Tings Tale 06

Af Per Ole Schovsbo

Tidsskriftet, der nu udgives af NORD Academic, har fået udseende og layout som en veletableret årbog. Det/den bringer fem ret forskellige artikler fra kulturhistoriske museers sagforskning. Forfatterne er historikere og arkæologer ansat ved jyske museer og en enkelt ved Aarhus Kommune med ansvar for historisk forankring ved Bystrategi.

Historikeren Jens Thidemann, Nordjyllands Kystmuseum, fortæller om undersøgelserne af de 52 indridsede skibsbilleder på korstolene i Sæby Kirke fra 1500-1700-tallet på baggrund af købstadens maritime historie og relevante oplysninger fra den marine arkæologi. Åhavnen i Sæby var i slutningen af middelalderen Vendsyssels bedste naturhavn, og byen fik måske derfor købstadsrettigheder i 1524. Ret sent kunne man mene, men med anmelderens kendskab til Vendsyssels foranderlige topografi præget af sandflugt og materialevandringer langs kysten kan intet overraske. Ellingå-skibet på Bangsbomuseet fra 1100-tallet var således efterladt i en naturhavn nord for Frederikshavn, der nu ligger hen i en strandeng med rimmer og dopper, der kan tælles som årringe.

Thidemann henviser til Arne Emil Christensen Jr.s undersøgelser af skibsbillederne i Sæby hvorved syv kan dateres til 1500-tallet, to til 1600-tallet og seks til 1700-tallet. Herefter sandede havnen i Sæby så meget til, at Frederikshavn fik sejladsen og købstadsrettigheder i 1818. Særligt er skibene fra 1500-tallet meget detaljerede, og flere har en vædder-lignende stævnprydelse som minder om galionen fra Gribshunden, Kong Hans’ flagskib, der forliste 1495 ved Blekinges sydkyst. Det får dog ikke forfatteren til at mene, at Gribshunden har ligget i Sæby havn, men at den har været besøgt af tidens store skibe, som landsdelens bisper og herregårde har skullet stille til rådighed for kronen.  Ud over Sæbygaard ved østkysten kunne man også have nævnt Knivholdt hovedgård ved Frederikshavn og sikkert også Bangsbo og Voergaard. Skibsbillederne fra 1600-tallet viser også orlogsskibe heriblandt formentlig Niels Juels Tre Croner, hvis tilknytning til Sæby understreges af, at det er til stede som kirkeskib. Hertil er der lokale skibstyper indridset i korstolene – fx en smakke af samme type som vraget ved Stinesminde i Mariager fjord. De mange skibsbilleder knytter forfatteren dygtigt til Sæbys historie og runder artiklen af med forklaringer på, hvorfor og af hvem de er blevet indridset. Det spænder mellem søfolkenes håb om overlevelse i en barsk verden til latinskole disciplenes kedsomheds graffiti.

Historikeren Jesper Munk Andersens, Kongernes Samling på Koldinghus, nytolker formålet med fremstillingen af pragtstellet Flora Danica i forbindelse med rekonstruktionen af gallataflet ved Christian 7.s 54-års fødselsdag i 1803 i bibliotekssalen på Koldinghus. Man har i øvrigt gjort sig den umage at genfremstille taflets mønstervævede dug til udstillingen, der var vævet på Køng Fabrik (1774-1924) mellem Næstved og Vordingborg. Stellets motivverden er, som navnet antyder, det kolossale værk om vilde planter af samme navn, der blev udgivet 1761-1883 og består af 54 hæfter og 3.240 løse kobberstukne tavler i herbariemapper. 1790-1802 fremstilledes stellet hos Den kongelige Porcelænsfabrik. Det blev leveret til Amalienborg i 1802, hvor det som nævnt blev anvendt første gang i 1803. Fabrikken genoptog produktionen af stellet i 1862 i forbindelse med prinsesse Alexandras bryllup, og siden er produktionen fortsat.

Munk Andersen analyserer i sin artikel formålet med pragtstellets fremstilling i sammenligning med andre europæiske stel og konkluderer, at Flora Danica næppe var tiltænkt den russiske kejserinde Katarina 2. (1729-1796), men snarere det danske kongehus som fabrikkens hyldest til det patriotiske oplysningsprojekt, der udløste landboreformerne.

Arkæologerne Silja Arnfridardottir Christensen, Museet Sønderskov og John Brinch Bertelsen, Museum Salling, skriver om et såkaldt hybridhus ved Verdens Ende på Fur, der dateres til overgangen mellem senneolitikum og ældre bronzealder. Lokaliteten rummer 60 gravhøje, og der blev ved udgravningerne i 1980´erne ud over hybridhuset fundet otte treskibede langhuse, og et firestolpe-anlæg. Hybridhuset har fået sit navn, fordi det mod vest var bygget som et treskibet langhus (højremshus), der var almindeligt i bronzealderen og mod øst som et toskibet langhus, der var almindeligt i neolitikum. Forfatteren nævner flere huse af samme type fra den samme periode, der især er påvist i Jylland. Anmelderen er lidt tvivlende over den viste model af et treskibshus og mener, at højremskonstruktionen er misforstået. Han er også let frustreret over illustrationen side 57, der skulle vise planen over de udgravede huse ved Verdens Ende – fordi den ikke er læselig. Et forsøg på en teknologisk forklaring på skiftet af huskonstruktionerne kunne være interessant, fordi det næppe kun har været resultatet af et skifte i moden – men måske netop et synligt resultat af et skifte i driftsform eller livsstil.

Historikeren Kasper H Andersen, Moesgaard Museum, skriver om klokkerne i middelalderens København – der desværre ikke er bevaret til vore dage. Forfatteren forsøger alligevel at vise de udendørs klokkers placering indenfor den massive bymur og nogle eksempler på klokkernes social funktion og betydning. Kort fortalt var lyduniverset i middelalderens byer hi-fi, fordi lydene fremstod enkeltvis og tydeligt i modsætning til det moderne lydunivers der kaldes lo-fi, fordi alle lydene flyder sammen. Hver klokkes klang var genkendelig i middelalderen og kunne derfor udbrede særlige budskaber næsten som de moderne varslingssirener.   Kirkeklokkerne med Frue Kirkes klokker i spidsen indkaldte ikke kun menighederne til gudstjeneste og kirkelige begivenheder men morgen- og aftenringningen markerede også dagens gang. De kirkelige klokker kendes i København fra 1000-årerne og omkring 1500 havde byen otte kirker med mindst 25 klokker til sammen. De ikke kirkelige klokker – de sekulære – blev brugt til varsler om fjendeangreb, brand og storm og som tidsmarkører.  De omtales i København fra 1200-tallet og det var især brandklokken (senest i Frue Kirkes tårn) der markerede byportenes åbning om morgenen og lukning om aftenen.

Historikeren Mikkel Bang Maesen, Aarhus Kommune, afrunder Tings Tale med en meget velskrevet artikel om toilet-hygiejne med særlig vægt på toiletpapirets kulturhistorie. Målet er at belyse ændringerne af holdningen til krop, hygiejne, sundhed og socialhistorie gennem 1900-tallet.

Først i 1800-tallet begyndte man i Danmark at kunne spore papir til renselses- og hygiejnebrug. Sammen med vandklosettet spredte amerikansk toiletpapir sig til Europa og til Danmark først og fremmest København. De store epidemier i byerne omkring 1850 var en følge af dårlig kloakering og manglende hygiejne. Derfor blev toiletpapiret introduceret som et lægemiddel med helbredende kraft til den syge krop. Frem til efter 2. verdenskrig blev toiletpapiret et hygiejnemiddel til en renere krop i et renere samfund. Fra 1960´erne blev papiret takket være den øgede velstand i den brede befolkning blødere, farvet og parfumeret. Fra 00´erne og fremefter indførtes imidlertid mere bæredygtigt toiletpapir, der var uden de tilsætningsstoffer, der belastede kroppen og miljøet.  

Sproget i Tings Tale 6 er betydeligt mere alment og tilgængeligt end i tidligere udgaver af tidsskriftet. Nu kan man både forstå, hvad forfatterne skriver, og hvad de mener. Essensen af artiklerne i Tings Tale 6 er, at sagforskningen kan læse genstande som kilder til den store historie på lige fod med fx anlæg og skriftligt materiale. I en tid hvor man presser museerne økonomisk og kun har øje for deres besøgstal, er det af stor betydning at forklare offentligheden og ikke mindst politikerne, at museernes hovedopgave netop er den kostbare og omstændelige sagforskning, der forudsætter store genstandssamlinger bevaret til evig tid i klimastyrede magasiner - og ikke kun betalende gæster tiltrukket af oplevelser og elektronisk underholdning, som man får bedre og billigere i et tivoli.

[Historie-online.dk, den 20. marts 2024]