Menu
Forrige artikel

Skumring 41

Kategori: Bøger
Visninger: 663

 

Af Jytte Kjær Schou

En storslået og gribende roman om krig og kærlighed og om krigens grusomme natur.

Det er en fremragende roman af den prisvindende finske forfatter fyldt med atmosfære og med levende og nuancerede personbeskrivelser. Det er en usminket roman om krigens vanvid og om, hvad den gør ved menneskene. Der stikkes ikke noget under stolen, for krigen er rå og brutal. Det gælder alle krige, men i romanen er det specifikt Vinterkrigen 1939-40 og Sommerkrigen 1941, en stormfuld periode i Finlands historie. Først må Finland afstå store landområder til Sovjetunionen, og den skrøbelige og forsmædelige mellemkrigstid efterfølges af Sommerkrigen, hvor Finland i alliance med nazi-Tyskland begynder tilbageerobringen af de mistede områder.

På den baggrund udspiller bogens kærlighedshistorie sig. Vi følger skiftevis Molly og Henry og får et indlevet indtryk af deres komplicerede forhold. Molly er skuespiller, men får aldrig de store roller. Henry er journalist og krigskorrespondent og meget velskrivende, men er underlagt en ubehagelig chefredaktør og de strenge regler om, at det er vigtigere at booste befolkningens moral end at beskrive sandheden. Det gør det svært for Henry, der brænder for at beskrive den menige soldat ved fronten uden heroiserende patos. Hans bidrag finder derfor sjældnere og sjældnere vej til avisens spalter.

Molly og Henry lever i en tid med vareknaphed, men der er tilsyneladende spiritus nok. Der drikkes igennem, og næverne sidder løst hos mændene. Også den desillusionerede Henry søger trøst i flasken, og det gør ikke forholdet til Molly nemmere. Både Molly og Henry har forliste forhold bag sig, men Henry bærer desuden rundt på et traume fra sin pure ungdom, hvor han deltog i en selvbestaltet likvidering af nogle landsmænd. Han prøver forgæves at retfærdiggøre det over for sig selv, men det gnaver hele tiden som en orm i hans bevidsthed. Hans jalousi og manglende åbenhed er ved at ødelægge forholdet til Molly. Til slut er de dog ved at finde sammen for alvor, men så spiller skæbnen dem et grimt puds.

Man bliver fanget ind af den overbevisende persontegning, og i tilgift får man fine atmosfærefyldte miljøbeskrivelser. Det gælder krigszonerne med den ubarmhjertige vold. De finske soldaters vilkår med døden som evig følgesvend, og de krigstraumer, der ødelægger mange af de unge soldater. Også fjenden får et menneskeligt ansigt. Til forskel fra finnerne er russerne kanonføde, der kan undværes og erstattes. Bringer det ikke tankerne hen på Putin og hans krigsførelse? Man får et særligt indblik i livet i hovedstaden præget af krigens ødelæggelser, men også med indbydende kvarterer og et liv, der leves på trods. Man fornemmer årstidernes skiften både i byen og på landet, hvor Molly har et sommerhus. Her formidles Henrys kærlighed til naturen og ikke mindst til fuglelivet til læseren.

Det er en glimrende og rørende roman med et stort persongalleri om krigens væsen, men også om det menneskelige liv, koncentreret om to hovedpersoner, der udspiller sig med krigen som bagtæppe.

[Historie-online.dk, den 27. juli 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Lodbrogsønnernes hævn
København - fem fortællinger
Natterædsel