Spion i Nazityskland
Af Henrik Lundtofte, Arkivleder, Historisk Samling fra Besættelsestiden 1940-45
Den britiske forfatter Antony Beevor er tidligere officer, uddannet på Sandhurst og med tjeneste i bl.a. Tyskland bag sig. Han har skrevet romaner, men Beevor er utvivlsomt mest kendt som forfatter til mammutværker om Stalingrad-slaget og den røde hærs grusomme erobring af Berlin, bøger der har høstet mange anmelderroser og som berømmes for deres brede, formidlingsmæssige kvaliteter. De er begge oversat til dansk (hhv. 2000 og 2002). Spion i Nazi-Tyskland er tredje og seneste skud på stammen – og er efter denne anmelders mening en kulørt forbier.
Bogens originaltitel lyder The Mystery of Olga Chekhova. Forlag og oversætter må have vurderet, at “Spion i Nazi-Tyskland” ville være en fængende dansk titel. Men bogen vil netop meget mere end at berette om Olga Tjekhova i Det Tredje Rige. Med Olga Tjekhova (1897-1980) især og hendes bror Lev Knipper (1898-1974) som omdrejningspunkter tager Beevor nemlig læseren med på lidt af en tour de force gennem Ruslands historie i første halvdel af det 20. århundrede suppleret af en stor og vigtig afstikker til Hitler-Tyskland.
Olga og Lev voksede op i Tsar-Ruslands borgerlige og intellektuelle kredse. De var i familie med den store dramatiker Anton Tjekhov, hvis nevø Olga desuden kortvarigt var gift med. Den russiske revolution og borgerkrigen omkalfatrede deres liv. Lev Knipper kæmpede på de hvide styrkers side, men efter borgerkrigen lykkedes det ham at blive accepteret af kommunisterne og blive komponist. Han komponerede musik til bl.a. den Røde Hær og fungerede fra ca. 1922 som agent for det hemmelige politi. Olga Tjekhova lykkedes det at flygte til Berlin mod borgerkrigens slutning. Her kom hun hurtigt i kontakt med filmmiljøet i de nyetablerede UFA-filmstudier i Babelsberg. ”Die Tschechowa” gjorde lynkarriere og blev en feteret filmstjerne. Samtidig var hun ifølge Beevor sovende sovjetisk agent, rekrutteret af broderen Lev. Igennem 1930’erne færdedes Olga tæt på Naziregimets ledere – selv om Goebbels skrev om hende i sine dagbogsoptegnelser, og hun hørte til Hitlers yndlingsskuespillerinder, overvurderede det sovjetiske efterretningsapparat hendes agentpotentiale. Lev er på mange måder mere interessant end sin søster. Den tidligere hvidgardist reflekterede bl.a. over sin nye kommunistiske overbevisning under indtryk af den store terrorbølge i 1937.
Under den 2. verdenskrig medvirkede Olga Tjekhova i flere film og underholdt tyske soldater. Hun blev aldrig aktiveret som sovjetiske agent, mens Lev indgik i attentatplaner – herunder et selvmordsangreb – mod Hitler, og han var i den grad aktiv agent. Efter krigen klarede de sig begge godt efter krigen. Komponisten Lev blev kort før sin død udnævnt til ”Folkets kunstner i USSR”. Olga lavede flere film og skabte et kosmetikfirma.
Beevor kalder Olga Tjekhova en overlever. Det var hele familien nærmest, og i betragtning af de verdenshistoriske og blodige dramaer familien blev trukket ind i, klarede den sig egentlig forbløffende godt – måske fordi familien med Olga og Lev i spidsen bestod af opportunister, der ikke bare overlever, men formår at flyde oven på. Beevor ser Olga lidt efter i sømmene i den forbindelse og præsenterer som det eneste sted i bogen en smule analyse. Nu skal man ikke forlange tunge analyser af en bog, der er målrettet et bredt publikum. Men mindre spekulation, mere kontekst og kritisk sans samt distance til bogens personer ville ikke have været af vejen. Det kunne givetvis også have gjort persontegningen mindre teatralsk og sproget mindre klichébåret.
Kildematerialet kan skræmme livet af eventuelle positivister. Bortset fra en række samtidige breve – undertiden korrespondance fra det ene diktatur til det andet! – er kilderne en heftig cocktail af senere interviews og tendentiøse beretninger. Beevor karakteriserer Olga Tjekhovas erindringer som hendes ”fortvivlende, utroværdige erindringer” – hvad der overhovedet ikke forhindrer ham i at citere udførligt fra dem. Det er også nogle fristende farverige historier. Desuden har han fundet materiale fra NKVD og SMERSH, dvs. redegørelser fra det hemmelige politi og kontraspionagen, der om noget er kendt som upålideligt stof. Bogen er i øvrigt forsynet med illustrationer, kort og en nyttig slægtstavle.
Det er faktisk en fantastisk spændende historie, Antony Beevor har fundet. Om man bryder sig om hans måde at fortælle den på, er nok i høj grad et spørgsmål om, hvorvidt man kan kapere beskrivelser a lá følgende (s. 84): ”Lev ville væk, men uden penge havde han ikke en chance. Han frygtede, at han ville dø, hvis han blev. Hans eneste håb var tante Olga, men han anede ikke, hvor hun befandt sig”.
