Tyrannisk, men uundværlig
Af Poul Porskær Poulsen, Vejle Stadsarkiv
”Der er i vor Tidsalders Liv noget, der minder om den snurrende Telefonklokkes irriterende Kalden, og noget, der bærer samme Præg som Iltogets larmende Hulken og Stønnen, og Hjulenes raslende Omdrejninger. Aldrig er der Ro; hvert Øjeblik drives vi til at springe op ved den snærrende Kalden af Livets forskellige Krav til os; vi give os ikke Tid til videre Eftertanke, lige saa lidt som man nu sender Bud eller Besked i et Brev; det gaar alt for langsomt; Afgørelsen maa ske straks – pr. Telefon.”
Navneordene er med stort og sætningskonstruktionen noget altmodisch – men ellers kan man genkende et af nutidens kendetegn: Telefonens diktatoriske påvirkning af vores hverdag. Nu er det mobil, så man kan forstyrres alle vegne; man er altid på – men sådan oplevedes det altså også af en hel del danskere for lidt over 100 år siden. Den gang var telefonen relativt ny, og der var ikke så mange brugere, men altså nok til at videnskabsjournalisten George Lütken kunne komme med ovenstående hjertesuk i 1897.
I 1881 var den første offentlige danske telefoncentral åbnet i Ll. Kongensgade 22 i København. Det var Bell-Selskabet, der herfra skulle betjene i alt 22 abonnenter. Og naturligvis også skaffe flere kunder i butikken. Da Tietgen i august 1882 overtog selskabet og oprettede KTS, var antallet af abonnenter nået over de 400. Tietgen kunne se mulighederne i det nye kommunikationsmiddel for erhvervslivet, selvom telegrafen fortsat var totalt dominerende, men han fik aldrig selv en telefon i privaten. Også i provinsen begyndte man efterhånden at oprettede telefonselskaber, men udviklingen gik lidt langsommere end i København, hvor den nu heller ikke gik fantastisk hurtig. Telefonkiosker hjalp naturligvis, men antallet af abonnenter steg kun behersket. I 1899 var der godt 8000 abonnenter i København, og heraf var i øvrigt 122 – eller 1½% - kvinder. Ved slutningen af denne bogs periode – indgangen til 1920’erne var der i alt 220.000 abonnenter i Danmark, der betjentes af et hav af telefonistinder – en ny stillingsbetegnelse, som i begyndelsen kun bestod af ugifte kvinder fra bedre familier. Man ville nemlig ikke rigtig betale mere end ’nålepenge’ for deres arbejde, så det måtte være piger fra familier, der kunne underholde dem, indtil de blev gift. Omkring 1920 resulterede en flere ugers strejke i, at kravet om at det kun var ugifte kvinder, der kunne sørge for, at de rigtige numre blev aktiveret, så der rigtige mennesker kom til at tale med hinanden, blev opgivet. Lønnen blev også bedre. Telefonistindernes historie er i sig selv interessant og berettes her indgående, bl.a. gennem en rigtig god erindring om tiden som telefonistinde og om den begyndende organisering og arbejdskamp på dette område.
”Tyrannisk men uundværlig” er en både spændende og flot udgivelse fra Post & Telemuseum, der sætter fokus på et stykke teknologihistorie, som ellers kun sporadisk har været behandlet. Men nu er der i hvert fald en god reference til at gå i gang med historien rundt omkring i landets byer, hvor telefonens udvikling jo også kan følges. Men det er ikke teknologien som sådan, Birgitte Wistoft fokuserer på. Det, som hun har sat sig for at undersøge, er holdningen til telefonen, hvem der fik telefon tidligst og hvorfor. Og i videre forstand også hvem der absolut ikke ville have telefonen inden for sine døre. Her var det specielt den kulturelle overklasse, der ydede modstand mod telefonens ”tyranni”. Miljøet var i høj grad bygget op om visitterne og samtalerne, og her mente man telefonen ville virke direkte modproduktive. Det var jo nok heller ikke helt forkert, men der var i hvert fald efterhånden en hel del mennesker, der kunne se fordelen af at have en telefon stående, så man kunne komme i kontakt med omverdenen – hvad end man nu blot skulle sludre med en veninde, bestille varer hos grønthandleren eller bede manden skynde sig hjem fra arbejde. For hurtigt blev telefonen knyttet til kvinderne – opfattelsen af at de ledigt gående kvinder brugte dagene på at sladre i telefonen blev hurtigt gængs visdom. Og i de satiriske blade blev der gengivet adskillige tegninger, hvor netop telefon og kvinden var knyttet sammen. Det giver bogen en masse eksempler på; og dermed er vi også ved billedmaterialet i bogen. Og det er meget flot: Både fotografierne af telefoner, personer osv., men især de mange tegninger ikke mindst fra satire- og vittighedsbladene. Det flotte illustrationsmateriale gør den store bogen rigtig lækker at blade igennem, og den letflydende tekst gør, at man også hurtigt fanges ind af dette fænomen, som vi endnu har glæde (og det modsatte) af.
Kildematerialet er naturligvis telefonbøgerne, der giver gode muligheder for kvantitative undersøgelser over hvem og hvornår – samt avisernes og bladenes skriverier om det nye fænomen. Også skønlitteraturen er inddraget, og man har på fornemmelsen, at Birgitte Wistoft har været igennem tidens litteratur og har fuld oversigt over, så snart telefonen er nævnt eller indgår i handlingen.
Til lykke til Birgitte Wistoft og Post & Tele Museum med en flot udgivelse, der bør få en stor udbredelse. For den opfylder egentlig ønsket om på den ene side at få en masse nyt at vide, som sætte vores egen tid i perspektiv, og på den anden side er det ganske underholdende. Og det gør jo heller ikke noget.
