Svälten. Hungeråren som formade Sverige

Af Erik Ingemann Sørensen

Fremragende svensk bog om de voldsomme misvækstsår i Sverige 1867 -1869 tegner et utroligt billede af en befolkning, der levede i den yderste nød. Bortset fra dem der sad i toppen af pyramiden.

På mange områder virker det, som om det nordiske aspekt stille og roligt er forsvundet fra agendaen. Måske lever det lidt, når de nordiske parlamentarikere mødes til den årlige session i Nordisk Råd. I muntre skåltaler hylder man fællesskabet.  Hvorefter man skilles – og så sker der stort set ikke mere.

Trist er det. For der er store værdier, der knytter os til hinanden. Det er ikke uden grund, der jongleres med begrebet ’Den nordiske velfærdsmodel’. Vejen dertil var lang og stenet. Men det lykkedes trods alt for de nordiske lande. Derfor er der også al mulig grund til at beskæftige sig med hinandens historie – der jo også på mange måder har voldsomme og dramatiske sammenfald.

Herhjemme er det især historikeren Rasmus Glenthøj der på fornem vis holder fanen højt. Især det dansk – norske. Venstremanden Bertel Haarder, der efterhånden er mest kendt for sin risengrødmani, udtalte den 10.9. til ’Fyens Stiftstidende’: ”Det nordiske samarbejde er så stor en succes, at ingen bemærker det…” En bemærkning der sender den voldsomt ordbrugende mand direkte i centrum i ’Kejserens nye klæder’…” 

I realiteten er der ikke de store sprogbarrierer – i det mindste på skrift. Derfor virker det oplagt, at Magnus Västerbro’s ”Svälten” bør glide ind i den danske historikerverden.

Misvækst efter misvækst

I perioden 1800 – 1900 forlod godt 1.3 millioner svenskere ’fosterlandet’ og drog ud for at finde nye udfordringer, der kun kunne være bedre. For nogle blev destinationen Danmark, hvor man regner med, at der i perioden 1850 – 1914 var godt 80.000 svenskere i arbejde. Det er blandt andet dem, der inspirerede Martin Andersen Nexø til romanerne om ’Pelle Erobreren’.

Der er mange bevæggrunde til at forlade hjemstavnen og drage ud i det uvisse. Med den endog særdeles velskrevne ’Svälten. Hungeråren som formade Sverige” har Magnus Västerbro, forfatter og journalist, rejst en imponerende varde over de mennesker, der blev tilbage. Mennesker der udsattes for tre på hinanden følgende ulykkesår:

1867:                  Det kalla året

1868:                  Det torra året

1869:                  Det svåra året

Den daglige kamp for mad blev hårdere og hårdere (Wbf)

Indledningsvis møder vi torparen Nils Borg. En ældre mand der havde slidt og slæbt for føden. Han kunne lige netop overleve med det, der var hans. ”Det var en tilvaro som trots allt fungerade, uppbygd med oerhörd möda…” (s.11). Nils Borg var en ud af tusinde, der lige netop havde mulighed for at overleve.

Lige til vintervejret satte ind. For fuld styrke.

Til kongen

Den ældre mand besluttede sig til at fortælle kongen om forholdene. I fuld overbevisning om at når kongen greb ind, ville alle problemer blive løst. Derfor gik han nu afsted med sin historie. Der lå mængder af sne overalt. Temperaturen lå på 13 graders frost – så skal det kun blæse lidt, før chill-faktoren giver markante kuldegrader. Og der var 946 km. til fods til det kongelige slot i Stockholm.

Nils Borg ankommer til Stockholm i slutningen af april – efter mere end 50 dage til fods. Med sig havde han flere skrivelser, som 70 mennesker havde skrevet under på. Nu kvitterede majestætens kancelli for modtagelsen, og skrivelserne blev bogført. Hvorefter den arme mand måtte vandre hjem igen. Uden at have fået foretræde for kongen, Karl XV, der ”…som alltid var så upptagen med annat. Särskild sina ”hobbies, nöjen eller representationer”, som en levnadstecknara uttryckte saken…” (s.17).

Selsvsamme Karl XV får ikke venlige ord med på vejen, Horebuk og drukmås er nok den bedste karakteristik. Og sidstnævnte ’egenskab’ dyrkede han i særdeleshed sammen med den danske Frederik VII, hvilket som bekendt resulterede i store løfter om militær støtte, hvis Preussen skulle finde på at angribe Danmark. Løfter der omgående blev fejet af bordet af den svenske regering.

En mistænkelig personage

Trods alt arbejdede systemet. Nils Borgs henvendelse blev sendt op til landshøvdingen i Norrbotten, hvor Nils Borg hørte hjemme. Mon det passede, det der stod i henvendelsen til kongen? Landshøvdingen forhører sig herefter hos undsättningskommittén i Rameå, der netop stod for nødhjælpen. Var der baggrund? Undsättningskommittén havde absolut intet at udsætte på – nå ja – undsättningskommittén. Slet ikke. Konklusionen havnede til sidst hos kongen. Med den påtegning, at Nils Borg tog helt og aldeles fejl. Og det med de 70 medunderskrivere, tja, det var givet en forfalskning.

Myndighederne frikendte sig selv – og stakkels Nils blev stemplet som en mistænkelig personage.

Tegning fra avisen Fäderneslandet af hungersnøden. Drengen tygger en kogt støvle – det eneste der var tilbage. Faderen skærer bark af træet som spise

Hungersnød, sultedød og uretfærdighed

Det var tre på hinanden følgende helt uforudsigelige rædselsår, der ramte Sverige fra nord til syd. I 1867 ville vinteren ikke slippe sit tag om Norrland. Den 23. juni 1867 hedder det i en dagbog: ”Man kunde icke se något grönt strå på marken eller löv i skogen…” Og da der kom frostgrader i juli, blev næste års høst stort set ødelagt.  Hvorfor man kunne se frem til endnu mere elendighed.

Nøden vakte trods alt medlidenhed – ikke alene i Sverige, men rundt om i verden, der hørte om ulykkerne. Det resulterede i store indsamlinger og pengegaver, der skulle hjælpe på vej mod bedre tider. Men det var ikke ensbetydende med, at staklerne fik hjælp. Man kunne jo ikke sådan uden videre give pengene til de fattige og udsultede. Det ville blot have den virkning, at de blev endnu mere dovne og lade, end de var i forvejen, mente øvrighederne. Og præsterne supplerede flere steder flittigt med, at det var Guds straffende hånd, der var på spil på grund af disse menneskers udsvævende liv med både hor og druk.

Satirisk tegning der fortæller, hvordan de etablerede tager for sig, inden den egentlig nødstedte kan få en lille håndfuld. (Fäderneslandet)

Året efter var det ikke kulden, men varmen der blev problemet. Solen hamrede ubønhørligt især over det sydlige Sverige. Vores netop afsluttede sommer kunne på mange måder minde om året 1868 i Sverige. Ikke en dråbe regn faldt der. Også her hærgede katastroferne.

Magnus Västerbro har fundet en ganske interessant beretning om, hvad der muligvis fandt sted. Bønderne var til sidst så desperate, at de genoptog en gammel rite fra fortidens hedenskab. ”Man samlas vid de uråldriga hällristningarna i Råvarpen , nära Tisselskog. Där skickas en yngling och en flicka fram för att ’kopulera’. Ungt folk var det, enligt den man som senare berättade om händelsen, ’ynglingar som aldrig hade gjort det för’. När det var dags för den unge mannens utlösning ska han istället för att komma i flickans sköte ha dragit sig ur och tömt sin säd i en av hällristningarna, en så kallad skålgrop. Därefter blandades satsen med utsäde, man stötte altihop med en mortel, innan blandingen ströddes ut över åkermarken. En fruktbarshetrit, genomförd på fullt alvar, i i Sverige år 1868…” (s.201).

 Svensk helleristning der viser det hellige bryllup. (wip)

Historien er interessant – hvis den er rigtig. I religionsfænomenologien taler man om ”Hieros gamos” – det hellige bryllup. I adskillige kulturkredse foretages denne handling for at sikre frugtbarheden. Eksempelvis kendes fra antikkens Grækenland Zeus’ og Heras hyggestund på Idabjerget – hvorefter kornet spirer frem på markerne og blomsterne folder sig ud.

Vi ved, at folketroen stikker dybt – hvilket måske kan give fortællingen en vis validitet.

Ulykkerne fortsætter med at ramme Sverige. Året 1869 er ingen undtagelse. For tredje år i rad hersker misvækst og elendighed i voldsom grad. Så voldsom at mange søgte bort fra områderne. Ud i verden. Det er blandt andet om disse hårdt ramte, Moberg skrev ”Udvandrerne”. Ganske som vi møder dem i Martin Andersen Nexøs roman ”Pelle Erobreren” .

Årene satte sig dybe spor i svensk historie. Underklassen begyndte at røre på sig i protest mod det klassedelte samfund, der i den grad udnyttede proletariatets stakler. Man kan med rimelighed antage, at en del af det moderne Sveriges fødsel beror på de tragiske år. Der kom både strejker og trusler om væbnet oprør. Noget staten ikke kunne sidde overhørig i længden.

Fremragende historieskrivning

Magnus Västerbro har skrevet en fremragende bog om en for danskere stort set ukendt periode i Sveriges dramatiske historie. Hans tilgang til kilderne er ypperlig – og så udnytter han alle sprogets facetter og anvendelsesmuligheder, hvilket gør bogen særdeles letlæst for danskere.

Dog undrer det, at bogen er blottet for illustrationer. Både i fotografi og tegninger er perioden særdeles godt dækket ind, så de kunne have medvirket til at give bogen et endnu højere løft. Og så kunne man have skåret noget på de ganske mange sidespring til sult rundt om i verden – og teorierne bag. Det er nok at trække historien lige lovlig langt ud.

Men det er trods alt kun mindre indvendinger.

Den kan kun få den allerbedste anbefaling herfra. Fremragende som den er.

Sultne uden for restaurant – ventende på smuler fra de riges bord. (Fäderneslandet)

Historie-online.dk, den 18. september 2018