Territorium, stat og nation
Af Thorsten Borring Olesen, professor, AU
Studier af grænseproblematikker er et varmt emne i disse år. Det skyldes naturligvis, at globalisering og Europæisering udfordrer den form for territorial organisering i nationalstater, som har været dominerende i Europa i de seneste hundrede år. Det skal derfor hilses velkommen, at Sten Engelstoft og Henrik Gutzon, begge med baggrund som geografer ved henholdsvis København og Aalborg Universitet, har skrevet en lærebog om Europas politiske geografi i historisk belysning. Det er tydeligvis nutidens nationale, overnationale og transnationale problemstillinger og sammenstød, der er drivkræften bag bogens fremstilling, men det er i høj grad ved hjælp af historisk analyse og perspektivering, at forfatterne forsøger at forklare forandringerne i de territoriale organisationsprocesser og de udfordringer og sammenstød, de fører og har ført med sig.
Ser man bort den korte introduktion og afslutning består bogen af to hoveddele. En første del, hvor det er de tre begreber fra overskriften, territorium, stat og nation, der er i fokus. Hensigten er at introducere begreberne indholdsmæssigt og teoretisk, hvilket bl.a. sker gennem behandlingen af under- eller støttebegreber som ”grænser”, og ”suverænitet” eller via en præsentation af de historiske statslige organisationsformer knyttet til feudalstaten, absolutismen og statens globalisering. Her undrer det, at forfatterne, når de nu ellers i kapitel 3 laver denne begrebslige og kronologiske gennemgang, ikke opererer med et særskilt afsnit om ”nationalstaten”. Undskyldningen er måske, at hele kapitel 4 efterfølgende beskæftiger sig med nation- og nationalismebegreberne, men strukturen virker ikke helt logisk.
Selv om første del er tænkt som begrebslig nøgle til læsningen af anden hoveddel, der er mere empirisk orienteret, virker det forvirrende, at det sker gennem overskriften ”Dimensioner af europæisk identitet”, altså med et nøglebegreb (”identitet”) som ikke er bredt introduceret i første del. Ydermere er det ikke helt let at forstå, hvordan bogens suverænt største kapitel, kapitel 5, med titlen ”Fra Pax Romana til det moderne Europa” lader sig indpasse under den overskrift. Kapitlet er grundlæggende en makrohistorisk gennemgang af Europas organisations- og magthistorie gennem de seneste to tusinde år, som ikke er skrevet ud fra systematisk identitetsperspektiv – og hvor vigtige aspekter i det ”korte 20. århundredes historie” i øvrigt virker klart underbelyst, fx betydningen af Stalins og Hitlers etniske udrensninger for den europæiske statshistorie og identitetshistorie. Derimod er kapitlet om de europæiske sprog og de efterfølgende to kapitler om to udvalgte folkeslags historie, nemlig baskernes og bosniakernes, skrevet ud fra et langt tydeligere identitetsperspektiv, der passer med hovedoverskriften.
Som det fremgår ligger bogens største svaghed i dens struktur. Omvendt er den skrevet på baggrund af en omfattende indsigt i emnet og dets kompleksitet, hvilket gør den klart anbefalelsesværdig for alle, der ønsker en introduktion til de europæiske, historiske nation- og statsdannelsesprocesser. Samtidig er det dog påfaldende, da bogen er skrevet af geografer og ikke historikere, at den har en større tyngde og styrke i det historiske perspektiv end i behandlingen af nutidens (og fremtidens) udfordringer af det europæiske nationalstatsprincip.
