Spion i blodet

Af Kresten Søe

I mørket er alle katte grå

En mørk aprilnat mellem lørdag og søndag i 1980erne, hvor Den kolde Krig var på det højeste, var PET endnu ikke vokset til den store afdeling, den senere skulle udvikle sig til.

Netop da havde den spionagemistænkte forfatter Arne Herløv Petersen sammen med konen endelig bekvemmet sig til at forlade huset i Tryggelev på Langeland. Nu skulle det gå tjept med at få installeret aflytningsudstyr.

Frank Jensen deltog ikke i aktionen, men beretter, at forfatterens kat benyttede lejligheden til at smutte ud mellem benene på PET-agenterne, da de i ly af nattemørket lirkede yderdøren op.

Nu var gode råd dyre, for mis måtte selvfølgelig indfanges og genplaceres. En del af mandskabet skulle følgelig afsættes til kattejagt for ikke at røbe PETs hemmelige besøg.

Alt lykkedes dog, og efter et par timers arbejde kunne PET låse døren efter sig til et hus, hvor der nu var både skjulte mikrofoner og en kat.

En MISære syntes undgået, men da Herløv Petersen og fruen dagen efter vendte hjem, og man klart og tydeligt kunne følge med i, hvad de talte om i stuen. Lød det som det første: ”Hvordan fanden er naboens kat kommet ind”. Mysteriet blev diskuteret grundigt, dog uden at parret anede uråd.

Jo, i mørket er alle katte grå. Uheldet var ude, og PET-agenterne havde indfanget den forkerte kat.

Indhold og opbygning

Bogen består af 20 kapitler sammensat af sags- og begivenhedsforløb, hvor en del også er i delvis interviewform isprængt Frank Jensens kommentarer. Det sidste snart i form af direkte erindringer snart i form af personlige betragtninger, som Frank Jensen selv oplevede og husker begivenhederne.

Til allersidst bringes nogle sider med en række meget små fotos af personer og åsteder gennem årene. Bortset herfra er bogen uden illustrationer.

Spionchefen takker af efter 40 år

Frank Jensen har gennem årtier arbejdet i PET som spionchef, antiterrorchef og senest operativ chef med ansvar for Danmarks sikkerhed.

Hans tæft for jobbet kom ikke fra fremmede, men efter en opvækst med en far og en mor, som arbejdede for en hemmelig spionring med udspring i modstandskampen og senere med fortsættelse i et netværk mod Sovjet i Den kolde Krigs indledende år.

De første kapitler rummer Frank Jensens personlige erindringer som barn. Her fortæller han blandt andet om den gradvise klarhed om forældrenes hemmelige liv, der fik en brat afslutning, da faderen pludselig blev fundet død på en strand i Nordjylland under mystiske omstændigheder, der aldrig helt lod sig opklare.

Men om hvordan alting er, så fik begivenhederne og barndommen en ung Frank Jensen til selv at søge ind i politiet. Her slog han nogle år sine folder i den berømte uropatrulje, der blandt andet opererede i narkohandlen på Christiania og prostitutionsmiljøet i København. Herefter valgte han så at følge i forældrenes fodspor ved selv at træde ind i PET og spionernes verden.

Siden gik det slag i slag op af rangstigen med oplevelser fra aflytninger af mistænkte sovjetsympatisører til optrævlingen af Blekingegadebanden, opsporing af en nazistisk krigsforbryder i samarbejde med den berømte Simon Wiesenthal til afværgning af spionage, deltagelse i efterforskningen efter Palme mordet og involvering af forskellige terroranslag med internationale forgreninger.

Skal man her pege på et højdepunkt, må det være Frank Jensens deltagelse i hvervning en af den vestlige verdens nok mest værdifulde dobbeltagent - Oleg Gordijevskij - under Den kolde Krig. En hvervning, der også bragte det ekspanderende PET i spil i internationalt samarbejde med parallelle tjenester i udlandet.

Det var derfor en æra, der blev afsluttet, da Frank Jensen i 2012 lod sig pensionere som operativ chef i PET. 

20 kapitler som både kan læses fortløbende og uafhængigt

Umiddelbart fremstår de fleste af bogens 20 kapitler til dels som selvstændige på en sådan måde, at man efter de indledende kapitler godt kan græsse lidt rundt efter eget ønske.

Konceptet er generelt velfungerende, men udarter sig dog enkelte steder i unødige gentagelser af forløb og konklusioner fx fra foregående kapitler, som kan irritere ved traditionel gennemlæsning fra start til slut.

Derudover virker enkelte kapitler lidt ujævne i forhold til de øvrige og kunne med deres løse struktur og gentagelser have været tjent med en redaktionel opstramning.

Værst er dog, at Skjoldager alt for mange steder stopper al videre udbygning og spænding med Frank Jensens henvisning til sin tavshedspligt. Et ærgerligt moment, som dog ikke kan lægges forfatterne og bogen som sådan til last, idet det jo desværre er en grundlæggende præmis for erindringerne af denne art.
Men alt i alt er det netop af denne grund begrænset, hvad bogen bringer af nyt for læsere, der har fulgt grundigt med i disse begivenheder gennem årene.

Til gengæld kan jeg dog - selv om en bog altid anmeldes, som den foreligger - ikke lade være med at ærgre mig lidt over, at Skjoldager Ikke bringer potentialet i den ofte dramatiske samtidshistoriske ramme i spil.

Den sovjetiske mesterspion Rudolph Abel nævnes fx blot udvekslet med ”en jagerpilot” - unægtelig en flad beskrivelse af dramatikken i den berømte første udveksling på Glienicker Brücke i Berlin mellem mesterspionen og piloten Gery Powers. U-2 piloten, der i Den kolde Krigs højdepunkt i 1960 fra 20 km højde fotospionerede over Cuba og USSR, hvor han blev nedskudt med stor international krise til følge.
Heller ikke München massakren i 1972 får mange ord med på vejen.

Et spændende stykke Danmarkshistorie

Alt i alt byder bogen dog på spændende læsning, som giver et godt indblik i PETs udvikling gennem årtier.
Dertil er formidlingen fint anlagt, så læseren også får indblik i det omfattende og oftest usynlige rugbrødsarbejde, der frem for anholdelser og skæg og blå briller gav sig udtryk i diskrete afværgeforanstaltninger og ”pædagogiske samtaler”, der fik potentielle misdædere til at falde fra.

Selv om man som læser som sagt ikke kommer så meget under overfladen, så står man alligevel efter endt læsning med en repetition af et stykke Danmarkshistorie, der både er serveret på en letlæst og ganske spændende måde.

Jeg følte mig i hvert fald ganske godt underholdt undervejs. Det alene er - sagt på godt jysk – jo ikke så ringe endda.

[Historie-online.dk, den 8. november 2023]