Skilleveje
Af Preben Etwil
For 250 år siden, juleaftensdag i 1770, fik ”forbryderen” Friedrich Struensee den psykisk syge konge Christian 7., til at underskrive en kabinetsordre, der udskilte Departementet for de udenlandske Affairer af Det Tyske Kancelli. Han havde naturligvis sine bagtanker, men hvorom alting er, så blev fundamentet til det Danske Udenrigsministerium dannet.
Det er der skrevet mange og lange historier om. Men de overgås nok ikke i indsigt, skarphed og pædagogisk fremtræden end i Carsten Staurs nye, gode og veldisponerede bog ”Skilleveje. Dansk udenrigspolitik i 250 år”.
Der er hverken tale om en forskningsrapport eller en polemisk essayfortælling. Der er tale om en veldisponeret historiebog, der har valgt at fremhæve 12 historiske nedslagspunkter fra den danske udenrigstjeneste. Det er gjort fremragende. Ikke så mærkeligt, da forfatteren, der er uddannet historiker, har haft en lang og flot karriere i Udenrigsministeriet. Så han ved, hvad han taler om.
Bogen er heller ikke et ministerielt bestillingsarbejde. Carsten Staur, der i dag sidder som ambassadør ved OECD i Paris, har haft fuldstændig frie hænder, og er ikke blevet underlagt ministeriel censur eller andre restriktioner. Det ser dog ikke ud til, at der er blevet anvendt hemmeligt klassificerede informationer, hvilket man vel heller ikke kunne have forventet?
Bogen er kronologisk bygget op i tre afsnit: Danmark finder sin form, Danmark i det internationale system, og sidst Danmark og den nye verdensorden. Inden for disse rammer er der fire historiske nedslag, hvor der hver sig er skrevet utallige bøger. Men her er det destilleret ned til det mest væsentlige, og giver et fremragende overblik. Anmelderen, der selv mener at vide ret meget om de fleste af de pågældende historiske nedslag, blev gang på gang overrasket over den sproglige klarhed og detaljeringsgrad, som bogen indeholder.
Det er ganske enkelt fremragende formidlet.
Bogen vil være velegnet for enhver, der vil have et leksikalt og fagligt funderet overblik over de historiske nedslag, som bogen har valgt: Danmarks afståelse af Norge. Krigen i 1864. Genforeningen i 1920. Forhandlingspolitikken i 1940. Danmark i FN i 1945. Danmark i NATO i 1949. Danmark i EF/EU i 1973. Berlinmurens fald i 1989. Den europæiske udvidelse i 2002. Irakkrigen i 2003. Muhammedkrisen i 2005-06 og sluttende med Klimatopmødet i 2009.
Bogen har både klarhed og kant. Der er tale om en personlig fortolkning og analyse af dansk udenrigspolitik, der viser, at ikke sjældent er det embedsmændene, der reder politikere med national storhedsvanvid ud af den fejldisposition eller katastrofe, som de selv har bragt sig i.
Nogle af de mere personlige vurderinger af de historiske nedslag pibler frem hist og her.
Man finder fx ikke i denne bog et heltekvad for ”Vor mand i Amerika”, Henrik Kauffmann, for hans indsats under Anden Verdenskrig – tvært om. Her tages mere parti for den officielle danske udenrigspolitik under krigen. Det er nok heller ikke uden kant, at Carsten Staur fastholder begrebet forhandlingspolitikken, frem for det langt mere anvendte begreb – samarbejdspolitikken.
Det er dog langt fra, at Carsten Staur altid tager den officielle kasket på. Det ses bl.a. i hans udlægning af Muhammedkrisen i 2005-06, hvor han for øvrigt selv var personligt involveret, og hvor han er yderst kritisk over for statsministerens afvisning af et møde med 11 ambassadører fra den muslimske verden.
Bogen er i det hele taget fyldt med meget fine, detaljerede – og let forståelige – forklaringer på både baggrund, hændelse og eftervirkninger af de historiske nedslag, som bogen har valgt at bringe.
Med disse ord skal bogen anbefales på det varmeste.
[Historie-online.dk, den 23. september 2020]
