Tommy og Tanne

Af Erik Ingemann Sørensen

Tom Buk-Swienty har med bogen ”Tommy og Tanne” endnu engang bevist, at han er landets ypperste formidler af historie. Den er hæsblæsende fra første til sidste side – fascinerende, fortryllende og fantastisk formidlet i ord og billeder.

Man har efterhånden lært, at man skal tage en dyb indånding, inden man kaster sig ud i en bog af Tom Buk-Swienty. For man taber uvilkårligt pusten undervejs. Scenerne, tableauerne, fortællingerne og så denne utrolige pen, forfatteren er i besiddelse af, holder læseren i en skruestik, så man næsten glemmer alt andet. Og efterlades med et brændende ønske om, at bind 2 dog snart vil udkomme.

Pagten
Det kan ofte være svært at fastslå, hvornår et menneskes skæbne fastlægges. Fatalisterne henholder sig til, ”at der nok er en kugle, der bærer Morten Vinges navn…” (Blicher). Men sådan er det ikke for de to søskende, Tanne og Tommy Dinesen, to af kaptajn Dinesens børn. Det er Tanne, der i Folehaveskov bag ved Rungstedlund, i 1906 efter at have læst fortællingen ”Isbjørnen” af den for længst glemte danske forfatter Hans Kaarsberg, smækker hun bogen i og fastslår, at de to skal indgå en pagt. De skal ”tjene Guden. Faders Gud. Det store i livet. Det, der ligger i et andet plan, det eneste, der gør livet værd at leve…”

Selv om der er syv års forskel mellem dem, Tanne er 21, Tommy 14, så er de tilsyneladende begge klar over, at fra dette (hellige?) øjeblik er deres livsskæbner fastlagt. ”Faders Gud” er skæbnesætteren, som de begge præges afgørende af resten af livet. Skæbnesætteren, der sender Tanne ud i hendes afrikanske eventyr – skæbne – og Tommy ned i 1. verdenskrigs ligdunstende skyttegrave. Konstant på jagt efter ”Guden”.

Guden, Djævlen eller pestbacillen
Bogen igennem møder læseren denne mærkværdige ”Gud”. Dette krævende, prægende, determinerende og udefinerbare væsen. Og må uvilkårligt stille sig selv spørgsmålet: er der måske nærmere tale om en djævel? Eller noget helt andet?

Uvilkårligt vandrer tankerne til Albert Camus’ roman: ”Pesten”. Her skriver han: ”Mens Rieux stod og lyttede til jubelen, der stod op fra byen, huskede han på, at denne jubel bestandig var i fare, For han vidste, hvad denne glade menneskemængde ikke vidste, men hvad man kan læse sig til i bøgerne, at pestens bacille aldrig dør og aldrig forsvinde, at den gennem årtier kan slumre i møbler og linned, at den venter tålmodigt i stuer, kældre, kufferter, lommetørklæder og gamle papirer, og at den dag måske kommer, da pesten til ulykke og belæring for menneskene på ny vækker sine rotter og snder dem ud for at dø i en lykkelig by….”

Måske var faderen, der tog sit eget liv, denne pestbacille, der gemte sig i skjul i alt det, de mødte undervejs i huset.

Dans le mouvement
I begge bind om kaptajn Dinesen – ”Ild og blod” og ”Til døden os skiller” – tegner Tom Buk-Swienty et usædvanligt skarpt og stærkt billede af hovedpersonens dramatiske liv. Og død. I ”Tommy og Tanne” finder vi fysisk og psykisk hans spind som tråde bogen igennem. Som i disse sætninger: ”…men noget var for alvor blevet slået i stykker af den gru og destruktion, han havde oplevet…”

I dag ville man tale om et slags posttraumatisk stresssyndrom. For hvem kunne overhovedet blive menneske igen oven på tre års voldsomme og grusomme oplevelser, der udspillede sig under de tre krige, han deltog i – uden at tage skade på sjælen? Kaptajn Dinesen kunne ikke. At det satte et mærke i både Tannes og Tommys sind er forståeligt.

Ganske som familiens latente frygt: ”Ethvert tegn på, at Tommy lignede sin far, fyldte dem med rædsel…” De voksne vidste, at kaptajnens død var vanærende – beroende på hans livsstil. ”Derfor bad de inderligt – og der blev bedt meget og inderligt på Folehave – om, at Mandse (Tommy) ikke ville blive som ham…” Den lille indskudte sætning er et fint eksempel på forfatterens finurlige måde at udnytte sprogets mange finesser på. Man ser dem næsten for sig liggende på knæ igen og igen.

Henrivende dekadent
Tiden for den herskende klasses navne- og titelbårne samfundsplacering var ved Tommys fødsel i 1892 så småt begyndt at rinde ud. Men endnu eksisterede ”Verden af i går”. Her i dens døende årtier kunne den dog stadig folde sig ”henrivende dekadent” ud. Både for Tommy og Tanne skete det primært under ”Rungsteds lyksaligheder”, men også på slægtsgodsets imponerende herresæde Katholm på Djursland.

Selv om slægten ikke havde blåt blod i årerne ”…tilhørte den en lille gruppe borgerlige godsejerfamilier, der havde evnet at vinde respekt blandt både adelige og i kongefamilien…” Begge steder færdedes familien scenevant.

Trods alt kunne livet ikke leves uden en uddannelse. Derfor begyndte Tommy at læse til ingeniør. Og Tanne ville på kunstakademiet. Hver på deres vis tog de udfordringen op. Tanne havde faktisk stort talent, hvad de fine billeder i bogen tydeligt understreger. I et gengivet mandsportræt udviser hun samme færdigheder som for eksempel Achton Friis.

Tom Buk-Swientys konklusion om de kvindelige kunstneres muligheder – dem var der ifølge forfatteren ingen af – synes jeg, slingrer en anelse. ”Skolen viste sig mest af alt at være en slags holdeplads for talentfulde unge kvinder, hvor de kunne beskæftige sig, indtil de blev gift og fik børn, og dermed fandt, hvad samtiden stadig anså som den egentlige bestemmelse i samfundet…” 
Der var trods alt en del kvindelige kunstnere, der havde markeret sig.

Kanonerne i august
Men verden forblev ikke statisk. Hovedpersonernes liv ej heller. Tannes fascination af la charme de la bourgeoisie – diskret var den under ingen omstændigheder – gjorde, at hun pludselig giftede sig medbaron Bror Blixen. Hendes kurmageri over for dennes broder havde ikke resulteret i nogen succes. Så hun krydsede den næste af. Og hun blev det, hun hægede efter: baronesse. Champagnen, stilen og den henrivende dekadence var tilsyneladende sikret, da hun sammen med sin indfangede husbond begav sig til Afrika til det, der skulle blive den afrikanske kaffefarm i skyggen af Ngong. Befolket med kikuyuerne. Med fulgte også Djævelens store blændværk og borgerskabets ikke helt så diskrete charme nemlig syfilis fulgte med.

Og så indtræffer det uundgåelige. Den nærmest prædestinerede krig, der ubønhørligt – med epicenter i Sarajevo – kaster verden ud i en krig så frygtelig, som ingen overhovedet havde kunnet forestille sig, da skuddene lød den 28. juni 1914.

Tom Buk-Swienty beskriver de hektiske dage frem mod det endelige krigsudbrud: ”…som var der tale om en vældig maskine, hvis mange store og små tandhjul greb ind i hinanden, så den ikke længere lod sig standse af nogen menneskelig modstand, fik begivenhederne deres egen selvforstærkende kraft…”

La Gloire
For Tommys vedkommende bidrog krigsudbruddet med kraftig næring til drømmene om ”la Gloire” – urkampen mellem liv og død på slagmarken. Mand mod mand. Stålsat blik mod brustne øjne. Faderens Gud eller Djævel voksede og voksede.

Han ville ubetinget ud på slagmarkerne. Men måtte i stedet gennem skuffelse på skuffelse. Selv så han sig helst i fransk uniform. Men her takkede man pænt nej. Så søgte han til USA. Med samme resultat. Det syntes, som havde ingen brug for ham. Bortset fra de kvinder han nedlagde undervejs. Og dem var der en pæn del af. Typisk for Tommys rastløse d’amour omtaler han igen og igen den nyfundne som ”…den smukkeste pige, han nogensinde havde set…” Én af disse er Kitty, som borer sig dybt ind i hans sjæl. Men som han må forlade, da det endeligt langt om længe lykkes for den gloire-søgende at udskifte madrassen med slagmarken.

Via Canada kom han ind i krigen. Endelig – efter denne ulidelige venten – kom han tættere og tættere på de egentlige kampe. For så endelig at være midt i det. I et møde med Guden. Eller Djævelen: ”Det store opgør, slutkampen, den ultimative styrkeprøve. Ragnarok. Götterdämmerung…” Og han får sin gloire. I sidste øjeblik. Da han belønnes med Victoriakorset. En fuldstændig vanvittig historie.
Mens Tommy udfordrer skæbnen i Europa, gør Tanne det tilsvarende sammen med sin mand i Afrika. Og ender i livtag med den, da krigen og misvæksten bliver konkrete størrelser, de må kæmpe med. Kapitalstrømmen flyder ind i en pæn strøm fra nord. Men kaffefarmen var nærmest et bundløst kar. Afhængig af vind og vejr. Samt priserne på verdensmarkedet.

Den store fortryller
Tom Buk-Swienty har også i denne bog overgået sig selv som den helt store fortæller. Års grundige research og rejser er blevet omsat til en tryllebindende fortælling, der holder læseren fastlåst fra første til sidste side. 
Gennemillustreret og sprogligt boblende af fortællelyst, som bogen er, hensætter den læseren i dyb længsel efter næste bind. Mere mesterligt kan det vel ikke gøres.