SS - en historisk advarsel
Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden, Esbjerg.
Den tyske historiker Guido Knopp og hans hold af hjælpere har gjort det igen. Denne gang er det Himmlers og Heydrichs SS, der må holde for, efter at Knopp tidligere bl.a. har udsendt bøgerne ”Hitlers hjælpere”, ”Hitlers krigere” og ”Den store flugt”. Som før er der også denne gang tale om en bog, der er opstået i forbindelse med produktionen af en TV – serie. Hvilket præger bogen på godt og ondt. Eksempelvis brydes grundteksten ofte af hyppige små og større kildecitater (:interviews, erindringer etc.) fra diverse samtidige aktører eller iagttagere, som man kender det fra dokumentargenren. Effekten er svingende, lige fra et godt supplement af grundteksten til løsrevne citater, som man undrende passerer.
I bogen behandles indledningsvist lederen af SS Heinrich Himmler: Hans verdensanskuelse og hans principper for og praktiske opbygning af SS – imperiet. Med rette bruges et helt kapitel på nr. to i SS, Reinhard Heydrich, lederen af det centrale politi – og sikkerhedsapparat. Totenkopf – afdelingen (SS’ vagtmandskab i koncentrations- og dødslejrene) behandles i et kapitel, hvor også Holocaust står centralt. Endelig redegøres der for Waffen – SS, dvs. organisationens militære gren, og den sagnomspundne flugtorganisation Odessa.
Man må lade den ganske omfangsrige og tætskrevne bog, at den er spækket med informationer om og redegørelser for SS og folkene i organisationen. Hændelses- og udviklingsforløb veksler løbende med fremstillingen af små og større biografier. Den erklærede hensigt har været at sammenfatte den viden, vi i dag har om SS. Bogen er således ikke forskning, men ”nyere forskning”, som det hedder i teksten, er integreret. Præcis hvilke forfattere og værker er dog ikke altid gennemskueligt, da bogen mangler noter, kildehenvisninger og en litteraturliste – hvilket alvorligt trækker fra i vurderingen af bogens anvendelighed. Det samme kan siges i forbindelse med bogens manglende person- og sagsregister.
Kapitlerne er heller ikke helt homogene. Bedst fungerer kapitlerne om Totenkopf og Waffen – SS.
Omvendt har bl.a. kapitlet om Heydrich en tendens til at dramatisere. Det bliver lidt vel kulørt med beskrivelsen af Heydrich som et andet rovdyr. Kapitlet er nærmest kriminalistisk opbygget. Redegørelsen for attentatet mod Heydrich maj 1942 splittes op, så læseren holdes hen i gysende forventning. Nazisme som underholdning? ”Station 2”?
Værkets stil synes også påvirket af, at TV – læseren ikke må kede sig. I hvert fald går det over stok og sten, og teksten undlader for ofte at standse op og reflektere. Selv hvor ”nyere forskning” er inddraget, lires ”teksten” som regel af, uden rigtigt at bundfælde sig. Derfor bliver bogen i længere passager, trods al sin informative grundighed, overfladisk. Eksempelvis fremføres den kendte iagttagelse, at Himmler (og andre nazister med ham) udviste en spaltet personlighed: Indenfor få minutter kunne Himmler sende blomster til sin sekretær og beordre mordet på tusindvis af jødiske civile. Forklaringen er hver gang det ideologiske blændværk. Dette er næppe forkert – men næppe heller hele sandheden. Her kunne det have været spændende at fokusere på forholdet imellem den ”normale” og den radikale side i Himmlers person, - og i nazismen. Bogen gør det kun punktvist, og lige som det begynder at blive interessant, skynder den sig videre.
Alt i alt efterlader bogen et splittet indtryk. Man kan vælge at mene, at bogens udgivelse er berettiget i kraft af den møjsommelige men også letlæselige status over SS. Omvendt kan man også argumentere for, at bogen strengt taget godt kunne have været undværet på det danske bogmarked. Imens vi så venter på en ny videnskabelig monografi om SS, kunne nærværende forlag eller andre forlag i stedet have valgt at oversætte eksempelvis Ulrich Herberts biografi om SS – generalen Werner Best, gerne i en populariseret og forkortet form. Dette ville have været ulig mere interessant, også set med danske øjne.
