Menu
Forrige artikel

The League of Nations

Kategori: Bøger
Visninger: 6353

 

Af Nils Arne Sørensen, professor, SDU

Dommen over Folkeforbundet har traditionelt været hård. Det er ikke så underligt. Forbundet blev skabt med det formål at være ”fredens garant”, som dets bedst kendte fortaler, den amerikanske præsident Wilson, udtrykte det i februar 1919 – og det formål levede det ingenlunde op til. Tværtimod fortælles især 1930’ernes internationale historie ofte som en række fiaskoer for Forbundet: først den japanske angrebskrig på Kina, så den italienske på Etiopien og så Den spanske Borgerkrig, og når historiebøgerne når frem til Münchenaftalen og den korte vej ind i 2. verdenskrig, er Forbundet normalt skrevet ud af historien. Det er bestemt ikke noget tilfælde, at efterfølgeren FN i 1945 lagde bevidst luft til sin forgænger.

De sidste 10-15 år har historikere imidlertid taget dette fiasko-billede op til revision. Trail-blazer for denne nytolkning var den (canadisk-)amerikanske historiker Susan Pedersens artikel ”Back to The League of Nations” (2007), hvor hun mindede om, at selv om Forbundet ikke kunne sikre verdensfreden, så ydede det en stor indsats på bl.a. det humanitære, sociale og sundhedsmæssige område. Pedersen fulgte senere op med en bog om Mandatsystemet under Folkeforbundet (2015), mens hendes britiske kollega, Patricia Clavin udgav i 2013 en stor analyse af Folkeforbundets indsats for at løse de store økonomiske kriser i mellemkrigstiden, hvor hun også betonede betydningen af Forbundets indsats for udviklingen efter 1945. Disse arbejder har inspireret til en stribe forskningsprojekter om forskellige aspekter om Folkeforbundet og tidligere internationalt samarbejde, bl.a. ”The Invention of International Bureaucracy – The League of Nation and the Creation of International Public Administration, ca. 1920-1960” ledet af Karen Gram-Skjoldager (og med Haakon Ikonomou tilknyttet som post.doc.). Denne bog er et spin-off af dette forskningsprojekt.

Bogen, der fremstår i et meget smukt udstyr med talrige illustrationer, demonstrerer som helhed ikke blot, at Folkeforbundet er bedre end sit gamle rygte. Den viser også særdeles overbevisende, at feltet international eller diplomatisk historie, der traditionelt har været blandt fagets mest konservative, når det gælder teori og metode, har gennemgået en rivende udvikling i de seneste år. Igen og igen i læsningen af de godt 20 bidrag er det tydeligt, hvordan både den kulturelle vending, netværksanalyser og det transnationale blik på afgørende vis har fornyet feltet.

Bogen er organiseret i tre dele. Første del udspringer klarest af forskningsprojektet. Under overskriften ”Inside the League” afdækker artiklerne eksempler på, hvordan et ”internationalt bureaukrati” helt konkret blev opfundet (og holdt styr på). Det er grundlæggende interessant, men måske for nogle lidt nørdet. De kan så kaste sig over Myriam Piguets fine bidrag om køn: Mens Folkeforbundet som noget helt nyt eksplicit var forpligtet på ligestilling, og kønsfordelingen mellem de ansatte var ligelig, så fortonede ligestillingen sig dramatisk, når man ikke blot tæller hoveder, men også ser på hierarki og magt. Her sad mændene tungt.

Bidragene i anden del handler om ”Forbundet i kontekst”. Den overskrift dækker over case-studies, der viser hvordan Forbundet spillede sammen med andre af tidens dominerende magter og forestillinger (stater, nationer, imperier), men de måske mest interessante bidrag handler alle om, hvordan Forbundet spillede en vigtig rolle i udviklingen af forestillingen om viden – og dermed eksperter – som afgørende for internationalt samarbejde. Folkeforbundet (og amerikanske fonde) spillede fx en vigtig rolle i udviklingen af studiet af international politik, som Søren Friis viser i sit bidrag der er et af de få med et dansk fokus, mens Niels Brimnes i sit fine bidrag sammenligner de forestillinger om ”rural hygiejne” og social medicin, som udvikledes inden for rammerne af Folkeforbundet i 1930’erne, med WHO’s programmer for primært sundhedsvæsen i 1970’erne. Lighederne er mange, men som Brimnes peger på, så var reformtankerne i 1930’erne uløseligt knyttet sammen med en tro på, at den højeste mulige ekspertise var vejen frem på alle områder.

Tredje del er den mest flagrende. Under overskriften ”Projections and Presence” får vi både bidrag om fortællinger om Forbundet og om Forbundets konkrete bygningsmæssige materialitet. Glimrende bidrag afdækker, hvordan Forbundet fungerede som fiktionsrum og som motivstof for avistegnere; begge peger på, hvordan synet på forbundet i 1920’erne var præget af (bekymret) optimisme, men at dette slog over i pessimisme og desillusion, først og fremmest på grund af de voksende internationale problemer, hvor Forbundet blev kørt ud på afmagtens sidespor. Vi får også indblik i, hvordan Forbundet forsøgte at påvirke opinionen – dels gennem kontakter med medierne, men også i form af propaganda som den dokumentariske film The League at Work (1937). Her undrer man sig over, at artiklens illustrationsmateriale slet ikke knytter an til filmen, og det forekommer også lovlig venligt, når forfatterne systematisk omtaler filmen som en ”infomercial”. Historiefagets materielle vending stikker frem i en artikel om baggrunden for bygningen af Forbundets hovedkvarter, det imponerende Palais des Nations. Det stod færdigt i 1936,  og indtil da blev organisationen huset i et ombygget hotel (omdøbt til Palais Wilson). At de fysiske rammer for arbejdet for de allerfleste ansatte her var elendige, afdækker Karen Gram-Skjoldager veloplagt i en artikel, der heller ikke glemmer at pointere det ironiske i, at da det fornemme Nationernes Palads endelig stod færdigt, var Forbundet så krise- og nedskæringsramt, at her var endog overordentlig god plads. Artiklen har desværre ikke plads til refleksioner over konsekvenserne af det dårlige fysiske arbejdsmiljø på kvaliteten af Forbundets arbejde og – underligt nok – heller ikke til en analyse af, hvordan ligestilling blev udspillet i det fysiske miljø.

Som det er fremgået, er der masser af spændende læsning samlet her. Men træerne rækker ikke helt ind i himlen. I deres indledning karakteriserer redaktørerne indholdet som resultatet af ”cutting edge research”. At det er tilfældet, bliver vi ofte mindet om undervejs, for i mange af bidragene fremhæves det eksplicit, at vi nu bliver præsenteret for noget, der hidtil er under- eller slet ikke udforsket. Bogens ambition er imidlertid ikke blot at præsentere ny forskning; det er også at gøre det i ”a broad, easy-access outreach book”. Om den ambition er indfriet, er mere tvivlsomt. Alle artikler er korte og stramme, men samtidig bruger næsten alle det format, vi kender fra videnskabelige tidsskriftsartikler med interessebegrundelser, forskningspositionering og klart formulerede problemstillinger før den egentlige analyse. Det bliver tungt i det stramme format; det samme er sprogdragten, der kan karakteriseres som et akademisk engelsk, som ligger et stykke fra det klassiske angelsaksiske ideal om, at historikere skal skrive, så alle interesserede uden besvær kan følge med. Det stramme format betyder også, at den læser, der ikke er velbevandret i mellemkrigstidens internationale historie, ofte savner den kontekst, der sikrer, at man kan følge de udvalgte cases netop som eksempler, der illustrerer større tendenser og forhold. Heldigvis bliver der samlet op på noget af dette i Patrick Finneys meget fine efterskrift, der også klart og præcist fanger den nye Folkeforbundsforsknings indlysende styrker, men også mulige faldgruber.

[Historie-online.dk, den 23. juli 2019]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Kulturstudier, #1, 2013
Forbrugets kulturhistorie
Staternes historie – Fra oldtid til nutid