Tabet

Den dobbelte exodus

Thomas Urbans bog ”Tabet. Fordrivelsen af tyskere og polakker i det 20. århundrede” giver et stærkt og gribende billede af en næsten glemt side af historien.

Af Erik Ingemann Sørensen

Af og til må man spørge sig selv, om det er Nürnbergprocesserne, sagen mod Adolf Eichmann, filmen ”Holocaust” eller ”Schindlers liste”, der har været med til at skabe en bestemt lidelsesopfattelse knyttet til 2. Verdenskrigs rædsler? Det er svært at finde et entydigt svar. Men lad der ikke herske den mindste tvivl om, at der er tale om så forfærdelige forbrydelser mod menneskeheden, at de aldrig må glemmes!

Problematikken ligger i, at netop holocaust er kommet til at dække for en umådelig række af andre forbrydelser og grusomheder begået under og umiddelbart efter krigen. Peter Novicks bog: ”The Holocaust in American life” beskæftiger sig både stilfærdigt og seriøst med blandt andet begrebet ”Holocaustindustrien” – en slags kommerciel udnyttelse af forbrydelserne. Men kan man gradbøje lidelser? Er det antallet af omkomne, der er det afgørende? Var terrorbombardementerne af London værre end de tilsvarende af Dresden og Hamborg?

Den historiske relativisme er medvirkende til, at det er så umådelig svært at besvare disse spørgsmål. Ét stort – og nødvendigt – skred har imidlertid fundet sted. I dag er de fleste historikere nået frem til erkendelsen af, at den tyske befolkning også var ofre. Blandt andet takket være Jürg Friedrichs fremragende bog: ”Der Brand. Deutschland im Bombenkrieg”, Propyäen, 2002.

Med udgivelsen af Thomas Urbans bog får læserne en rystende og særdeles veldokumenteret redegørelse for en stort set glemt sidde af alle lidelserne. Thomas Urban, født 1954, er tysk journalist og fagbogsforfatter. Han har – blandt andet ud fra sine slægtsforbindelser til Breslau i det nuværende Polen – skrevet adskillige bøger og artikler om denne side af historien. I 2006 fik han ”Georg-Dehio-Buchpreis” for netop denne bog. En ærespris der tildeles forfattere, der skriver om denne side af historien. I priskomiteen sidder blandt andet repræsentanter fra ”Bundesregierung für Kultur und Medien”.

På side 19 hedder det: ”Knus dog de polakker, så de giver op. Jeg har al mulig medfølelse med deres situation, men vil vi bestå, kan vi ikke gøre andet end udrydde dem; ulven kan heller ikke gøre for, at Gud har skabt den, som den er, og derfor skyder man den, når man kan…” Det er med sådanne udsagn udryddelseskrige begynder. Ingen nåde. Det er dem eller os. Sådan udtaler den senere tyske Reichskanzler sig. Og heri ligger det konstante ønske om Lebensraum im Ost. Først Polen. Siden kom USSR til.

11 fine kapitler
Bogen er opdelt i 11 kapitler, der hver giver et glimrende indblik i den historiske udvikling, der i realiteten startede med en kulturkamp mellem polsk og tysk, en kamp der blev yderligere skærpet efter oprettelsen af den anden polske republik umiddelbart efter afslutningen af 1. Verdenskrig, hvor hele det europæiske statskort blev nytegnet.

Selv om det såvel i Versaillestraktaten som i den nye polske forfatning fra 1921 blev fastslået, at staten skulle beskytte sine mindretal, så voksede kravet fra de polske nationalister: ”Polsk land for polakker”. De nye grænser havde efterladt et stort tysk mindretal. Polen ønskede at skubbe grænsen mod vest og slippe af med både tyskere og jøder! Faktisk var dele af det polske militær af den opfattelse, at en krig over Hitlers Deutsches Reich ville være mulig. Som bekendt gik det helt anderledes.

Den tyske fremfærd i Polen mod såvel polakker som jøder tages med i beretningen, men dog ikke i større målestok, da det jo for det meste er velkendt stof. Det samme gør sig gældende for russernes blodige fremfærd gennem Polen fra slutningen af 1944.

Der er tale om den største katastrofe i landets historie. Urban skriver blandt andet: ”Under Anden Verdenskrig omkom der i hele Polen i henhold til de nyeste beregninger fra tyske og polske historikere mellem 5.5 og 6 millioner ud af de 35, som befolkningen i sommeren 1939 havde udgjort.; halvdelen af de døde var jøder. Langt den største del af ofrene må tilskrives de tyske besættere, en mindre del de sovjetiske.

Tyskere der deporteres efter krigen. Billedet ikke fra bogen.

Heri ligger givet også årsagen til de grusomme henrettelser af dødsdømte tyskere efter krigen. De foregik med tusindvis af tilskuere til hængningerne, hvor alle kunne følge dødskampen. 

Efter en gennemgang af de allieredes konferencer – Jalta og Potsdam – og opdelingen i interesse- og besættelsesområder tager Urban fat på behandlingen og fordrivelsen af den tyske befolkning i Polen. Allerede den 6. maj 1945 havde man vedtaget ”Lov om udstødning af fjendtlige elementer fra det polske fællesskab”. En lov der blev håndhævet med stor brutalitet. Folk fik lov til at medtage 20 kg. bagage – blev blandt andet sat på kreaturvogne og ”eksporteret”. Volden herskede i en sådan grad, at mindst 200.000 tyskere omkom efter krigens ophør. Hertil kommer, at omkring 520.000 tyskere ”fra de østlige områder samt fra Danzig og Polen blev deporteret til Sovjetunionen. Af disse omkom omkring 185.000”. Talrige kvinde havnede på de russiske officersbordeller.

Polske beregninger antyder, at omkring 3.6 millioner tyskere blev ekspederet ud af landet.

Det Tyskland, de vendte tilbage til, lå i ruiner, folk kæmpede for at overleve, så også her mødte de fjendtlighed.

Bogen slutter med en redegørelse for de politiske forsøg på at retablere forholdet mellem de to suveræne nationer.

Her er billedet af den knælende Willy Brandt i Warszawa nærmest blevet et ikon på tysk soningsforsøg. Blandt disse er et ønske om at oprette et ”Erindringsmuseum” om begivenhederne. Et ønske polakkerne endnu ikke kan tilslutte sig.

En vigtig og vedkommende bog
Det er en både vigtig og vedkommende bog, Thomas Urban har skrevet. Uanset hvad så er denne del af historien også vigtig at fastholde. Og dét er netop hvad bogen gør. I øvrigt er citatet fra den senere tyske Reichskanzler Bismarck. Skrevet i 1861, mens han var gesandt i Moskva!

Bogen er fornemt forsynet med noter til de enkelte kapitler. Hertil kommer yderligere litteraturforslag til hvert kapitel. Glimrende set. Endvidere har oversætteren Jens Ellekær lavet en liste over tyske og polske by- og stednavne. Det gør det umådeligt lettere at søge videre på egen hånd. Bogen er godt illustreret og afsluttende forsynet med oversigtskort. Og undervejs med kortfattede biografier af centrale personer. Trods enkelte smuttere undervejs – Gomulka levede ikke fra 1904 til 1945, men fra 1905 – 1982, kan jeg kun varmt anbefale denne centrale bog, der lægger så megen ny viden frem.