Tre tallerkner til fem mennesker
Forfatteren har gennem ti år været ansat som researcher på Hostebro Museum med speciale i Besættelsestiden. Hans mor og hendes familie blev tvangsfjernet af tyskerne. I tide fik Michael Steincke Christensen optaget sin mors fortælling på bånd. Selvom det har været følelsesmæssigt vanskeligt, er det lykkedes ham at sammensætte en medrivende bog ud fra morens fortællinger.
Af Michael Koch
Forfatterens bedstemor hjalp kortvarigt et par mennesker i nød i Tysklands 1942. De var flygtninge fra øst. Det skulle vise sig at være en kostbar hjælp for bedstemoren og hendes familie. Gestapo fulgte efter de flygtninge, der blev hjulpet med husly. Dermed kunne tyskerne se, hvor hjælperne boede, da hjælperne en sen aften gik hjem. Dette var en af forklaringerne til fængslingen af bedstemoren, og hendes senere ophold i KZ Ravensbrück. I familien var der dog i mange år flere forskellige forklaringer på bedstemor Helenes vidtrækkende fængsling hos Gestapo. Fakta var, at hun blev kørt til Ravensbrück på ladet af en åben lastbil i 1942 og indsat som politisk fange.
Med bedstemor Helene i tyskernes koncentrationslejr, var fem børn nu alene i huset hjemme i byen Itzehoe. Det er en mindre by nord for Hamburg. I starten gik det godt med ældste datter Frida som forsørger, så godt hun ellers kunne, men en dag blev de alle hentet og sendt i pleje forskellige steder hver for sig. Det var regulær tvangsfjernelse.
En af de store systuer i kvindelejren Ravensbrück
I Ravensbrück skete så et mirakel. En dag skulle en lastbil med løsladte fanger til at køre. Men der manglede en fange for at antallet gik op. Hurtigt var der fanger der puffede Helene blidt frem, og i en rask vending hoppede hun op. Nu stemte antallet. Det var vigtigere for tyskerne at det rette antal fanger var på lastbilen. Så betød det mindre, hvem der blev løsladt. Efter mange dages transport stod hun igen foran sit hus i Itzehoe, men hvor var hendes børn? Hendes mand var tvangsudskrevet som soldat til østfronten i en alder af 42 år. Ren straf for Helenes fejltrin med at hjælpe flygtningene. Nu boede fremmede flygtninge i hendes hus.
Hendes mand kom hjem på orlov, og det lykkedes ægteparret at mødes og holde hans orlov sammen på et herberg. Senere lykkedes det via den ældste datters konfirmation at få samlet næsten alle. Manden var jo igen ved fronten. Da krigen sluttede, var bedstefaren i krigsfangelejr i Rusland, et ophold han ikke overlevede. Det var en families svære prøvelser i de år. Det var desværre slet ikke slut endnu. Da mor og børn kunne rykke ind i deres hus igen, var det et sørgeligt syn. Intet var der tilbage af deres ting. Ikke noget som helst.
Nu kom så endnu en svær tid, nemlig med at finde mad nok til at overleve. De havde skaffet sig tre tallerkner til de fem i familien, så selvom sulten knugede, måtte man vente, til en tallerken blev ledig. Helene havde i den svære tid overskud til at anmelde en krigsforbryder fra Ravensbrück. Det er meget skræmmende læsning, hvad det gik ud på.
Brevet er et rystende bevis på en ond tid. Helene anmeldte en krigsforbryder for en forbrydelse i kvindelejren
Livet er underfundigt, og i 1947 hjalp danske soldater englænderne med bevogtningsopgaver i det nordlige Tyskland. Helenes datter Erika mødte en dansk soldat, og efter en tid i Tyskland, kom de til Danmark i 1956, hvor de blev gift. Den eneste søn var forfatteren af bogen her. Bogen slutter med forfatterens besøg i Ravensbrück. Forfatteren har et meget stort kendskab til 2. verdenskrig, hvilket tydeligt viser sig i bogen. Det er en god bog, den er godt fortalt, og et godt bevis på, hvordan krig kan rive familier op.
[Historie-online.dk, den 12. marts 2025]
