Stasi - og den vesttyske terrorisme

Af Thomas Mathiasen, webmaster, Svendborg Museum.

I slutningen af 1989, hvor jorden for alvor begyndte at brænde under fødderne på de ansatte i Stasi-centralen i Østberlin, begyndte de at makulere nogle af de dokumenter, man havde samlet gennem Stasis næsten fyrreårige levetid. Nu ligger det jo i sagens natur, at en efterretningstjeneste altid må være parat til i krisesituationer at destruere operative og strategiske dokumenter, der kan belaste den, og derfor må man gå ud fra, at man starter med de allermest kompromitterende dokumenter, når der skal makuleres. Af de 185 hyldekilometer materiale, som Stasi havde oplagret, startede man derfor med de dokumenter, der beskrev Stasis samarbejde med den vesttyske terrorbevægelse RAF og de mange informelle medarbejdere (de såkaldte IM) som Stasi havde samarbejde med.

Men selv papir, der er blevet makuleret, kan sættes sammen igen, og det er lykkedes at sammenstykke væsentlige dele af materialet, så det kan indgå i den organisation, der skal sørge for at gemme akterne, formidle adgang for de mennesker, der er omtalt i akterne, og give adgang til forskere, der beskæftiger sig med Tysklands nyere historie.

Anne Sørensens nye bog Stasi og den vesttyske terrorisme handler om netop dette emne. Bogen er en forkortet og redigeret udgave af hendes ph.d.-afhandling, som hun forsvarede ved Aarhus Universitet i 2004. Omarbejdede universitetsopgaver er ofte ganske uegnede som læsning for det brede publikum, men det gælder ikke specielt for denne bog. Selvfølgelig kræver den noget af læseren, men hvis man interesserer sig for emnet, så skal man nok komme gennem bogen. 

I disse år hvor terrortruslen mod den vestlige verden hovedsagelig kommer fra islamistiske fundamentalister, har man måske en tilbøjelighed til at glemme, at for godt 30 år siden var det Europas egne vildførte unge, der forøvede terroristiske attentater mod statsmagten. Særligt i Tyskland og Italien var antallet af terroraktioner højt, men også Frankrig, Spanien, England og Belgien blev ramt.

Karakteren af terroren i de enkelte lande kunne variere, hvor det for eksempel i England og Spanien var langvarige, nationale konflikter, der var den udløsende faktor, mens det generelt set i de andre lande var ungdommen, der gjorde oprør mod det såkaldte forstokkede, borgerlige samfund. Den mest kendte og berygtede af alle terrorgrupperne blev uden tvivl RAF, Rote Armee Fraktion, der i en periode på næsten 25 år spredte død og rædsel i Vesttyskland.

Hvis man, som denne anmelder, er vokset op i halvfjerdserne i den del af landet, hvor man kunne se vesttysk fjernsyn, så husker man utvivlsomt de mange gange, hvor man i nyhedsudsendelserne Tagesschau og Heute kunne se og høre om attentater på specielt amerikanske militærbaser og kendte tyske politikere og industrifolk. 

Plakaterne med billeder af de efterlyste terrorister hang overalt i landet. Politikerne indførte vidtgående bestemmelser for overvågning og eftersøgning i jagten på terroristerne, og i efteråret 1977, den såkaldte Der Deutsche Herbst, hvor terroren kulminerede med kapringen af et Lufthansa-fly, der blev dirigeret til Mogadishu i Somalia, og bortførelsen og senere drabet på arbejdsgiverformanden Hanss-Martin Schleyer, var Vesttyskland vel nærmest i en slags undtagelsestilstand. 

Dagen inden fundet af Schleyers lig i Mulhouse i Frankrig, havde en række af mest kendte terrorister begået selvmord i sikkerhedsfængslet Stammheim, men omstændighederne omkring disse selvmord var så uklare, at en bred del af befolkningen stillede spørgsmålstegn ved, hvorvidt der var tale om selvmord, eller der reelt var tale om, at staten havde henrettet sine værste fjender.

Terroristernes motiver til deres ugerninger havde selvfølgelig rod i den antiautoritære oprørsbølge, der var en del af tressernes ungdomsoprør, men følgerne blev katastrofale i Vesttyskland. Ungdommen mente, at det tyske samfund ikke havde fået gjort ordentlig op med nazismen, fordi det tyske Wirtschaftswunder med Marshall-hjælp fra USA på ganske få år havde forvandlet Vesttyskland fra en rygende ruinhob til et rigt og industrialiseret samfund.

Bearbejdningen af nazifortiden var trådt i baggrunden og blev afløst af drømmen om Folkevogne og sommerferierejser til Bella Italia for gennemsnitstyskeren. Den populistiske presse med Springer-koncernen i spidsen, stod for et nærmest halvfascistisk livssyn, der var fjernt for ungdommen, og som i sin udformning kunne minde om nazisternes propagandamedier fra trediverne. Den amerikanske militære indflydelse i Vesttyskland, og USA's krig i Vietnam var en anden anstødssten. Vesttyskland blev omtalt som den 51. delstat i USA.

Det politiske liv i efterkrigstidens Tyskland var i høj grad præget af det kristeligdemokratiske parti, CDU, med kansler Adenauer og finansminister Ludwig Erhard i spidsen. Først i 1969 kom en socialdemokratisk kansler til magten, og det er skæbnens ironi, at det blev socialdemokratiske regeringer - der ellers ville forsøge med mere åbenhed i samfundet, og som ville normalisere forholdet til det andet Tyskland og det øvrige Østeuropa - der op gennem halvfjerdserne kom til at stå i spidsen for jagten på de ungdommelige terrorister.

Netop det andet Tyskland, altså DDR, udviklede sig i en anden retning end sin vestlige nabo. Først krævede USSR store krigsskadeerstatninger og tømte landet for de industrimaskiner, der endnu fungerede efter krigen. Men gradvis ændrede USSR sin politik over for landet, og ganske hurtigt ændrede DDR sig fra at være en vasalstat til at være en slags juniorpartner for USSR. Forholdet til de andre østblokstater var dog ikke altid lige harmonisk. Den østtyske hær blev flere gange sat ind i andre østlande, når der var optræk til uroligheder, hvilket bragte mindelser om det nazistiske regimes fremfærd.

Inden for sine egne grænser udviklede DDR sig til en overvågningsstat, hvor næsten 100.000 mennesker var ansat til at spionere og overvåge befolkningen. Ministerium für Staatssicherheit (MfS/Stasi) var overalt i landet, og rapporterede om mistænkelige personers adfærd, meninger og ytringer. Arkiverne i Stasi-centralen nåede et enormt omfang. Også prominente vesttyskere inden for alle grene af samfundet blev udspioneret. Intet undgik de mange agenters blikke. 

Selv om DDR modtog store statslån fra Vesttyskland som en del af åbningen over for øst, så ønskede DDR at undergrave det vesttyske samfund, og set i det lys kan det egentlig ikke overraske, at DDR ret hurtigt begyndt at hjælpe RAF med at forberede og udføre terrorhandlinger i Vesttyskland. Det skete ud fra parolen om, at din fjendes fjende er din ven. Dog var man lige så interesseret i at overvåge den vesttyske venstrefløj, der var kritisk over for både USA og Sovjet, men positivt indstillet for Kina, hvilket bestemt ikke behagede det meget Moskva-tro Stasi.

Størstedelen af Anne Sørensens bog handler om dette samarbejde. Hun beskriver seks cases, hvor man ud fra afhøringsrapporterne får et indblik i samarbejdet mellem de vesttyske venstreorienterede og det meget bornerte, snæversynede efterretningsvæsen. Det vil føre for vidt at gå i detaljer med disse cases, men det er meget spændende læsning. 

Mest spændende er beretningen om den såkaldte terroristsympatisør Birgitte Heinrich, der var journalist på den venstreorienterede avis taz og havde flere domme som våbentransportør for RAF på samvittigheden. Hun er i årevis uofficiel meddeler til Stasi, men pludselig bliver hun i 1984 opstillet og valgt til Europa-parlamentet for det nystiftede miljøparti, De Grønne. Dette forhindrede hende dog ikke i at fortsætte med samarbejdet med Stasi, for nu kunne hun agere trojansk hest på et endnu højere plan. Birgitte Heinrich blev også opfordret til at arbejde på at opnå en plads i Forbundsdagen i Bonn. Så vidt nåede hun dog aldrig. Hun døde pludseligt af en blodprop i hjertet i 1987, kun 46 år gammel. Hvorvidt det var en naturlig død, kan man gisne om. 

En væsentlig faktor i samarbejdet med Stasi havde nemlig været, at hendes mand havde gjort en del af det praktiske arbejde i forbindelse med udvekslingen af dokumenter og planlægning af de konspirative møder. Der opstod imidlertid private problemer i parforholdet, som truede med at ødelægge samarbejdet for Stasi. Man iværksatte derfor parterapi for at redde stumperne af ægteskabet. Anne Sørensen skriver ikke, hvorvidt det lykkedes, men med den pludselige død, er det nærliggende at antage, at Birgitte Heinrich var blevet en klods om benet på Stasi, og derfor blev presset til at begå selvmord eller måske direkte blev myrdet. Sagsakterne om Birgitte Heinrich var blandt de mange makulerede dokumenter, som senere er blevet rekonstrueret. Sagen har med andre ord været meget pinlig for DDR.

Anne Sørensen konkluderer ud fra en kontrafaktisk synsvinkel, at RAF sandsynligvis ville have været svækket, hvis ikke DDR på afgørende punkter havde hjulpet bevægelsen med adgang til træningslejre i Mellemøsten, og senere med flugtmuligheder eller i det mindste udsættelse af anholdelser for de eftersøgte terrorister. Terroristerne fik ikke realiseret det samfund, de agiterede for. Den røde terror må derfor betegnes som en fiasko. Men terror har en selvstændig logik og ideologi, som ikke passer ind i et konventionelt partiprogram. En præmis i terroren er, at den umuligt kan ”vinde” i objektiv og materiel forstand, skriver Anne Sørensen. Til gengæld sætter terroristerne magthaverne i en Catch 22-situation, hvor kampen mod terrorismen nødvendigvis skal tages op, men man har ikke nogen ubetinget garanti for at vinde over terroristerne, fordi de ikke arbejder ud fra konventionelle politiske metoder, men sigter efter at sprede utryghed for den almindelige befolkning. Set i det lys er Anne Sørensens bog uhyggelig aktuel, selv om begivenhederne, som hun beskriver, efterhånden ligger 30-40 år tilbage i tiden.