Slaget på Grønttorvet

Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk

”I løbet af 1918 var der vilde strejker blandt havnearbejdere og bygningshåndværkere, der aktionerede for ottetimers arbejdsdagen, boligløse, der krævede tage over hovedet, arbejdsløse, der krævede erstatning for dyrtid, kvinder, der ikke blot stillede sig tilfredse med valgret, men nu også krævede ligestilling, ja, selv på landet var der røre. Husmandsbevægelsen, der organiserede småkårsfolk på landet, kulminerede i medlemstal og styrke i 1918 med krav om jord til landarbejdere og småhusmænd, mens Landarbejderforbundet endelig fik vind i sejlene i slutningen af 1918 især på Sjælland og Sydhavsøerne.” (side 9)

Det var under indtryk af alle disse bevægelser plus inspiration fra både sovjetiske bolsjevikker og soldater- og arbejderråd i Tyskland efter verdenskrigens ophør, at der blev indkaldt til møde og opfordret til generalstrejke den 13. november 1918. Syndikalisterne øjnede en mulighed for revolution – og magthaverne, politi og militær, frygtede det samme. Og den radikale regering med støtte fra socialdemokraterne var ligeledes nervøs for, hvad der kunne ske og varslede derfor et omfattende reformprogram. Gennem året 1918 havde der været utallige strejker og aktioner, og syndikalisterne, hvis våben netop var de direkte aktioner, voksede i styrke – til socialdemokraterne og den organiserede fagbevægelses store utilfredshed.

Alt det der førte frem til novemberoprøret – fra arbejderbevægelsens dannelse over Anden Internationale til 1. verdenskrig og de internationale forbindelser – bliver kortfattet beskrevet af Søren Kolstrup, der kan sin arbejderbevægelseshistorie og forstår at formidle den. Oprøret fandt sted på Grønttorvet i København, hvor der var en stor demonstration, som endte i slagsmål mellem demonstranter og politi. Flere sårede og anholdte. Slaget på Grøntorvet var en slags kulmination, men Kolstrup ser den som et symbol på arbejderbevægelsens fremgang (og måske sejr). Og en anledning til at fortælle, hvad der videre hændte og hvad der var hændt tidligere.

Søren Kolstrup argumenterer for, at netop 1918/19 var det afgørende tidspunkt for arbejderbevægelsen. Det kunne gå mod den socialdemokratiske fredelige vej til socialismen eller den revolutionære, som et lille antal syndikalister ønskede. Som bekendt sejrede den første linje, men her i november 1918 var intet sikkert, og regeringen lovede som nævnt, at der ville komme reformer, der forbedrede livet for arbejderklassen og underklassen generelt.

Underklassen var en kompleks størrelse. Den klassiske arbejder var den faglærte, der var medlem af fagforeningen, gik under den røde fane og tilstræbte ordentlighed og redelighed i hjemmet. Det var jo en mand, men kvinderne begyndte også at organisere sig, også de gik under den røde fane, og nogle af dem kæmpede ovenikøbet for ligestilling. Og så var der alle landarbejderne, hvor organiseringen var vanskelig, især i Jylland – og der var flere grupperinger, hjemløse, arbejdsløse osv. Alle ønskede et bedre liv. Og socialdemokraternes og de radikales svar på de krav, der kom fra arbejderne, var en sand reformoffensiv.

En række sociale foranstaltninger baseret på skattebetaling blev indført i perioden mellem 1918 og 1920. Sygekasser, arbejdsløshedsunderstøttelse, aldersrentelov, almene boliger, husmandskolonier og udstykning af de store godsbesiddelser, afskaffelse af Tyendeloven er nogle af de overskrifter, som blev Søren Kolstrup gennemgår så detaljeret, som nu det begrænsede antal sider tillader. Og naturligvis otte timers arbejdsdagen. Meget væsentlige reformer, som stort set fortsatte på trods af Venstre-regeringens sociale nedskæringer i 1920’erne.

Men hvad var så udslagsgivende for otte timers arbejdsdagen og reformbevægelsen. Det diskuterer Kolstrup i sidste kapitel. Den socialdemokratiske bevægelses understregning af solidariteten i fagbevægelsen, sammenholdet, organiseringen. Eller syndikalisternes direkte aktioner, der tvang reformerne igennem?

Her skal ikke refereres yderligere – læs selv de 100 sider– men blot sluttes af med at fremhæve Søren Kolstrups prisværdige gennemgang af den sociale lovgivning, som har været speciel for den danske udvikling. Det er gjort velformuleret og let læst, hvorfor en anbefaling er helt på sin plads.

[Historie-online.dk, den 10. april 2024]