Solisterne
Af Christen Bonde
Faglitteratur er jeg tryg ved med sin analytiske gennemskuelighed, klare argumenter, metodisk-teoretiske overvejelser og præcise litteraturhenvisninger; skønlitteratur ved jeg også, hvor jeg har – fantasien er fri til at blomstre. Men hybriden den historiske roman har jeg det sværere med. Hvad er fri opdigtning, og hvad har belæg i fortidens skriftlige eller fysiske efterladenskaber?
Forfatteren til Solisterne, der til daglig er forskningsleder ved Søren Kierkegaard Forskningscentret ved Københavns Universitet, Joakim Garff, er bevidst om problemet. Han har udstyret sin bog om en fiktiv rejse ned gennem Europa i 1849 i følgeskab med to af de bedste kendte danskere overhovedet – digteren H.C. Andersen og filosoffen Søren Kierkegaard – med en litteraturliste. Her opregner han dels primære kilder såsom breve, dagbøger og de tos egne udgivne skrifter i videnskabelig-filologiske udgaver, dels udvalgte sekundære fremstillinger, som han alt sammen har botaniseret i.
Og netop botaniseret, for Garff bytter om på begivenheder, digter til og trækker fra, men læseren har aldrig indtryk af, at resultatet bliver meningsforvridende. Tværtimod faktisk. Garff kender sit stof ud og ind, så læseren føler sig tryg til at læne sig tilbage og lade sig underholde.
Rejsen og den historiske kontekst er mest af alt staffage, der bidrager give Solisterne en dynamisk setting. Solisternes tankeverdener handler om eviggyldige emner, det meste andet er blot forbipasserende. Teologen Joakim Garff er primært – og ikke overraskende – interesseret i sine hovedpersoner. De to selvoptagne knudemennesker kommer ud for en række barokke og ofte morsomme situationer, mens bogen udfolder og udfordrer deres tanker – særligt Kierkegaards.
Især H.C. Andersen driver den ydre handling frem, mens forfatterens kredsen om Kierkegaards tanker giver bogen filosofisk tyngde. Andersen udspørger Kierkegaard – kun sjældent sker det den anden vej rundt – og kommenterer hellere end gerne teologens ofte bastante meninger og opførsel, men vi hører egentlig ikke så meget om digterens eget intellektuelle liv. Indimellem får læseren det indtryk, at kommentarerne fra samtalepartneren Andersen tjener til at få Kierkegaard til at konkretisere og eksemplificere sine tanker, ligesom eventyrdigteren er Garffs kritiske talerør, når de filosofiske tanker bliver for vidtløftige.
Eftersom bogen bliver markedsført som et rejseeventyr, kunne læseren have håbet, at forfatteren i højere grad havde dristet sig til at give den historiske-kulturelle kontekst større plads – hvad tænke Kierkegaard monstro på, da diligencen eller toget, de sad i, kørte gennem et Tyskland, der blev splittet af reformationen tre hundrede år tidligere osv.?
Skal man anholde noget andet, bliver det, at Joakim Garff runder alt, alt for mange emner i Kierkegaards intellektuelle univers. Ofte får tankerne ikke lov til at bundfælde sig hos læseren, før vi er videre til det næste emne. Selv om bogen egentlig er letlæst og eminent skrevet, tog den overraskende lang tid at læse, da jeg måtte holde en del pauser undervejs. Men tommelfingeren stritter opad: For mig var bogen en letlæst, charmerende og anderledes indføring i Søren Kierkegaards fascinerende tankeunivers.
Anbefalet!
[Historie-online.dk, den 27. september 2023]
