Traditionen tro?

Af Erik Helmer Pedersen

Overarkivar Else Marie Kofod, leder af Dansk Folkemindesamling, har samlet sine resultater fra et toårigt projektarbejde på sin institution over ændringer i danskernes måde at festligholde særlige begivenheder på. Opgaven var fsv. bunden, som hun både skulle bruge det eksisterende arkivmateriale i folkemindesamlingen og indsamle nyt. Som hun skildrer det i et appendiks, der burde være bragt tidligere i bogen, har hun ikke alene brugt en masse tid og kræfter på at tilvejebringe nyt materiale i sine to undersøgelsesområder Østjylland og Vestsjælland, men også haft overskud og fantasi til at bringe helt nye kildegrupper ind i billedet. De spænder fra Socialforskningsinstituttets opinionsunderøgelser over ca. 2.000 eksamensstile i dansk fra VUC-eksaminer til det omfattende materiale, der findes i massemediernes gemmer.

I sin præsentation af det omfattende stof går Kofod metodisk til værks, både når det gælder den metodiske og den pædagogiske udformning. Her har hun kunnet udnyttet sine erfaringer fra tidligere skildringer af samme emnekreds såsom Politikens bryllupsbog fra 1996 og Politikens bog om skik og brug fra 1999 (1993). I kapitel 1, indledningen, drøfter hun de forskellige opfattelser, der er fremkommet inden for moderne sociologisk og etnologiske forskning om den rette forståelse og tolkning af svære begreber som ”ritualer” og ”traditioner”, i de efterfølgende ni kapitler bruges de centrale teorielementer til at strukturere og tolke det undersøgte materiale i dets historiske ramme, og i et afsluttende kapitel 11, ”Traditioner – kontinuitet og forandring” sammenfattes de udvundne resultater i en konklusion. Den nødvendige opdeling i historiske perioder er søgt tilgodeset gennem stoffets, som det noget ufølsomt kaldes ”empirien”s opsplitning i fem kulturmiljøer: det førindustrielle bondesamfunds fællesskabskultur, familiekulturen hos borgerskabet i 1800-tallet og middelklassen, sidstnævnte underopdelt i gårdmandsklassen og byens funktionærgrupper og endelig de ”individorienterede livsstilmiljøer” fra det moderne oplevelsessamfund. Arbejderklassen indgår ikke i undersøgelsen; lidt vagt begrundes det med fraværet af en egentlig klassebevisthed som det centrale udgangspunkt for en analyse.

Umiddelbart betragtet udgør bogen et paradoks, og enkelte vil måske tænke, at man her står over for et vaskeægte eksempel på en kringelkroget, akademisk motiveret overfortolknng af indlysende sandheder. Herregud, vi ved jo alle, hvad ord som ”fest” og ”traditioner” betyder. Tror man da, indtil man har læst Else Marie Kofods redegørelse. Under alle omstændigheder vil det dog nok være en god idé ikke at begynde med de teoretiske afsnit, men i stedet gå direkte til selve fremstillingen, idet den også kan læses som en sammenhængende historie om danskernes måde at holde fest på, centreret omkring bryllupsfesten, idet dog den religiøse dimension ærgerligt nok er skåret bort. Et nærmere studium af teksten vil dog godtgøre, at teorielementerne, så abstrakte de end måtte forekomme i forhold til kildernes hverdagsudsagn, på en måde letter tilegnelsen, fordi det omfattende stof nødvendigvis må beskæres hårdt og bringes på en fast formel. ”Virkeligheden” som den kommer til orde i teksterne, giver efter forfatterens opfattelse ikke alle sine informationer fra sig uden at blive sammenholdt med en abstrakt modeltænkning.

Ret beset er det dog ikke så meget de historiske eksempler på festligholdelse som selve traditionsskabelsen omkring festen som social udfoldelse, der er hendes hovedærinde. Forfatteren lader da dagligdags vendinger som skikke og vaner ude af betragtning, og går straks over til at drøfte nok så komplicerede udtryk som ”ritualer” og ”traditioner” og det i modsat rækkefølge. Som hun ser det, kan ritualer i deres højtideligt stemte form synliggøre eller ligefrem kropsliggøre bagvedliggende værdier; derved bliver de som udtryk for bestemte holdningsmønstre  en art offentlig ejendom. De kan derved formulere krav til brugerne, men da der er to parter involveret, ritualet og dets mulige bruger, er det rent faktisk sat til forhandling, påpeges det. Reelt er der tale om det, forf. betegner som ” kulturelle iscenesættelser”, som skal tilvejebringe orden i et virvar af enkeltheder og desuden i sin konkrete realisering udtrykke sociale positioner hos brugeren.

Tradition opfattes her som en videreudvikling af ritualet. Når man har udtrykt en norm i form af et ritual, hægtes forbindelsen til fortiden på som en fortolkning af det forbigangne, og da står man med en tradition. Med de engelske historikere Eric Hobsbawn og Terence Ranger opfatter hun et traditionaliseret ritual som ”en opfunden tradition”, hvis indre motorik er gentagelsen. Ændringer i samfundets opbygning og dermed de sociale vilkår og bør da ses i sammenhæng med andre samfundsprocesser, konstateres det. Dermed ændres det regelsæt, der gælder i forhold til de tre grundlæggende livsmønstre, hun opererer med: fællesskabet (det førindustrielle bondesamfund), familien (1800- og 1900-tallets borgerskab) og individet (de moderne livsstilsgrupper). Som Else Marie Kofod med støtte i den teoretiske litteratur ser det, var der inden for landsbyfællesskabet ikke større brug for traditioner. Det er bare noget, som en eftertids nationalromantikere har påduttet dem af sentimentale grunde. Derimod ”opfandt” borgerskabet, som forf. langtfra ynder, nogle ”gammeldags” traditioner,  som udover at festliggøre hverdagslivet kunne bruges til at regimentere egen gruppe og til at skabe afstand til andre og som regel ringere stillede socialkategorier. Selv de ellers så positivt opfattede livsstilsudøvere i moderne tid har brug for traditioner til at udfylde det  beklagelige tomrum mellem nutiden og fortiden, pointeres det. Dermed er med forf.s udtryk skabt en traditionaliseringsproces, der på én gang fremkalder de fornødne ændringer og retfærdiggør dem.

Der er meget mere at hente i  Traditionen tro? end det her har været muligt at gengive. Inden for sit fagområde er Else Marie Kofod givet en kapacitet, hvis ord man må tilkende en betydelig vægt. Alligevel må man som historiker tage et generelt forbehold, og det er ikke begrundet i faglig imperialisme. Hun konstaterer på s. 427, at kildematerialet bekræfter ”flere af de resultater, der fremlægges i denne publikation”. Her må man spørge, hvor mange og hvor betydningsfulde?. Efter anm.s opfattelse er hendes brug af kildematerialet og i det hele taget afhandlingens historiske rammeværk temmelig diskutabelt for ikke at sige angribeligt. Vi ved ikke, i hvilken udstrækning kildematerialet modsiger eller i bedste fald nuancerer hendes håndfaste metodik, og det konstruerede rammeværk med dets periodisering og brug af historiske forklaringer er udtryk for en historisk tolkning, som i høj grad kan diskuteres. Et begreb som historisk repræsentativitet bringes ikke ind i forklaringsmønstret, selv om undersøgelsen hovedsagelig henter sit stof fra to regioner i Danmark, Østjylland og Vestsjælland og dermed ikke uden videre kan tilkendes national (undskyld det gammeldags, værdiladede ordvalg!) repræsentativitet. De to regioner er som bekendt grundtvigianismens kerneområder, og det er meget tænkeligt, at der såvel religiøst som folkeligt derfra kunne hentes en fortolkningsnøgle, som på en del områder kunne kaste andet og skarpere lys over begreber som ritualer og traditioner i en folkelig, historisk sammenhæng og ikke en antropologiseret, konstrueret teoriverden.

Noget kunne dog tyde på, at forf. ikke er så teorifikseret, som bogen i sit anlæg ellers beror sig håndfast på. De afsluttende bemærkninger i konklusionen (s. 424) kunne tyde på, at hun faktisk bekender sig til traditionernes iboende styrke og overlevelsesevne, selv i en postmodernistisk, traditionsfjendtlig sammenhæng. Hvis den teoretiske tilgang da blev suppleret med nogle kildekritiske grundanalyser, ville bogen efter anm.s opfattelse vinde i historisk brugsværdi.