Slutspil

Af Henning Lyngsbo

Det er nu 4 år siden, at jeg anmeldte Ian Kershaws monumentale Hitler-biografi. Det var bestemt en positiv oplevelse, især for læserne af den engelske to binds-udgave, der udkom i 1998 henholdsvis 2000. Desværre skar man hele noteapparatet på 450 sider af den engelske udgaves ca. 1500 sider fra i den danske udgave fra 2008, hvilket jeg naturligvis harcelerede over i min anmeldelse dengang. Anmeldelsen kan findes på:  http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/hitler_bio08.htm

Nu er der så kommet en ny bog med Ian Kershaw som forfatter. I mellemtiden er forfatteren blevet slået til ridder. Godt hjulpet af ovennævnte værks engelske udgave. Så nu burde jeg vel omtale ham som Sir Ian Kershaw.

Jeg er ikke bekendt med om nogen dansk historiker er blevet Ridder af Dannebrog primært som følge af sine forskningsresultater i dansk eller udenlandsk historie. Men det burde være tilfældet. Jeg kunne godt pege på et par emner.

Ian Kershaws nye bog har titlen SLUTSPIL, hvilket netop er formålet med bogen – at afdække Det Tredje Riges dødskamp i årene 1944-45. Forfatteren ønskede at udforske magtstrukturerne i Nazi-Tysklands sidste akt. Kershaw har den opfattelse, at stort set alle store historier over Det Tredje Rige ”løb ud i sandet omkring slutningen af 1944 og kun beskæftigede sig meget overfladisk med regimets sidste måneder.” Der manglede en undersøgelse af de mentaliteter, der på forskellige niveauer understøttede regimets fortsatte funktion. Kershaw var klar over, at en sådan undersøgelse var svær, idet den måtte bygge på fragmenter. Der skulle selekteres eksempler fra alle spektre på mentaliteterne for at kunne male med den brede pensel.

Det var vanskeligt metodologisk at flette de mange facetter af Det Tredje Riges fald ind i en samlet historie. ”Det svarer til at prøve at skrive en integreret historie om desintegration.” skriver Kershaw.

Og hvor skulle man begynde? Kershaw valgte at starte med tiden efter attentatforsøget mod Hitler d. 20. juli 1944, hvilket jeg synes er et godt valg. Det var på dette tidspunkt, Nazi-regimet fik sit første alvorlige chok over, at der fandtes regimemodstandere iblandt højtstående officerer fra hæren, der havde jævnlig adgang til Hitlers domicil. Folk, der jævnligt og bogstaveligt talt kom ind på livet af Hitler. Overraskelsen og chokket over dette attentatforsøg fik da også et uhæmmet blodbad til følge.

Der opstod ydermere flere omsiggribende traumer, der følgelig varede krigen ud. Hitler blev ekstremt frygtsom overfor sine omgivelser. Partimedlemmerne fremhævede gang på gang hærens forræderi. De fleste personer, der mere eller mindre var implicerede i attentatet var jo officerer, der tilhørte hæren.

Næppe nogen tysker kunne sige sig fri for at være påvirket af attentatforsøget. Flertallet i befolkningen tog afstand fra attentatet. Alligevel strammede Regimet af præventive årsager mere og mere sit greb om befolkningen, de statsinstitutionelle apparater og ikke mindst militæret. Og alle affandt sig hermed. Tommelfingerskruerne blev drejet med stigende frekvens og hastighed indtil krigen ophørte.  

Rædslerne ved fronterne steg i antal og bestialitet. Det samme gjorde sig gældende i KZ-lejrene. Og efter de allieredes invasion i Normandiet og de dermed forkortede flyvedistancer blev det civilbefolkningens tur til rædselsoplevelser med de mange tæppe- og brandbombninger, der - dag efter dag, nat efter nat - efterhånden fik lagt den tyske infrastruktur og de tyske byer i ruiner. Millioner af tyskere blev hjemløse. Hundredetusinder blev dræbt. Således omkom cirka 40.000 af Hamburgs indbyggere under et af krigens mest ødelæggende luftangreb i juli 1943. Bombeangrebene intensiveredes ganske kraftigt i 1944 og især i de første 5 måneder i 1945. Alene på én måned – marts 1945 – nedkastede englænderne ligeså mange bomber som den samlede bombetonnage, der faldt over Tyskland i de første tre år af krigen!

Og alligevel affandt det tyske folk sig hermed. Ingen modstand eller ansats til revolution. Den civile befolkning var om muligt lige så disciplinerede, som soldaterne var det. Som krigen nærmede sig sin afslutning blev den civile befolkning dette til trods udsat for lige så hårde og meningsløse straffe som soldaterne. Regimets terror på hjemmefronten var snart værre end i de endnu besatte lande.
Titusinder og atter titusinder tyskere -  civile og militære - blev henrettede under krigen. Størsteparten under krigens sidste år. De af Hitler oprettede Flyvende Standretter var særlig ihærdige med henrettelser. De dømte folk på et summarisk grundlag. Henrettelsen fandt sted straks efter, en dødsdom var afsagt. Ian Kershaw frembringer mange eksempler herom.

Kershaw omtaler også oprettelsen af de skrækkelige Werwolf- og Freikorps Adolf Hitlergrupper.
Tæt på krigens afslutning var disse grupper de rene morderbander. Ofrene var især folk, der havde udvist en smule defaitisme eller velvilje overfor de allierede. For eksempel snigmyrdedes en række borgmestre, der var udnævnt af de amerikanske myndigheder i de besatte områder i marts 1945.

Det var ren terror på såvel ude- som hjemmefronten. Soldaterne og deres officerer blev truet med at få taget deres familier som gidsler, hvis de viste det mindste tegn på defaitisme. De civile blev truet med, at alle mænd i huse, hvor der var hængt en hvid dug ud fra, ville blive skudt. Der var utallige påbud og forbud behæftede med dødsstraf ved den mindste overtrædelse. Beviset for skyld var ikke påkrævet. Den blotte mistanke eller en hævnmotiveret anmeldelse var nok

Men terroren alene er ikke forklaringen på, at det tyske folk alligevel fulgte regimet og dets uhyrligheder til det sidste.. Der er også tale om en nærmest blind lydighed og loyalitet overfor regimet og dets leder. Embedstanden opretholdt sin effektivitet, uanset riget lå i ruiner.

Efter krigen var det typiske svar, at man ikke kendte til uhyrlighederne. Man kendte ikke nogen, der vidste noget. O.s.v. 

Svar der skriger mod himlen som værende åbenbart utroværdige. Kershaw trænger dybt ind i den tyske folkesjæl med sin bog om slutspillet. Det er nok det nærmeste en historiker kan komme sandheden om det tyske folks mentalitet og holdninger under 2. verdenskrig, således som det eksempel på eksempel fremvises i bogen.

Ian Kershaw anvender en narrativ metode i sin fremstilling. Det gjorde han også i ovennævnte storværk om Hitler. Metoden har den indlysende fordel, at det gør forskningsresultatet lettere tilgængeligt og åbner op for et bredere publikum. En lille ulempe er de mange gentagelser af holdninger, begivenheder, udsagn m.m.. Det gælder naturligvis kun for den læser, der ikke slipper bogen, før sidste side er vendt.

Bogen er udstyret med allehånde værktøjer. Persongalleri med billeder i farver. Der er ingen billeder af Hitler, hvilket nok er bevidst for at understrege, at fokus er rettet mod andre. De øvrige billeder er af dokumentarisk karakter. En anden god ting er de mange oversigtskort, der er meget enkle og overskuelige og ikke mindst synkroniserede med bogens tekster.       

Der er forskellige lister. F.eks. en Dramatis Personae, - Forkortelser, - Arkivmaterialer, - 22 sider Litteratur, Person- og stedregister og et fantastisk veludstyret noteapparat på knap 100 sider
Dette noteapparat gør den velskrevne bog til et uvurderligt værktøj for den, der ligesom forfatteren og andre gennem årtier har søgt svar på spørgsmålet: Hvordan kunne det gå så galt?