Tør - hvor andre tier - En krønike om Ekstrabladet
Af Poul Porskær Poulsen, historiker og arkivar.
Ekstra Bladet er blevet hundrede. Avisen, der holder af at være fræk og kritisk, har faktisk været på gaden siden 12. februar 1904, og i den anledning er udgivet denne spændende jubilæumsbog i to bind. Det er naturligvis en god ide at sørge for en jubilæumsbog, hvor hele forløbet samles, og når det er en rutineret og let pen som Gregers Dirckinck-Holmfelds, der fører læserne gennem historien, skulle der være mulighed for både oplysning og underholdning. Helt overordnet må man også sige, at det er lykkedes at fremstille en god krønike, der både causerende og fyldt med oplysninger løber hele udviklingen igennem. De to bind er bestemt værd at læse både for pressehistorisk interesserede og for alle der interesserer sig for det danske samfunds udvikling i den 100 årige periode.
Bind 1 omhandler perioden 1904-1958 og har som hovedpersoner de to redaktører fra den berømte Cavling-familie: Frejlif Olsen, bror til Henrik Cavling, og Ole Cavling, Henrik Cavlings søn. Frejlif Olsen sagde først nej til at blive redaktør for ”spækhøkeravisen”, som han kaldte den, men så gik han alligevel med til det og forblev som en ekcentrisk redaktør i 31 år. Frejlif Olsen var kendt for sin skarpe pen – f.eks. når han hånede præstestanden: ”Er det Jesu Christi lære at sidde i halvanden menneskealder i fede embeder, betitlet og rangforordnet, hoffets ven og pryd, rig på gods og guld, i fine klæder, en ære for middagsselskaberne, at være embedsmand og forretningsmand på én gang, og alt dette under det skammelige anbringende, at man er Guds ords forkynder, en ydmyg tjener for den himmelske herre…Kirkeligt er dette liv for vort syn en skandale – en skandale” (s. 77) Således skrev han i sin nekrolog over kgl. Konfessionarius Peter Jakob Paulli i 1915. Hans had til præsterne og hans lyst til at demonstrere dette had i bladet indbragte ham da også en fængselsdom på fire måneder i 1917.
Frejlif Olsen skrev også teater-(og en hel del andre)anmeldelser. Og her lagde han heller ikke fingrene imellem. Således måtte Clara Pontoppidan finde sig i denne omtale (s. 99): ”Hun er for gammel til at spille 25 år, for tyk på benene oven for knæet og på ryggen nedenfor hofterne. Det er så pinligt at opregne legemsdele, men i en instruktiv teaterkritik må sandheden frem, selvom det skal være mellem ribbenene.”
Ole Cavling kom til bladet i 1924 og kom til at præge det markant de kommende mange år – og han kommer også til at præge fremstillingen, fordi han skrev arbejdsdagbøger 1937-1963, og dem har krønikeskriveren gjort flittigt brug af. Det er der ikke noget at sige til, for de har ikke været anvendt før, man kommer tæt på beslutningsprocesserne og får en masse at vide om en avis-redaktør, som af en eller anden grund er gået noget i glemmebogen. Måske fordi Frejlif Olsens aparte adfærd og skriverier har fyldt meget både i samtiden og senere. Ole Cavling var redaktør indtil 1958.
En lang række af de andre jounalister omtales naturligvis også. Der er masser af historier om mange farverige personligheder – også nogle af de på anden måde kendte navne, f.eks. Storm P., Carl Th. Dreyer, Otto Gelsted, Tom Kristensen, Poul Henningsen osv. En fremstilling, hvor det pressehistoriske stof går hånd i hånd med petit-stoffet – egentlig meget passende for Ekstra Bladet.
Bind 2, 1959-2004, fortsætter historien, og nu er hovedomdrejningspunktet den dynamiske og uregerlige Victor Andreasen, der blæste ind på avisen som redaktør i 1963. Med en helt uhørt fremgang til følge. Ekstra Bladet blev i endnu højere grad den lille mands talerør mod systemet – hvilket bl.a. kom til udtryk i kampagner, der stillede magthavere og skrankepaver til ansvar for alle urimeligheder – vedr. bolignød og bolighajer ikke mindst, Ekstra Bladets klagekontor og utallige andre. Men også piger med bare bryster, Inge og Steens sex og samlivs-brevkasse, side 2 med dagens debat og meget mere. Og slogan’et ”Ekstra Bladet tør – hvor andre tier” lanceres i 1965.
Også i denne periode kunne man nævne en række personligheder (en hel del af dem Cavlingpris-modtagere) og væsentlige nye initiativer på bladområdet, hvad enten der er tale om kulturstof, debatstof, sport osv. som var med til at banke avisens oplag op i helt ekstreme højder gennem de sene 1960’ere og 1970’erne – og set fra Ekstra Bladets synspunkt allervigtigst: Højere end BT! En periode, hvor Ekstra Bladet virkelig satte dagsordenen, som alle andre medier måtte forholde sig til – for slet ikke at tale om politikerne. En periode af bladets liv, hvor undertegnede da også fra tid til anden har læst avisen – fordi det ikke var uvæsentligt at vide, hvad der stod i Ekstra Bladet, når man interesserede sig for politik, kultur og sport. Men hvor man nok også har haft en fornemmelse af, at det nok ikke skulle være den eneste avis, man læste!
Også denne seneste periode har Gregers Dirckinck-Holmfeld fremstillet spændende og med den lette pen – men nok også med en del mere opremsning end hvad altid godt er. Det er altid vanskeligt at fremstille de seneste år, som man selv har oplevet. Der er så meget, der bør med, og det kan være svært at skaffe sig det samme overblik, som man har på lidt ældre perioder. Der er meget ’pligtstof’, der skal med – mange personer og begivenheder som må nævnes og den letflydende fremstilling går lidt fløjten. Det er et generelt problem, som vi er mange, der har lidt under, og det er på en måde en trøst, at en så rutineret skribent som Dirckinck-Holmfeld også i noget grad kommer til at lide under den. Men uinteressant bliver det på intet tidspunkt, hvad man så end måtte mene om både Bent Falbert, Svend Ove Gade, Claes Kastholm Hansen og Hans Engell, for nu at nævne nogle af de seneste hovedpersoner – for bladet er naturligvis stadig en sprællevende del af det danske mediebillede – men med knap så stor indflydelse som tidligere!
Under alle omstædigheder har Ekstra Bladet fået nogle flotte jubilæumsbøger, som sagtens kan læses uden at man har en strikt pressefaglig interesse. En interesse i det danske samfunds udvikling rækker!
