Svingelen
Af Kirsten Lindberg, arkitekt m.a.a., dr. phil.
Borgerskab og godtfolk, som der står i titlen, bliver bestemt tilgodeset i denne bog - mest vel nok borgerskabet, der her som allevegne har øvet størst indflydelse.
Blandt de mange pudsige historier, der fremdrages, er én om "Morgenklubben", også kaldet "det lille byråd" i betydningen det uofficielle byråd. Klubbens formål var den rene og skære sundhed med en rask spadseretur hver morgen fra den halve snes medlemmers respektive bopæle til Svingelen, hvor der blev indtaget "en forfriskning"; denne morgenkaffe (eller antyder referatet af 4.2.1891 med dette ordvalg et andet traktement?) blev indtaget enten i "Skovfogedhuset" eller i "Den Borgerlige Forening" - de to restauranter, som begge lå i lystskoven, men ikke var egentlige konkurrenter, al den stund borgerskabets krævede medlemskab og således var forbeholdt dem, der følte sig bedre end arbejderne. Det er vel at mærke arbejdets by Nakskov, Svingelen ligger lige udenfor.
Trods den sobre formålsparagraf var dagsordenen fuldt så meget at rekruttere byrådsmedlemmer. Første drøftelse af kandidater til byrådsvalg fandt gerne sted i klubben med gode kontakter til den lokale avis, der altid pr. definition anbefalede de udvalgte "fremragende Medborgere", og da interessen for rådsvalgene oftest var beskedne, var der i realiteten en omtrentlig afgørelse truffet i morgentimerne i skoven.
Det er i stort og småt de fornøjelige episoder, forfatteren har valgt at fokusere på. Således også fra kegleklubbens referater, hvor det fra generalforsamlingen 1926 lød: "Form. havde ikke gjort meget og derfor rimeligvis ikke meget forkert".
Kilderne til de mange historier er mestendels lokale viser og foreningsreferater samt diverse lokalhistoriske bøger. Ernst Bruun Olsens musical "Bal i den Borgerlige", 1966, fremhæves specifikt af forfatteren som "bestemt stadig værd at læse, særligt hvor man under læsningen kan genkalde sig den særlige vestlollandske sprogtone og den bramfri arbejderhumor fra Nakskov". Bemærkningen rammer centralt ned Ulla Rüths egen bog, som bedst kan betegnes som lokalhistorie med morskab for øje. Den er givetvis for nakskovitter fornøjelig, men for andre er det i det lange løb en kende trivielt at høre om løjerne, som ikke rækker ud over det helt lokale.
Bogen er fint forsynet med kildehenvisninger, som på gammeldags vis er anbragt nederst på hver side. Det forstyrrer som bekendt sidebilledet, men det er jo altså også meget bekvemt; spørgsmålet er blot, om det er så vigtigt i en bog som denne at have kilderne bogstaveligt lige ved hånden, eller om ikke den interesserede læser kunne magte at blade sig frem til dem enten i slutningen af hvert kapitel eller i slutningen af bogen.
Sidstnævnte sted findes "Kronologisk", "Stor tak til", Navneregister og Kilder. Overskrifterne på de to første afsnit viser en sproglig usikkerhed, som i allerhøjeste grad undrer, al den stund forfatteren er cand. mag. i dansk; dertil kommer, at hun er journalist, og det er formentlig denne erhvervsudøvelse, som er løbet så meget i blodet, at det ganske har overtaget. Som en gammel Jeronimus vrisser anmelderen: Det går da også tilbage med sproget. Men at det ligefrem gør det hos en magister i dansk er regulært skuffende.
Der er nemlig - specielt i den første halvdel af bogen - uendelig mange sproglige bommerter. "Hektarer" på side 19; det hedder også i pluralis hektar. Side 28 omtales private brønde, og der fortsættes "Ellers havde Nakskov...", hvor meningen er i eller for øvrigt. Side 30 er i samme sætning hele to sproglige besynderligheder: "... burde problemstillingen været tænkt igennem...", hvor der rettere burde stå "burde problemerne være". Side 31: "...hvor toiletter stadig ikke var..." i betydningen endnu ikke var. Side 32 i en omtale af ejendomme: "Alle de øvrige gravede som før..."; det var nu nok ejendommenes indehavere, der gravede.
En korrekturlæser ville have faldet over ganske mange fejl. Eksempelvis side 33, hvor der står at læse " og det medførte blandt andet medførte, at..." og et par linier længere nede på siden: "... Svingelsvej, hvor også hovedindgangen." - hvor nævnte indgang lå/var/befandt sig, der mangler et verbum. Side 39: "Derfor blev træerne blev plejet,..." atter et bevis på, at det simpelt hen er gået for hurtigt for journalisten eller er for sløset skrevet. Side 53 er formen datid, så nutid og snart datid igen inden for tre linier.
Side 58 angives "ovenstående", men det er reelt forrige side, der henvises til. Analogt side 61, hvor der omtales fotoet "nedenfor", men det befinder sig nu på den følgende side. Side 58 nævnes "slentrende spadsereture", hvilket burde være enten slentreture eller spadsereture. I billedteksten side 67 kan læses, at "med tiden udviklede serveringen sig til et reelt traktørsted", hvilket turde være noget vås; det var stedet for serveringen, altså Skovfogedhuset, der udviklede sig. Vrøvl læses også side 68, hvor "Byrådet kunne næsten heller ikke nægte andet"; meningen er velsagtens, at byrådet ikke kunne nægte det. Atter viser det nymodens, upræcise sprog sig på side 78, hvor anføres "...se de alvorlige problemstillinger i øjnene."; det var jo altså problemerne, der skulle ses i øjnene.
I den med anmeldereksemplaret følgende skrivelse har Ulla Rüth anført, at der "er lagt stor vægt på formidlingsperspektivet." Jaså! Det fine ord til trods er det nu en bog, som virker grænseløst irriterende i sin ikke færdigbearbejdede form. Ovenstående eksempler er et meget lille udpluk fra en uendelig mængde, som gør, at man som læser bliver mere og mere irriteret over den ikke gennemarbejdede sprogformidling - faktisk så meget, at det frister til at lægge bogen til side.
Det er Forlaget Fasanland, der har udgivet bogen som sin allerførste. Indehaveren af forlaget er bogens forfatter Ulla Rüth, og det har hjemme på hendes privatadresse. Det er altså et såkaldt køkkenbordsforlag, hvad der i øvrigt kan være udmærket, men det er i dette tilfælde derfor nok tvivlsomt, om det kunne gavne at henlede forlagets opmærksomhed på nødvendigheden af korrekturlæsning.
Pia Britt Jensen, PBJ-Sats har forestået det grafiske arbejde, og TopTryk Grafisk, Gråsten har udført trykningen. Der er ikke noget synderlig bemærkelsesværdigt ved den fysiske fremtoning af bogen, udført som var det en roman i format og opsætning med én spalte med billederne indsat, hvor de passer i teksten, men uden hensyn til skønhedsværdien nogle steder to-tre linier fra top, andre steder fra bund eller midtpå. At det er sorthvide billeder af en kvalitet, der ikke nærmer sig vore dages, skyldes naturligvis, at det fortrinsvis er gamle fotografier, som teknisk slet ikke indeholder de muligheder, der nu om stunder findes. De giver faktisk bogen charme, men der kunne godt være kælet for opsætningen - ganske som for sproget.
Konklusionen er, at det er en underholdende bog især for lokalhistorisk interesserede lolliker, men at den er rædsomt irriterende at læse med de mange sproglige lapsus og den påtagede "familiære" tone, der allerede i første afsnit melder sig: "Undervejs ser vi på den store betydning..."; nej, det er forfatteren, der ser på den. Læserne læser og er ikke en del af "vi" med forfatteren. Et andet eksempel fra side 98: "Men lad os få noget mere mad og vin på bordet." Nej tak, læseren skal forsynes med bogstaver kædet sammen til ord, der indgår i velovervejede sætninger, som giver en meningsfuld tekst. Som læser vil jeg gerne være fri for "lad os" og i stedet læse det, forfatteren har ønsket at formidle og selv må tage ansvar for.
Historie-online.dk, den 11. februar 2018
