Sultan Saladin

Af Winnie Bak- Vidriksen

Kurdiske Sultan Saladin tilbageerobrede Jerusalem fra Korsfarerne i 1187 og fik derved Den Hellige Stad under islamisk styre for første gang i nærved 90 år. Dette har gjort ham til en af de mest beundrede og lovpriste helte i den mellemøstlige verden, men også i den vestlige verden har hans bedrifter gjort ham til genstand for kulturel beundring og givet anledning til, at han er blevet æret.

Forfatteren nævner bl.a. at den britiske flåde under Første Verdenskrig opkaldte et af sine fartøjer efter ham, HMS Saladin samt at den britiske hær fra 1959 til 1994 havde et pansret køretøj som hed Saladin.

Ifølge forfatteren er der flere årsager til dette. Kilderne skildrer ham som både religiøs, generøs, barmhjertig og ikke mindst retfærdig.

Naturligvis har han også været genstand for en god portion kritik, men som forfatteren skriver, er det svært ikke at beundre ham.

Det hele startede i Damaskus, datidens mellemøstlige religiøse og kulturelle centrum. Saladin voksede op ved det Syriske Hof, hvor han bl.a. fordrev tiden med at spille polo og gå på jagt.

Han fik dog også militær træning og med Nur al-Din som overherre blev han en del af erobringen af Egypten, hvor han formåede at blive udnævnt til vesir. Han var Nur al-Dins trofaste støtte, men i efteråret 1171 begyndte der at opstå konflikter mellem dem. Nur al-Dins mål var modkorstog og hellig krig mod frankerne, men han mente, at Saladin var noget tilbageholdende i forhold til at trække sin del af læsset i denne sag. Ifølge Jonathan Phillips var Saladins bevæggrunde til konstant at smyge sig uden om et koordineret angreb mod Jerusalem, at han ville konsolidere den sunnitiske position i Egypten og derved gavne ayyubiderne, som var et stort kurdisk sunni muslimks dynasti med stor politisk magt i området. Dynastiets grundlægger var Saladins far, Ayyub.

Nur al-Din besluttede sig tilsyneladende for at skille sig af med sin modvillig visir, men inden han nåede så langt, blev han alvorligt syg og døde.

Magten over Syrien lå åben og Saladin var utrættelig i arbejdet med at udvide sit dynasti. Året 1181 gik med at konsolidere sin magt i Ægypten og planlægge flere store felttog til Syrien og Palæstina.

Der skrives 1187 og ønsket om at befri Jerusalem var voksende. Saladin havde både Egyptens, Syriens og en stor del af Jaziras mænd og ressourcer til rådighed. Sidst i juni havde han mønstret den største hær, der nogensinde var blevet samlet i hans regeringstid. Sultanens omkring 30.000 mænd og frankernes kamp om Hattin beskrives i detaljer. Frankerne led et knusende nederlag. Ikke kun led de enorme menneskelige tab, men Saladin erobrede også ”det sande kors”, frankernes allerhelligste relikvie. Fra Hattin gåik det mod Jerusalem, hvor Saladin belejrede byen med blidere, bueskytter og kavaleri. Han truede byens beboere med undergang og stillede dem i udsigt, at de ville blive behandlet på samme måde, som de kristne behandlede byens beboere, da de i sin tid erobrede den. Frankerne gav fortabt, og der indledtes forhandlinger om overtagelsen. Saladin tilbød, at byens borgere kunne slippe uskadt – mod betaling. Han holdt sit løfte, da byens porte blev åbnet, og dette er ifølge forfatteren den primære årsag til Saladins gode eftermæle både i øst og i vest.

”Kontrasten mellem blodbadet i 1099 og beslutningen om at skåne tusindvis af kristne liv i 1187 kom til at tjene til hans evig ære”, skriver Jonathan Phillips.

Saladin er efterfølgende blevet brugt som symbol til forskellige formål. Af diktatorer for at trække paralleller mellem dem selv og Sultanen, men også for at fortælle historien om nådighed og lederskab i kampen mod besættelsesmagter på en måde, så han også i Vesten har overlevet som legende.

Bogen om Saladin er utrolig detaljeret. Forfatteren starter med at fortælle om et reklameopslag for et dansekompagnis opførelse af et stykke om Saladin i Damaskus’ operahus i 2009. Stykket bliver set, og han kalder det selv en ”øjenåbnende aften”. Den har i hvert fald betydet, at der er blevet gransket godt og grundigt i kilderne. Det er et stykke militær historie, så man næsten må give fortabt. Detaljeret så man skal holde tungen lige i munden for at holde egennavne, stednavne, familienavne og religiøse tilhørsforhold adskilt og sidst men ikke mindst en perspektivering op mod vore dages forhold og en så fin beskrivelse af, hvordan han stadig er en del af fortællingen som en leder, der kan beundres uden frygt.  Forfatteren beskriver processen som ”fornøjelig”. Undertegnede har været mere end almindelig ophængt for at prøve at holde styr på detaljen.

[Historie-online.dk, den 22. april 2020]