Strik fra verdens tag
Af Per Ole Schovsbo
Forlaget på Tredje har udsendt flere bøger om genbrug af gamle danske husflids- og håndværksteknikker og man sporer inspiration fra det misundelsesværdige Svensk Hemslöjd, der med statsstøtte er nået videre end den danske husflidsbevægelse. Den blev kraftigt ophjulpet af N C Rom 1871: Den danske Husflid som var inspireret af Landhusholdningsselskabets Amtsbeskrivelser udsendt i årene 1826 til 1844, og her beskrevet som husholdenes traditionelle produktion af fx redskaber, keramik og tekstiler til eget forbrug og salg på markeder. Der ikke tale om faglært håndværk men om overleverede teknikker, der ofte kan følges flere hundrede år tilbage – fx fremstillingen af jydepotter, horn- og halmarbejder, huggehusarbejder træskæringer eller hør- og uldtekstiler med mønstre der har mening.
Et spændende eksempel på traditionel tekstilt husflid fremlægges af Lita Rosing-Schow i den dansk-engelske Strik fra Verdens Tag. Det er de mønsterstrikkede sokker, huer og vanter fra bjergbønderne i Pamir-regionen, det centralasiatiske område hvor landet Tajikistan ligger syd for Kirgisistan, nord for Hindukush og vest for Kashmir (rolig nu - find et atlas!) for størstedelen erobret af Rusland i løbet af 1860’erne. Områdets politiske historie har været dramatisk. Efter Oktoberrevolutionen i 1917 indlemmedes Tajikistan i USSR, der opløses i 1991 og Tajikistans demokratiske republik blev grundlagt i 1992 med hovedsageligt muslimske indbyggere, der taler Tajikisk, en persisk dialekt. Der har siden været gennemført mange ekspeditioner i området fra blandt andet Danmark, Tyskland og Rusland – som Rosing-Schow omtaler. Især interesserer hun sig for de to danske i 1896-97 og 1898-99 ledet af geografen Ole Olufsen.
Ole Olufsen (1865-1929) gennemførte siden flere andre ekspeditioner til bla. Tunesien, Sahara, Marokko og Sudan. Han var sekretær ved Det Kongelige Danske Geografiske Selskab og resultaterne af sine ekspeditioner nedlagde han i et omfattende forfatterskab. Samtidigt bragte store samlinger både til Nationalmuseet og til Zoologisk Museum og Botanisk Museum i København.
Det hele tog sin begyndelse da to strikkede strømper fra Olufsens 2. ekspedition i Tajikistan arvet af barnebarnet til ekspeditionens botaniker, Ove Palusen, fangede Rosing-Schow på grund af deres mønsterrigdom og farveintensitet. De var lange, opdelt i to, med et mønster foroven og et andet forneden. De havde ingen hæl, men var nærmest strikket som et kræmmerhus. Ved at søge videre i de hjembragte samlinger i Nationalmuseet og Weltmuseum i Wien kom Rosing-Schow på sporet af betydelige mønstertraditioner, der også omfattede andre materialer og helleristninger. Resultatet blev, at forfatterinden selv måtte afsted til Tajikistan i 2015. Bogen er blevet til i løbet af mere end 10 år med studier af mønstrenes verden og mødet med deres folkeslag.
I begyndelsen lades læseren lidt i stikken. Hvornår er vi i Olufsens beretning (oversat fra engelsk) og hvornår i Rosing-Schows fortælling – men ret hurtigt bliver det klart at plastik og tomater hører til Rosing-Schows rejse med bil i 2015 mens heste og bærere førte Olufsen og hans følge gennem højsletterne, bjergene og langs de rivende elve i slutningen af 1800-tallet. De er jo fælles om den henrevne fortællerglæde, der uden skrupler finder alt i det fremmede med stor indføling – men strømperne bliver alligevel for Rosing-Schow den røde tråd, fordi deres farverige mønstre har så lang historie og afslørede hvilken provins de kommer fra.
I området ved Langarkisch findes sten med helleristninger af dyr og mennesker der stammer fra den forhistoriske Hung kultur i 9. – 4. årh. f.Kr. (samtidigt med de skandinaviske i sen stenalder og bronzealder). De er inspireret af skytisk kultur og særligt de vilde får med imponerende horn ses i mønstrene på de strikkede sokker og vanter som Olufsen indsamlede – flere tusind år senere!
De andre ekspeditioner fortæller, hvorledes bjergbønderne fremstillede de grove uldstoffer som husflid til eget brug i det kolde klima og til udveksling med andre folkegrupper. Det er både de strikkede og hæklede strømper, vanter og huer men også vævede grove stoffer til beklædning.
De strikketekniske overvejelser er værdifulde og kompetente og giver læseren mulighed for at fremstille sine egne strømper – men det overstiger anmelderens ambition for til gengæld at kaste sig over analyserne af mønstre, tegn og symboler der har almen kulturhistorisk interesse. Et af de hyppigst anvendte motiver er svastika, der også kendes som quadrigamma, fordi det er dannet af fire græske bogstaver gamma (som latinsk g). Det blev misbrugt af nazisterne som hagekors, men findes udbredt overalt i den gamle verden og tillægges mange forskellige betydninger. Men andre motiver er specielle for Tajikistan: stiliserede dyr, blomster, stjerner, geometriske figurer som trekanter, romber, zig-zag-striber. Forfatteren vælger et antal mønstre heraf til inspiration for de moderne strikkere: heriblandt stiliserede solhjul, livets og solens hjul, en art udløber af svastika, granatæblemotiver for frugtbarhed og udødelighed stammer fra Afganistan, vædderhorn for kraft og frugtbarhed.
Bogen afrundes med forslag til modeller, der for en udenforstående at se fremlægges klart og enkelt med fornem layout, fotos og diagrammer. Det præger hele bogen, der er utroligt gennemarbejdet med sideordnet dansk og engelsk tekst uden trykfejl men med en forbavsende kort litteraturliste og stikordsregister.
Det er således ikke kun en strikkebog vi har med at gøre, men et resultat af en imponerende og langvarig undersøgelse af den tekstile husflid hos bjergbønderne på Verdens Tag og en fremragende inspiration til den sagforskning, der efterhånden er ved at forsvinde fra de humanistiske videnskaber i Danmark.
Historie-online.dk, den 3. juli 2018
