Stiftelsen
Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden, Esbjerg.
Fra 1939 iværksatte nazisterne deres mord på fysisk og psykisk handicappede i Tyskland. Dette såkaldte eutanasi-drab fik kodenavnet T4. T4 var også en organisation med en underafdeling kaldet ”Stiftelsen”. Her fandtes de ca. 400 ansatte, som blev de mest drabsbelastede. Alene fra 1939 til 1941 myrdede disse omkring 90.000 anstaltspatienter. Da eutanasi-mordet blev stillet på vågeblus i 1941,eller rettere decentraliseret og bl.a. henlagt til diskrete KZ-rammer, på baggrund af voksende uro i den tyske befolkning, blev 120-130 af disse T4-folk, alle mænd, overført til udryddelseslejre i Polen (Belzéc, Sobibór, Treblinka), hvor de blev ansvarlige for drabet på ca. 1,8 mio. jøder som led i nazisternes Operation Reinhardt, dvs. tilintetgørelsen af jøderne i Generalguvernementet.
Det er disse drabsmænd Torben Jørgensens bog handler om. Om deres baggrund, rekruttering, råderum og motiver.
Hermed skriver bogen sig ind i en nyere tendens i nazisme- og Holocaust-forskningen, som i en reaktion mod den strukturalistiske tilgangs vægt på abstrakte og anonyme systemiske forklaringsfaktorer, igen hiver gerningsmændene frem i lyset. Men vel og mærke ikke en Hitler eller en Himmler, men de menige drabsmænd, vagtpersonalet etc., alle dem ”på gulvet”, som i den daglige kontakt med og administration af ofrene var uundværlige for, at drabsprocessen fungerede. Kan vi ikke ”forstå” dem, mangler vi en væsentlig brik i vores forståelse af Eutanasi-drabet og Holocaust. Eller som forfatteren siger det i indledningen: ”Strukturelle kræfter medvirkede, påvirkede; drev frem eller hæmmede. Ved gruberne ventede imidlertid mænd, af kød og blod, mænd med ordrer, og vilje til at gennemføre dem.” (s. 15) På linie med andre nyere værker opprioriterer Jørgensen dermed en mentalitetshistorisk forklaringsmåde med anvendelse af en biografisk og gruppebiografisk metode. Kildematerialet hertil er i overvejende grad retsmateriale fra efterkrigstidens processer, med udsagn fra såvel bødler, overlevende ofre som ”bystanders”. Et sådant materiales plusser og minusser diskuteres indgående af Jørgensen, lige såvel som han i et historiografisk afsnit indplacerer sin egen bog i forhold til hidtidige forskningsmæssige skoler.
Efter en udførlig men dog hovedsagelig kendt gennemgang af eutanasi-aktionen og dødslejrenes modus operandi, når bogen frem til den egentlige empiriske analyse (s. 82 ff.): Gruppeportrættet.
Nogle af Jørgensens resultater skal kort anføres. Der rekrutteredes til T4 indenfor partiet. Af hensyn til den politiske pålidelighed og hemmeligholdelsen. Også faglige kvalifikationer spillede en rolle. Der var brug for chauffører, plejere etc. T4-ledelsen brugte personlige anbefalinger fra allerede ansatte ved nyansættelser. Systemet spredte sig nedad, hvilket styrkede sammenhængskraften i og loyaliteten over for organisationen, når nu venner, bekendte eller familie havde ”ansat” én. Skoling til jobbet var næsten fraværende. De fleste har givet på papiret accepteret organisationens målsætning som legitim. Den følelse af ubehag og normbrud, der alligevel krøb ind, blev holdt på afstand bl.a. ved en udpræget arbejdsdeling, hvor kun de færreste kom i kontakt med ofrene. En særlig gruppe hos Stiftelsen var unge SS-mænd, der var overført til T4-anstalter efter tjeneste i KZ-lejre. Disse allerede hærdede var også pionererne i dødslejrene. Først herefter fulgte ”de civile i uniform”, efterhånden som de overflødiggjordes i eutanasien. Til gengæld kunne de og deres erfaringer anvendes, da mordprocessen ekspanderede østpå. Forfatteren opererer med tre grupper af drabsmænd: De fanatiske, de opportunistiske og de modvillige. Med andre ord var der et råderum i tjenesten, endog til lydighedsnægtelse uden drakoniske straffe. Eller til at søge væk fra lejrene, eksempelvis til fronttjeneste. Men de fleste valgte at blive. Ideologiske motiver og fordele i form af prestige (herre over liv og død), høj løn, orlovsmuligheder, og undgåelse af fronttjeneste spillede ind. Med hensyn til drabsprocessen dokumenterer Jørgensen, at denne var brutal, blodig og uhyggelig og til tider anarkisk Den var ikke ”klinisk”, som ”Auschwitz-symbolet” ellers vil have os til at tro. Kontakten mellem bødler og ofre var tæt, men de fleste drabsmænd forråedes i processen, hvor en gennemgående alkoholisering bidrog til en yderligere afstumpning.
Afslutningsvis perspektiver forfatteren sit stof. Med udgangspunkt i at ledelsen af T4 og dødslejrene korrekt antog, at stort set hvem som helst (inden for partiet) kunne bestride drabsprocessen, vurderer Jørgensen, at dette viser hen til en fundamental holdningsmæssig eller ideologisk overensstemmelse mellem de lavtplacerede drabsmænd, der kan opfattes som almindelige tyskere eller i al fald som repræsentative for brede lag i partiet, - og regimet. Denne identifikation muliggjorde eutanasien og folkemordet. Selv hvis man som drabsmand tøvede i starten, når man konfronteredes med umenneskeligheden og uhyrlighederne i dødslejrene, fangede den internaliserede ideologiske retorik. Som nu blev sanktioneret af lejrledelsen, af SS-rollemodellerne og ”arbejdspladskulturen” og yderligere fremhjulpet af krigsrammen, - det fjendtlige miljø, man befandt sig i, omgivet af jødiske fanger og ukontrollable ukrainske hjælpetropper.
Torben Jørgensens bog fremstår velstruktureret og velskrevet. Der er kun få skønhedspletter, som når forfatteren sine steder bringer et kildestykke, hvis overflade ikke stikker dybt, og hvor kilden taler for sig selv, hvor på forfatteren gentager kildens udsagn blot med andre ord, hvilket hverken bringer bogen eller læseren videre.
Det står klart, at Torben Jørgensen med Stiftelsen især hvad angår værkets anden halvdel har leveret et delvist originalt bidrag til nazisme- og Holocaustforskningen. Bogen har derfor interesse også udover en dansk offentlighed, og forlaget burde have udstyret den med et english summary. Man må håbe, at forfatteren får lejlighed til at fremlægge sine resultater i et internationalt forum
