Stormogulen - C.F. Tietgen
Af Kenn Tarbensen, seniorforsker, Erhvervsarkivet
I sommeren 1966 sad den knap 30-årige historiestuderende Ole Lange på det britiske rigsarkiv og arbejdede på specialestudier om Kina-handelen 1839-65. Ved en fejlekspedition fik han udleveret nogle bind af Foreign Offices protokoller, der omhandlede telegrafforhold i Kina i 1880’erne og som var spækket med oplysninger om C.F. Tietgen og Store Nordiske Telegraf-Selskab. De vakte naturligt nok den unge mands nysgerrighed.
Historien om fejlekspeditionen findes i Ole Langes bog ”Finansmænd, stråmænd og mandariner. C.F. Tietgen, Privatbanken og Store Nordiske. Etablering 1868-76” (1978). Herefter skrev han ”Partnere og rivaler. C.F. Tietgen, Eastern Extension og Store Nordiske. Ekspansion i Kina 1880-86” (1980), og disse to bøger indbragte i 1980 forfatteren doktorgraden. Siden er fulgt en karriere som journalist og erhvervshistoriker, hvor det bl.a. er blevet til bøger om H.N. Andersen og ØK, B&W og Lauritzen-gruppen.
Fyrre år efter det første tilfældige blik på Tietgens navn i protokollerne i London har Ole Lange – nu som professor ved Handelshøjskolen i København – udsendt et stort værk om C.F. Tietgen. Mens disputatsen havde fokus på Store Nordiske og Tietgens oversøiske aktiviteter, er det nye værk en bredt anlagt biografi om C.F. Tietgen og hans tid 1829-1901. Derved inkluderes ikke alene Tietgens familie- og uddannelsesmæssige baggrund, men også f.eks. hans arbejde med at samle mindre danske virksomheder inden for bl.a. transport- og fødevareindustri i nye, store og centraliserede virksomheder, hans arbejde med fuldførelsen af Marmorkirken og meget andet. Før 2. Verdenskrig blev der udgivet nogle overvejende ukritiske Tietgen-biografier, men det er først nu, 105 år efter Tietgens død, at den første samlede og kritiske biografi om den betydelige erhvervsmand er blevet skrevet.
Disputatsen nævnes her af tre grunde: 1) Med sin baggrund må Lange betegnes som landets førende Tietgen-forsker, hvilket naturligt skærper forventningerne til biografien, 2) Lange skriver s.550 at dele af de to bøger er inddraget i biografien, og 3) i struktur og layout ligner biografien de gamle bøger, bl.a. ved ”aktørlister” som optakt til nye kapitler og ved et betydeligt genbrug af illustrationer med let reviderede billedtekster. Dermed ikke sagt, at de sidstnævnte forhold udgør noget problem, blot er det vigtigt at vide, at markante dele af bogen er baseret på solid, men altså også ældre forskning, mens andre dele er nyt stof, der ikke tidligere har været behandlet så udførligt af forfatteren.
”Stormogulen” er en velfortalt og letlæst historie. Og med Ole Langes spidse kommentarer og vurderinger undervejs er de ca. 535 tekstsider også ganske fornøjelige. Man mærker tydeligt forfatterens store overblik over C.F. Tietgens erhvervsmæssige meritter, og når der af og til dykkes ned i detaljer føles det på ingen måde trættende, men derimod ganske vedkommende. Bogen må klart anbefales som en levende og engageret fortælling om en af de mest dominerende personer i dansk erhvervsliv i 1800-tallets sidste halvdel.
Når det er sagt, så må det også siges, at bogen bestemt ikke er uproblematisk.
Først og fremmest skæmmes bogen af mange irriterende småfejl i årstal og navne, i litteraturlisten samt – ikke mindst – fejl i registrene. I sidstnævnte er der så mange, at man fristes til at tro, at en foreløbig version ved en fejl er blevet medtaget. I hvert fald er især selskabsregistret helt ubrugeligt. Dertil kommer et problematisk noteafsnit. Faghistorikere med behov for at arbejde videre med detaljer må ty til et 20 siders noteapparat, hvor der er sammenfattet så mange oplysninger i de enkelte noter – i alt er der kun 90 noter, altså i gennemsnit én for hver sjette tekstside – at det mange steder i sig selv vil være en videnskabelig bedrift at hitte ud af dem. Endelig må det konstateres, at der i noterne i en lang række tilfælde henvises til litteratur, der nu må betegnes som ret inferiør, idet der er i løbet af den sidste snes år er fremkommet ny og langt mere udtømmende historieforskning om de pågældende personer, virksomheder m.m.
Vedrørende de utrykte kilder har Ole Lange bl.a. anvendt Tietgens arkiv, der fylder omkring seks hyldemeter og er afleveret til Rigsarkivet, men modsat har han forsømt at inddrage andre relevante utrykte kilder. I Erhvervsarkivets arkivbestand er der store mængder arkivalier fra en meget lang række af Tietgens selskaber – og ikke én eneste af disse arkivfonds er anvendt. Inddragelse af disse kunne utvivlsomt have været med til at sætte lidt større fokus på de virksomheder, som Tietgen skabte, ligesom der naturligvis i disse arkiver findes originale breve til og fra Tietgen. Det kræver lidt knofedt at finde dem frem, men det lader sig selvfølgelig gøre. Helt uforståeligt er det, at Tietgens private regnskabsbøger fra årene 1867 til 1896 (tre bind) ikke er inddraget. De blev afleveret til Erhvervsarkivet i 1987, blev medtaget i ”Erhvervsarkivets Arkivoversigt”, bd.4 (s.289), der blev udgivet i 2000, ligesom de kan lokaliseres ved søgning i Daisy – Statens Arkivers søgedatabase på Internettet.
Fortællingen er som nævnt i centrum – og det går over stok og sten. I første del, der kaldes ”På vej op 1829-65”, bliver vi introduceret til Tietgens familiære baggrund i Odense, nemlig som søn af en snedkermester, der sammen med hustruen ernærede sig som klubværter. Herefter går det over uddannelse som handelslærling til godt seks år, fra 1849 til 1854, som handelsrejsende for et danskejet firma i Manchester. I 1855 startede han sit eget grossererfirma i København, men få år efter blev han indsat som direktør for den nyetablerede Privatbanken. Sideløbende drev han handel med tekstiler, korn, kryolit m.v. I erhvervskredse viste Tietgen i sidste halvdel af 1850’erne sit værd, bl.a. i forbindelse med konkursafviklingen af en anseelig tekstilvirksomhed og under den økonomiske krise i 1857. Han blev borgerrepræsentant i København 1861-65, var på tale som finansminister i D.G. Monrads regering, men mere end det: Han blev regeringens udsending til Berlin (!) for at skaffe lån til reetablering af de danske statsfinanser efter 1864-krigen. Her led Tietgen et første grundigt nederlag. Finansministeren spillede nemlig dobbeltspil og havde sendt Tietgens konkurrent, bankieren D.B. Adler, til London i samme ærinde. Og det var Adler, der skaffede statslånet (s.122 ff). Det førte i øvrigt til et brud mellem Tietgen og Adler – sidstnævnte medvirkede i stedet til Landmandsbankens og Kjøbenhavns Handelsbanks etablering.
Den forrygende historie om Adler og statslånet er blandt flere underholdende historier i bogens første del. Hvorfor finansministeren, C.N. David (og ikke N.C. David som han kaldes s.91) i det afgørende øjeblik annullerede Tietgens fuldmagt giver Ole Lange dog ikke nogen forklaring på.
Nævnes må det også, at Ole Lange gør meget ud af Tietgens ”flugt” til Manchester i slutningen af 1848. Der var nemlig tale om, at den unge Tietgen ikke ville være kanonføde, dvs. udskrives til værnepligt. I september 1848 havde krigsminister Tscherning fået vedtaget en midlertidig lov om værnepligt på visse årgange af købstadsbefolkningen, og en generel lov om almindelig værnepligt var ventet. Det vidste Tietgen, der tryglede om at komme til Manchester. Ole Langes ord er her større end hans dokumentation. Checker man kilden, nemlig Marius Vibæks bog om ”Den unge Tietgen” (1929) bliver man dog overbevist, idet der i denne bog direkte citeres breve, der dokumenterer Tietgens afrejse som konsekvens af den ventede lov. Efter ordlyden i Lov om almindelig Værnepligt af 12. februar 1849 kan man imidlertid undre sig over, at Tietgen efter hjemkomsten ikke skulle stille på session – han havde jo dog indfødsret. Dette spørgsmåls afklaring kræver vist nok dybt kendskab til regler og praksis i værnepligtlovens første år, og er i hvert fald ikke uinteressant, når Ole Lange gør så stor en historie ud af det.
I første del kan som eksempel på problematisk litteratur henvises til Tietgens involvering i kryolitudvindingen på Grønland. Der henvises til den korte indledning i Erhvervsarkivets registratur over arkivet, mens hovedværket, Niels-Henrik Topps Kryolitindustriens Historie 1847-1990, bd.1-2, Kbh. 1990 (715 s.), lades uomtalt.
I anden del, ”– Et imperium skabes 1865-86”, – kommer der fart i dannelsen af de mange aktieselskaber, der især gjorde Tietgen berømt. Det lykkedes ham at skabe et stort transport- og kommunikationsindustrielt kompleks bestående af en lang række virksomheder, bl.a. de københavnske sporveje, DFDS og KTAS. Tietgens drøm om at blive en dansk ”jernbanekonge” ved at samle de små jernbaneselskaber i et stort selskab med ham selv for bordenden blev dog blokeret af indenrigsminister J.B.S. Estrup, der så dette som en statsopgave. Herefter startede Tietgen på etablering af de telegrafselskaber, der i 1869 blev fusioneret til Det Store Nordiske Telegraf-Selskab. Tietgens store oversøiske telegrafeventyr tog sin begyndelse. Samtidig ramtes Tietgen og Privatbanken i løbet af 1870’erne af en dyb og langvarig krise, bl.a. på grund af Svend Petersen-affæren. Grosserer Svend Petersen spekulerede, godt hjulpet af Privatbanken, hensynsløst i telegrafaktier. Sagen knækkede Privatbankens førerstilling på det danske finansmarked og kastede samtidig Tietgen ud i sit livs værste krise – han måtte personligt hensætte betydelige beløb for at dække Privatbankens tab (jf. de nævnte private regnskabsbøger).
Tietgen tog også fat på fødevarebranchen med dannelsen af bl.a. De Danske Sukkerfabrikker (1872), De danske Cikoriefabrikker (1872), Tuborgs Fabrikker (1873) og De danske Spritfabrikker (1881), ligesom han engagerede sig i byggebranchen med saneringsopgaver i det indre København.
Som eksempler på de mange småfejl og den inferiøre litteratur, der anvendes, kan i denne del nævnes omtalen af børsjournalisten Ernst Brandes s.327, hvilket dog ikke fremgår af registret s.584. I noten s.561 henvises til en kort omtale, skrevet af Uffe Ellemann-Jensen, i bogen ”100 publicister” (1980). Her burde klart være henvist til Jørgen Knudsens store Georg Brandes biografi, hvor Ernst Brandes omtales særligt udførligt i ”Symbolet og manden 1883-95” (1994, s.471 ff.).
Tredje del hedder ”Nedturen 1886-1901”. Heri er bl.a. den spændende historie om forsøget i 1890-91 på at samle de danske svineslagterier i endnu et stort kartel. Dette faldt til jorden. På afgørende punkter var der for langt mellem andelsslagterierne og de privatejede slagterier, bl.a. havde andelsfolkene deres basis i de lokale sparekasser og banker og var således ikke afhængige af Privatbanken. Der anføres andre medvirkende årsager til det spændende forsøgs kollaps. Ole Langes vurderinger bør dog suppleres med læsning af anden nyere forskning om dette spørgsmål, nemlig Kurt Pedersens, Jesper Strandskovs og Peter Sørensens bog om Philip W. Heymann, der udkom i 2005. I denne bog, som Ole Lange pænt henviser til, er sammenbruddet i slagteriforhandlingerne et af hovedtemaerne.
Desuden afsluttes historien (startet i 2.del, s.407 ff) om Marmorkirkens fuldførelse. 20 år efter Tietgens køb af kirkeruinen kunne Marmorkirken indvies i august 1894, kort før Tietgen fik et slagtilfælde i Paris og efterhånden måtte slippe tøjlerne over sit forretningsimperium. Det fremgår, at byggeriet tærede hårdt på Tietgens økonomi og at det var én af grundene til den lange byggeperiode. Ole Lange er (s.495) ude i kryptiske beregninger over Tietgens samlede udgift til byggeriet – også her kunne han med fordel have konsulteret de nævnte regnskabsbøger.
Det må også nævnes, at Tietgen fra midten af 1880’erne i stigende grad engagerede sig i organisationer, bl.a. som formand for Grosserer-Societetets Komite (GSK). Ole Lange beskriver underligt nok Tietgen som organisationsmand primært med basis i Julius Schovelins forfatterskab – Ole Lange kalder ham for en ”ukritisk skønskriver” (s.464). Da Ole Lange ikke selv er dykket ned i GSK’s omfattende arkiv, savnes der fortsat analyser af Tietgens reelle indflydelse i GSK, herunder på komitéens løbende sagsbehandling i hans formandsperiode, der varede frem til 1897.
Ole Lange burde indlysende have inddraget Tietgens private regnskabsbøger 1867-96. Det kræver måske yderligere forklaring: Bøgerne vedrører ikke Tietgens private husholdning, men er regnskabsbøger af typen, der undertiden også benævnes privathovedbøger. Heri indskrev forretningsmanden transaktioner, der ikke vedkom hans kontorister. Tietgen har da også selv ført bøgerne, hvoraf de to er forsynet med lås samt nøgle. I bøgerne er der flere hundrede konti vedrørende Tietgens samlede forretninger. Det gælder hans aktiebesiddelser, herunder salg, køb og udbytter, i ganske mange inden- og udenlandske selskaber – hvoraf en række slet ikke ses nævnt i Ole Langes biografi. Det drejer sig også om hans økonomiske mellemværende med bl.a. banker og forretningsforbindelser i ind- og udland (både hans gæld og tilgodehavender). Endelig er der konti for en række ejendomme, en del jernbaneprojekter, tørvefabrikation – og som nævnt Marmorkirkens opførelse. I den mere specielle afdeling findes konti for den russiske regering, for portugisiske obligationer, for Frederiksborg Stutterie, for underskuddet i Svend Petersen-sagen, for Tietgens andel i østersfiskeri, for ”Tyrkiske Lodder af 1870”, for Malling Hansens skrivekugle og meget andet. Endelig er der årsopgørelser over Tietgens støt voksende formue i begyndelsen af 1870’erne. En hurtig gennemgang af disse regnskabsbøger giver klart et indtryk af en særdeles interessant kilde til Tietgens privatøkonomiske situation i de vigtigste år. De giver også indblik i sider af Tietgens forretningsliv, der ikke nævnes i Langes biografi.
Bogen står som den foreløbige kulmination på Ole Langes mangeårige beskæftigelse med C.F. Tietgen. Samlet set har Ole Lange skrevet en særdeles spændende fortælling om C.F. Tietgen og hans forretningsimperium, hvortil kommer det store persongalleri, der spænder bredt, men i sagens natur især omfatter Tietgens mange forretningspartnere i ind- og udland. Foruden Ole Langes disputats er bogen i vid udstrækning baseret på andres forskning. Der skal vel nok være nogle steder, hvor man kan sige, at der fremlægges nye oplysninger, men generelt er bogen ikke fuld af overraskelser. Der er fortsat forhold, der mangler at blive forklaret, og der er arkiver, der mangler at blive udnyttet.
