Tre dage i april
Af Kresten Søe
Historien om bus 474 fortalt gennem Dagmar og Poul
I april 1945 lå Hitlers tidligere imperium i ruiner. Russerne var i Berlin, og de britiske fly kunne uantastet beskyde alt på de nordtyske landeveje. I koncentrationslejeren Neuengamme sad flere tusinde danske fanger og ventede på at blive reddet og bragt til Danmark i Grev Folke Bernadottes hvide busser.
De agerende i denne bestemt ikke ufarlige redningsaktion var ikke soldater men et stort antal frivillige i form af chauffører, læger, sygeplejersker m.m.
Blandt disse følger vi fra bogens start den unge Dagmar Valgren, der holder sig lidt for sig selv med sin egen særlige baggrund. Den unge redaktørfrue har ikke samme brede humanistiske incitament som flertallet af de øvrige deltagere men udelukkende en fange i tankerne – hendes elskede mand Poul, der blev angivet af en tyskvenlig sognerådsformand og året før taget af tyskerne og sendt til Neuengamme.
Tre hektiske dage der ændrer skæbner og holdninger
Under rejsen ned gennem Slesvig og Holsten oprulles Dagmars og Pouls historie via tilbageblik i Dagmars tanker, som kapitel for kapital veksler med rejsens dramatiske oplivelser.
Flere personer kommer til i handlingen: den usympatiske kyniske chauffør Ernest, lægen Jansen og de to sygeplejersker: den emanciperede Margrethe og den lesbiske Sigrid, der kort nede i Tyskland bliver skudt af en desperat ung tysk soldat.
Sideløbende hermed folder Dagmars egen historie sig ud med familiens sociale deroute ved faderes død i en ulykke under bygningen af Lillebæltsbroen i 1932. En deroute, som sender moderen på fattiggården og den fjortenårige Dagmar til mosteren i Vamdrup i et hjem, hvor hun hverken var elsket eller velkommen.
Lyspunkter var her nonnen søster Johanna, der hjælper Dagmar ind på en sygeplejerskeuddannelse i Aarhus, som hun dog ikke afslutter, idet hun springer fra for at være hustru og mor ved ægteskabet med Poul.
Levendegjort historieskrivning, der også er en god historie i sig selv
De tre dramatiske aprildage ændrer meget hos Dagmar. I det lille perspektiv åbnes hendes verden for hendes egen rolle som kvinde og mor. Derudover ændrer hun synet på og forholdet til sin traumatiserede mor, ligesom Dagmar gradvist i forløbet opnår forståelse og sympati for Ernest. - Den mutte kontante chauffør, der rummer langt mere end sin kynisme, men også egenskaber som tapperhed og et pragmatisk klarsyn i deres trængte situation, som ingen andre i starten formår at mestre. Dertil skjuler han på et krigstrauma, som bringer de to sammen i fælles forståelse mod rejsens slutning.
Fint og nærsomt skildrer bogen også Pouls dybe traumatisering efter kz-opholdet og Dagmars tilsvarende dybe fortvivlelse over ikke mere synes at kunne nå ham.
Både skæbner og personer kan i bogens start - også på baggrund af den ofte megen udvendige beskrivelse - ind imellem virke lidt skabelonagtige. Men efterhånden som handlingen skrider frem, får såvel personer, scenarier og begivenheder mere og mere selvstændigt liv og funktion.
Til gengæld vipper forfatternes iver for at få så mange korrekte historiske og tekniske detaljer med som muligt stedvist fremstillingen op på kanten mellem fiction og faktion.
Også elementet af kvindefrigørelse og temaet med den lesbiske Sigrid kan virke lidt uforløst og påklistret i form af nutidstemaer i forhold til bogens samtidspræmis og -ramme.
Fin underholdningsværdi og stort researcharbejde
Bogens forside prydes af en flot gengivelse af Dagmar foran bus 747 - en autentisk NAG Büssing fra 1930. Yderligere har forfatterne foretaget grundig research på Nationalmuseet, i Frøslevlejren, Neuengamme Gedenkstätte og i Vamdrup, hvor jeg klart genkender den tidligere toldbygning, som jeg selv har overnattet i for år tilbage. På samme måde bringes en fin skildring af Sankt Joseph Søstrene og hospitalet i Aarhus - også i fin tråd med undertegnedes svage minder fra den første barndom. Den historiske ramme er altså i den grad i orden.
Som fortælling er bogen medrivende og spændende og kan på mange måder sammenlignes med Ken Folletts mange historisk funderede romaner.
Billedligt, atmosfære- og appelmæssigt befinder vi os midt mellem tv-serierne Matador og Badehotellet. Underholdningsværdien mangler således intet, idet jeg selv både læser Follett og nyder den nævnte TV-underholdning med største fornøjelse.
Men …
Et sidste stilfærdigt hjertesuk. Jeg mindes i mine nu over 30 år som anmelder aldrig at have mødt en så uautoriseret tegnsætning som her. Kommatering er fx stort set fraværende, og mange af de få tegn er oven i købet forkert anbragt. Hovedsætninger med fx indskud over tre linjer med et enkelt fejlanbragt komma er ingen sjældenhed.
Alt for ofte måtte jeg genlæse lange passager for bare at kunne forstå meningen med fx indskudte passager. Alt sammen momenter, der alt for ofte gør tilegnelsen for slet ikke at nævne oplæsning til en hakkende udfordring frem for den oplevelse, en sådan bog ellers burde indgive. Forlagsredaktionen synes desangående at have været totalt fraværende? Og hvad med forfatterne?
Tegnsætning er sammen med korrekt stavning altså ikke bare en sur dinosaur, men hører uløseligt sammen med et korrekt, flydende og forståeligt dansk skriftligt udtryk.
[Historie-online.dk, den 4. maj 2022]
