Tandbørsten på skoleskemaet
Af Poul Ulrich Jensen
Caries, eller som det mere almindeligt er kendt som, huller i tænderne er verdens mest udbredte ikke-smitsomme sygdom, og alle, der har prøvet at have tandpine, husker det sikkert som en smertefuld oplevelse. Det var desværre også en næsten uundgåelig risiko for skolebørn i 1960’ernes Danmark, og for de ældre generationer var det ganske almindeligt, at de besværlige naturlige tænder var blevet erstattet med et sæt kunstige. I begyndelsen af 1970’erne var der i landkommuner stadig tilfælde, hvor unge fik en tandprotese allerede i konfirmationsalderen. I 1972 indførtes der imidlertid en lov om børnetandpleje, der kom til at ændre befolkningens tandsundhed drastisk. Det var en milepæl, der dog ikke vakte særlig opsigt og kun blev sporadisk omtalt i dagspressen. Nu har den godt 50 år senere, hvor ”nul huller” generationer nyder godt af dens resultater, fået sin fortjente plads i det danske sundhedsvæsens historie med bogen om dengang, tandbørsten kom på skoleskemaet.
De to forfattere, Hanne Fuglsang Nielsen, der er tidligere tandplejer og journalist, og Morten Arnika Skydsgaard, der er læge, forfatter og ph.d. i medicinhistorie, er begge tilknyttet Steno Museet, Aarhus Universitet, og de har fundet en fin måde at formidle stoffet på. Den historiske fremstilling er suppleret med et såkaldt vidneseminar, også kaldet erindringsværksted, hvor nogle af børnetandplejens pionerer, der stod i frontlinjen, da børnetandplejeloven blev omsat til handling, har sat sig sammen og fortalt om deres personlige oplevelser. Det er blevet en frugtbar kombination.
Morten Arnika Skydsgaard giver et historisk rids af den lange vej mod offentlig tandpleje. Før 1900 var det op til den enkelte selv at bekæmpe en plagsom tandpine med fx urtete, omslag eller brændevin, og når det ikke hjalp en tandudtrækning hos smeden. Der var dog mere professionel hjælp på vej med stiftelsen af Dansk Tandlægeforening i 1873 og oprettelsen af Tandlægeskolen i København i 1888. Tandlægen Marinus Kiær tog hul på børnetandplejen med etablering af en skoletandklinik på Svendborg Borgerskole i 1896 og behandlede de næste ti år 7.000 skoleelever gratis. Han stiftede desuden sammen med en kreds af tandlæger, læger, skolelærere og politikere Dansk Forening for Børnetandpleje i 1910.
Foreningen ydede økonomisk støtte til oprettelsen af kommunale klinikker, og i 1919 nåede problemerne med børnenes dårlige tænder ind på den politiske dagsorden, da Justitsministeriets nyligt oprettede ”Carieskommission” foreslog en ”Lov om kommunal Tandpleje”, der påbød alle landets kommuner at tilbyde skolebørn regelmæssig tandbehandling. De gode intentioner stødte desværre på den barriere, at Danmark havde 1400 kommuner og kun 500 tandlæger til at løse opgaven. Visionen om en landsdækkende gratis børnetandpleje levede dog videre, men i slutningen af 1950’erne var problemet stadig ikke løst, og under halvdelen af danske børn kunne benytte sig af gratis tandpleje. Og var man blandt de heldige, var behandlingen det absolut primære, medens forebyggelse gennem god tandhygiejne ofte var helt fraværende.
Hvor grelt det stod til, fremgik i 1958 af en forsidehistorie i Aarhus Stiftstidende, hvor 14 børn, der var begyndt i 1. klasse, smilede til fotografen med tandsæt uden huller. Det var dog ikke en solstrålehistorie, avisen bragte, for de var de eneste ud af 1500 elever, der var så heldige. Indenrigsministeriet skred efterfølgende til handling med nedsættelsen af en kommission, der skulle udarbejde forslag til en lov om offentlig børnetandpleje, og da dens betænkning kom efter at have været syv år undervejs, kunne et enigt Folketing i 1971 vedtage ”Lov om børnetandpleje”, der trådte i kraft året efter. Her havde forebyggelse fået en hovedrolle, så vejen var banet for tandbørsten på skoleskemaet. En ny tandfaglig profession, tandplejere, skulle styrke denne indsats. Herefter gik det kun en vej, og antallet af huller i tænderne faldt drastisk, men det skabte ironisk nok et nyt problem.
Den kommunale tandpleje stod på grund af den stærkt forøgede tandsundhed og et faldende børnetal i 1980’erne med en overkapacitet, og for at undgå afskedigelser måtte man tænke utraditionelt. Det affødte ideen om at tilbyde gratis tandbehandling til plejehjemsbeboere, men her satte Dansk Tandlægeforening sig imod. Den del af medlemmerne, der havde privat praksis, så en del af deres patientgrundlag forsvinde, og trods mæglingsforsøg endte uoverensstemmelserne med, at knap 1.000 ud af 1.300 børnetandlæger forlod Dansk Tandlægeforening og i stedet dannede Tandlægernes Nye Landsforening. Den fik hurtigt vind i sejlene, så både 16-17 årige og immobile ældre kunne behandles i kommunalt regi. Fra 2022 fik også alle 18-21 årige ret til gratis kommunal tandpleje.
Den omfattende lovgivning på tandplejeområdet skulle vise sig at blive en ubetinget succes, men det krævede mange ressourcer og ildsjæle at føre den ud i praksis. Nogle af de centrale aktører beretter i bogen om tiden som frontfigurer i det lange seje træk, der ændrede den danske befolknings tandsundhed markant. Den indsats har hidtil ikke tiltrukket sig mange avisoverskrifter eller litteratur, men nu er historien fortalt på bedste vis. Tekst og illustrationer spiller fint sammen, og bogen kan varmt anbefales.
[Historie-online.dk, den 9. april 2025]
