” Efter endt læsning kan man slå fast, at der ikke står meget om skandinavismen som bevægelse. Det handler mere om skandinavismen som idé og begreb. Enkeltvis står artiklerne sig fint. De er både interessante og læsevenlige. Men der er ingen sammenhæng mellem dem ud over den brede ramme skandinavisme, som ikke bliver mindre bred af, at især de to artikler om den tidlige del af århundredet, udvider begrebet omfang ganske meget. Forbindelsen mellem 1840’rnes skandinavisme og propagandakrigen 1808-12 er ikke ganske klar. Man bliver klogere på aspekter af skandinavismen som ideologi og begreb, men nogen sammenhæng er der ikke mellem antologiens bidrag. Boghåndværket er i top og illustrationerne gode.
