Sovjetistan. En rejse gennem Turkmenistan, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan og Usbekistan
Af Thomas Petersen
”Jeg er faret vild. Flammerne i krateret har visket stjernehimlen ud og tømt alle skygger for lys. Ildtungerne hvæser; der er tusinder af dem. Nogle af flammerne er store som heste, andre er ikke større end vanddråber. En blød varme rammer mine kinder; lugten er sødlig og kvalmende. Nogle sten løsner sig fra kanten og ruller lydløst ned i flammerne. Jeg går et par skridt væk, hen til et fastere underlag. Ørkennatten er kølig og duftløs”, (side 9).
Med disse ord og så dramatisk åbner den norske socialantropolog og forfatter Erika Fatland (født 1983) sin bog. Velskrevet, indholdsrig og fuld af såvel historie, historier og fremtidsperspektiver. Fatland har studeret i Oslo og Helsinki og udgav sin første dokumentariske skildring Englebyen om terrorkatastrofen i Beslan i 2011. Fulgt op af Året uden sommer om Anders Breiviks massakre på Utøya. Begge disse bøger er udgivet på dansk.
Ovennævnte krater opstod ved et uheld i 1971. Geologer prøveborede efter olie og gas. Som de også fandt i rigelige mængder. Men en dag åbnede jorden sig som et smilende hul under boret – mere end 60 meter langt og 20 meter dybt. Ildelugtende metangas strømmede op af hullet. Alle boringer blev udsat på ubestemt tid og lejren forladt.
I Vestens verdensbillede svarer det eks-sovjetiske Centralasien formodentlig nærmest til Anders Ands Langtbortistan. Det er områder, kulturer og stater, som hverken medier eller forskere har ofret eller ofrer megen opmærksomhed. Stater som Turkmenistan, Kasakhstan, Usbekistan, Kirgisistan og Tadsjikistan, der alle efter Sovjetunionens opløsning i 1991 blev selvstændige stater og meldte sig på verdensarenaen som nye nationalstater, rummer imidlertid et mylder af folkeslag, sprog, kulturer samt enorme kultur- og naturrigdomme. Fremragende, at Fatland har taget emnet op, og at hun løser opgaven så eminent godt.
Kendskabet til de centralasiatiske stater i vor del af verden er beskedent – og dog. Kirgisistan og Usbekistan dukkede i begyndelsen af det nye årtusinde op som glimt i mediernes og offentlighedens bevidsthed, men interessen samlede sig hovedsageligt om de luftbaser, som amerikanerne i forlængelse af terrorangrebet mod World Trade Center i september 2001 fik stillet til rådighed for deres straffeekspedition mod al-Qaeda og Taleban i Afghanistan. Men hvad regionen står for i øvrigt, fortaber sig i uvidenhedens tåger. Anderledes i middelalderen, hvor mongolerne fra de østsibiriske stepper under deres vilde ridt mod vest truede såvel Nærorienten som Europa, og hvor deres skændige gerninger nedfældedes i fromme munkes krønikeskriverier. Skrækken for disse horder var enorm, og i munkenes fantasi og ordvalg fik den måske også af og til uvirkelighedens skær.
Ordet Centralasien anvendes i flere betydninger. I dansk geografisk og etnografisk tradition er det betegnelse for de bjerge og højsletter, der ligger mellem Himalaya i syd, De sajanske Bjerge i nord, Pamir i vest og de kinesiske flodsletter mod øst. Forskning i Centralasiens kultur og historie har været en stærk og respekteret tradition i Danmark – især takket være de ekspeditioner, der fandt sted dertil fra midt i 1930erne til midt i 1950erne. De tre første under ledelse af den tidligere hofchefs far, Henning Haslund Christensen (1896-1948), der døde under den tredje ekspedition. De blev fulgt op af en minde-ekspedition for ham 1953-55. Alle ekspeditioner hjembragte til Nationalmuseet og Moesgaard Museum store og rige samlinger af etnografiske genstande, optegnelser, bøger og håndskrifter, hovedsagelig fra Mongoliet og Afghanistan – og forskning i disse områder har derfor haft en stærk tradition i Danmark.
Men Centralasien har også haft en geografisk snævrere og mere politisk betydning. Ordet har her været knyttet til de områder, som det tsaristiske Rusland erobrede i 1860erne og 1870erne i forlængelse af det ydmygende nederlag til de vestlige stormagter i Krimkrigen 1853-56. Herefter vendte Rusland sine storpolitiske ambitioner og interesser mod Det fjerne Østen og mod området øst for Det Kaspiske Hav.
Erobringerne havde ikke fulgt nogen fastlagt plan, generalerne fulgte i høj grad deres egne strategier, mens tsar-regeringen i det fjerne Skt. Petersborg ofte ikke anede, hvad der i realiteten foregik. Disse mere eller mindre tilfældige erobringer indgik fra 1867 i generalguvernementet Turkestan (= tyrkernes land) med centrum i byen Tasjkent. Navnet Turkestan havde perserne givet området omkring år 500, mens grækerne kaldte det Transoxiana, dvs. området på den anden side Oxus-floden, den nuværende Amu Darja.
Det sovjetiske styre fastholdt erobringerne efter 1917, for så i de følgende årtier at sætte sit helt specielle præg på dem – politisk, økonomisk, socialt og kulturelt. Sovjetisk Centralasien blev afgrænset og isoleret - både praktisk og terminologisk fra det ovenfor nævnte geografiske Centralasien. Det gled også ud af etnografernes interessefelt. Selv om guderne skal vide, at det efter 1917 blev vanskeligere at drive feltstudier i sovjetstaten, må det også konstateres, at det for den internationale etnografi tilsyneladende var mere interessant at studere nomadekultur i Afghanistan end at følge det storstilede moderniseringsprogram, som sovjetisk Centralasien gennemgik i de følgende årtier.
”Gennem de 70 år med sovjetisk styre tog Centralasien skridtet fra middelalderen og ind i det 20. århundrede. Det civilisationsspring blev yderst omvæltende for disse samfund”, skriver Fatland korrekt side 423.
Nomader blev gjort bofaste i kollektivlandbrug, mens millioner døde af sult. Moskéer blev lukket, kvinderne smed sløret og flerkoneriet blev forbudt. Arabiske bogstaver erstattedes ad de mere demokratiske kyrilliske. Til gengæld lærte alle at læse og skrive – også pigerne. Der blev anlagt veje, bygget biblioteker, operaer, universiteter, hospitaler og sanatorier. Men Centralasien beholdt samtidig en betydelig del af sit særpræg.
En række fælles parametre karakteriserede Centralasien før den russiske erobring i 1800-tallet. Befolkningen var en blanding af folkeslag, der var kommet til området gennem de seneste 2000 år. Omkring 70 % af den talte turko-tatariske sprog, mens 11 % talte et indoeuropæisk sprog som for eksempel tadsjikisk, der er nært beslægtet med farsi eller iransk. Islam skabte en følelse af kulturelt fællesskab, hvor sunnismen var den altdominerende retning. Mens den asketiske, mystiske og anti-hierarkiske retning inden for islam – kaldet sufisme – fik en betydelig tilslutning blandt kirgiserne.
Der fandtes ingen centralstat, men derimod stamme- og klansamfund. De turko-tatariske folk var fortrinsvis nomader, men de iranske folk var fastboende agerdyrkere. Tsar-regeringen gjorde i det store og hele intet for at ændre det eksisterende sproglige, religiøse, sociale og erhvervsmæssige mønster. Erobringen havde primært haft militærstrategisk betydning. Den skulle afveje Englands koloniale interesser i området. Dog blev bomulds-dyrkningen i russisk Centralasien intensiveret i forbindelse med, at Den amerikanske Borgerkrig (1861-65) forhindrede tilførsel af dette vigtige råstof til det russiske marked.
Islam erobrede ikke Centralasien nær så tidligt, så hurtigt eller så massivt, som det skete i Nærorienten. Islam sameksisterede her med dele af naturreligion, buddhisme, kristendom og jødedom. I det moderne Centralasien er nutidens rabiate form for islam kun en enkelt lille brik i et langt større spil. Den passer dårligt ind i traditionen og med de nye unge staters forsøg på – i forlængelse af sovjetstatens bestræbelser – at fjerne religionen fra det offentlige rum og helst også fra privatsfæren. Den nye rabiate og terroristiske form for islamisme er noget, der er kommet udefra. Og da den tilsyneladende ikke har vist tegn på respekt for regionens egne kulturer, har den foreløbig ikke vist sig at have nogen gennemslagskraft i det ex-sovjetiske Centralasien. Det er i den forbindelse næppe uden betydning, at de dårligere uddannede afghanske, pakistanske og saudiarabiske miljøer er bedre udklækningssteder for terrorisme end de i sammenligning med dem materielt rigere og langt bedre uddannede eks-sovjetiske centralasiatiske miljøer.
Sovjetmagten fortsatte ud fra de samme sikkerhedsinteresser tsarismens kolonipolitik, men den omdannede samtidig - som allerede nævnt - med udgangspunkt i sin udgave af den europæiske marxisme Centralasien til en gigantisk opdragelsesanstalt med ret så grove opdragelsesmetoder. Bolsjevikkerne opfattede ligesom tsarismen generelt den centralasiatiske befolkning som forvildede muslimer, der skulle bringes på bedre tanker. Og disse tanker var i en skønsom blanding marxistisk udviklingsteori og russisk imperie-filosofi. Det europæiske og det russisk-imperiale lys skulle bringes ud til disse formørkede asiater.
Varianter af denne talemåde er atter blevet moderne i dag. For eksempel for den ideologi, der lå bag præsident George Bush´s fremfærd i Afghanistan og Irak i nullerne og hans ønske om at trække en vestlig statsform ned over hovedet på disse lande. I sovjetisk/russisk optik bestod det civilisatoriske lys af Pusjkins og Lenins sprog, dvs. russisk. Det bestod endvidere af kendskab til de russiske klassiske forfattere, af gader og pladser, opkaldt efter dem eller efter russiske generaler og revolutionære helte.
Også det europæiske nations-begreb i stalinistisk fortolkning blev af sovjetmagten introduceret i Centralasien. Det hidtil sprogligt og kulturelt set ret homogene område splittedes kunstigt og ud fra en del-og-hersk-politik splittet op i angiveligt sprogligt og nationalt definerede enheder. Lenin havde insisteret på, at den imperiale enhedsstat skulle omdannes til en føderal stat, hvor de enkelte nationaliteter havde hver deres territorium. Stalin havde under diskussionerne ment, at en sådan opsplitning var unødvendig al den stund, Det kommunistiske Parti med en ikke-national struktur alligevel var den eneste reelle beslutningstager.
Lenin havde fået sin vilje, men det blev Stalin, der i praksis kom til at føre mesterens ord ud i livet. I Centralasien betød det, at regionen gennem en række ret vilkårlige streger i ørkensandet, opdeltes i fiktive stater, hvor et bestemt sprog eller dialekt blev defineret som det officielle kommunikationsmiddel. Men opdelingen medførte også, at der i samtlige republikker ved siden af den talmæssigt største nationalitet nødvendigvis også fandtes mindretal af andre nationaliteter. Det er disse sovjetrepublikker med mere eller mindre tilfældige grænser, som i dag er de fem suveræne stater, som nærværende bog handler om. I år kan de fejre 25 års jubilæum for deres selvstændighed, så Fatlands bog er timet godt.
Alt det ovenfor beskrevne flettes ind i forfatterens letflydende og varierede sprog. Hun skriver i en let læst journalistisk impressionistisk stil. Og den fungerer godt og ubesværet. Men journalistikken dækker over meget mere, så bogens helhedspræg bliver indsigt, ræsonnement og engagement. Forfatterens viden om regionen historisk og i dag er stor og nuanceret, så bag den fortælleglade journalistik fornemmer læseren et grundlæggende og solidt kendskab til og indsigt i de forskellige landes historie, samfund og kultur.
Vi får som læsere meget at vide. Som for eksempel, hvordan i Centralasien nomadelivet og traditioner som bruderov og ørnejagt stadig eksisterer side om side med top-moderne byer, indbringende olie- og gasudvinding og tilhørende industrier samt medfølgende ekstravagant nyrigdom, luksus og hyperforbrug. I nogle republikker hersker der en form for lokalt tilpasset, men skrøbeligt demokrati som i Kirgisistan. Mens i andre stater varianter af oplyst enevælde og rent diktatur går i spænd med en ekstrem lukkethed og mistro, bestyret af farverige, storhedsvanvittige og ekstravagante tyranner som for eksempel i Turkmenistan.
Fatland har givet sine læsere en engageret, vidende og interessant beskrivelse af en region, der formodentlig i fremtiden kommer til at spille en central rolle i verdenspolitikken i takt med, at dens fokus flytter mod øst. Med denne bog har forfatteren givet os et væsentligt redskab til at blive bedre forberedt til denne ikke så fjerne fremtid.
Siden er oprettet 15-02-2016
