Tyrannens tid: om Sverige under Karl XII
Af Esben Wolf, selvstændig rådgiver, Aarhus
Magnus Västerbro, som slog igennem i 2018 med den historiske fortælling ”Svälten” om den store svenske hungersnød i slutningen af 1860’erne, er på ny aktuel med en fabelagtig fremstilling af Karl XII’s Sverige. ”Svälten” forskaffede Magnus Västerbro den fornemste svenske litterære pris, Augustprisen, og han er nomineret igen i 2021, nu med ”Tyrannens tid: om Sverige under Karl XII”.
Bogen giver et detaljeret og medrivende billede og beskrivelse af både ”hjältekonungen” og de konsekvenser hans stort set permanente felttog udsatte den svenske befolkning og det svenske rige for. Forfatteren anvender sig i stor udstrækning af primærkilder i form af breve, dagbøger, domstolsprotokoller, digte og andre samtidige udgivelser m.m. Det giver levende og undertiden både rystende og rørende billeder af, hvordan Karl XII’s samtidige oplevede tiden, deres egen hverdag og deres konge.
Med Dan H. Andersens formidable værk som Den Store Nordiske Krig i frisk erindring fremstår denne bog om Karl XII’s Sverige som den perfekte opfølgning. Karl XII forekommer stadig gådefuld og svært begribelig også efter Magnus Västerbros belysning, men samtidige svenskeres oplevelse af kongen, hans kongedømme og hans samtid kaster alligevel et langt mere detaljeret og skarpt lys på sagen.
Magnus Västerbro lægger ikke skjul på, at han har sympati for den jævne svensker. Han er selv efterkommer efter jordløse og fattige svenskere. Han fortæller, at havde han levet i begyndelsen af 1700-tallet, havde han nok været en daglejers søn, som enten var død af pest, var sultet ihjel eller sendt ud i krigen og død af difteri under en march i Polen.
Kun en lille brøkdel af de mange tusinder unge mænd, som, for det meste ufrivilligt, sendtes ud i Karl XII’s krige, vendte hjem i levende live. Udsigterne hertil fik mange af dem, der stod til at blive klædt i kongens klæder, til at begå desperate handlinger som at beskadige sig selv ved at afhugge fingre, tæer og hænder eller ligefrem til at begå selvmord. Det sidste var også den eneste udvej, som mange af de efterladte kvinder kunne se.
Parallelt med de mange dybt rørende og interessante skæbner blandt de almindelige dødelige, følger vi også livet og overvejelserne i samfundets top. Magnus Västerberg lykkes her med at formidle en indsigt i, hvordan det kunne gå til, at kongen, selv i den periode, hvor han i praksis var i fangenskab i det osmanniske rige, tusinder af kilometer og mange måneders forsinkelse af kommunikation borte, kunne bevare et jerngreb om rigets styre. Magtfulde mænd og kvinder med klare interesser og klart indblik i de katastrofale konsekvenser af kongens politik magtede ikke for alvor at gribe ind. Indledningsvis var det denne læser ubegribeligt, men efterhånden som fremstillingen udvikles, fremstår 1700-tallets begyndelse mere og mere nærværende: Den altomfattende propaganda, ideologi og undertrykkelse gjorde det muligt.
Det lykkes virkelig Magnus Västerbro at bringe både Karl XII’s ekstreme enevælde og 1700-tallets hårde liv med mørke, smuds, sygdom, sult, kulde og fugt, men også kærlighed og ukuelighed så tæt på, at man både kan se, høre og lugte det.
[Historie-online.dk, den 10. november 2021]
