Menu
Forrige artikel

U20. Ubåden der ændrede historiens gang

Kategori: Bøger
Visninger: 5495

 

Af Kresten Søe

Krupp og Rudolf Diesel revolutionerede ubådskrigsførelsen

Den tyske flådes skaber Admiral von Tirpitz var skeptisk over for ubådens reelle værdi i søkrigsførelsen. I 1908 havde Højsøflåden således kun en enkelt ubåd, mens Frankrig besad 99.

Den manglende interesse fra von Tirpitz fik Fried. Krupp AG til at bygge en forsøgs ubåd for egen regning, som medførte en ordre på tre stk. til Rusland.
Udlandets interesse overbeviste endelig von Tirpitz, og den første tyske ubåd U 1 på 347 tons hejste kommando i december 1906. Krupps konstruktion var et teknisk mesterværk, som allerede under en flådeøvelse foråret efter imponerede selveste Kejser Wilhelm II med sit potentiale.

Men selv om Krupps nye ubåde i årene derefter udviste støt forbedring, så forblev den store udfordring fremdrivningen. Denne var på grund af brandfaren en kombination af petroleumsmotorer til overfladesejlads og opladning af batterier til undervandssejlads. Men petroleum var langtfra energiøkonomisk og røbede dertil ubådene på overfladen med både røg og støj, ligesom reversering ikke kunne etableres.

MAN (Maschinenfabrik Augsburg-Nürnberg) løste problemerne med en videreudvikling af Rudolf Diesels nye motor, da Tirpitz sidst i 1908 bestilte den første nye ubådsmotor til den tyske flåde. Hans krav var tårnhøje, men MAN overgik dem alle med en fremragende driftsikker konstruktion, som med et slag forældede alle andre ubåde på samme måde, som HMS Dreadnought forældede tidligere slagskibe 1906.

Den Kejserlige flåde bestilte straks 4x2 stk. MAN diesel til en ny ubådsserie på fire med betegnelsen U19-U22. Alle disse både - hvoraf U 20 lægger navn til den bog - var kampklare ved krigsudbruddet 1914.

U 20 i kamp under to kommandører

U 20s første chef Otto Dröscher var lille af statur med sine 162 cm, men til gengæld en stor kriger og populær chef, der forstod at smede sin besætning sammen. Han brugte et år på at uddanne sine folk og lære ubåden at kende. Allerede september 1914 kom U 20 i kamp, da Dröscher uden held forsøgte at opdrive en troppekonvoj, Hans tilstedeværelse i Kanalområdet vakte dog alligevel så megen furore, at han valgte at returnere nord om Skotland. Noget af et vovestykke med hårdt vejr og navigation efter et skoleatlas. Men vovestykket beviste udover MAN dieselmotorens pålidelighed de nye tyske ubådes potentiale i oceankrigsførelse.
Dröscher måtte dog allerede inden årets udgang bytte kommando med Walther Schwieger. Dröscher underviste derefter på ubådsskolen, inden han 1916 fik kommandoen over den nye U 78, hvor han på flere togter sænkede 21 skibe. Herefter blev han i slutningen af krigen betroet en ny stor minekrydser ubåd U 117, der skulle indlede ubådskrigen mod USA. Dröscher var i mellemtiden blevet gift, og det første barn Hildegard fødtes kun godt 14 dage, før den nybagte fader stod til søs 1. juli 1918. (Hildegard vender Knud Jakobsen tilbage til senere i sin bog). Dröschers amerikatogt var en begivenhedsrig succes, hvor U 117 sænkede 24 skibe.
Otto Dröscher overlevede krigen og blev dekoreret med blandt andet Hohenzoller-ordenens ridderkors.

Walter Schwieger - en jovial chef, der indførte skibshunde i ubådsflåden

Walter Schwieger kom som de fleste af flådens officerer fra en borgerlig familie. I modsætning til Dröschers kommando har Knud Jakobsen opsporet en del om Schwiegers funktion og optræden om bord på U 20 - fx en primitiv men festlig juleaften på bunden af havet med koncert fra violin, mandolin og harmonika, forsyning med frisk fisk fra franske fiskere i Biscayen og ikke mindst tilknytning af skibshunde, hvor Schwiegers egen blev suppleret af gravhunden Maria, der blev bjerget efter sænkning af en fransk bark. 

I modsætning til Tyskland og Frankrig nærede de to hunde langt fra fjendskab. Tværtimod nedkom Maria med fire hvalpe under togtet, hvor U 20 således endte med hele seks skibshunde om bord.

Walter Schwieger beskrives af sine underordnede som en både dygtig, jovial og populær chef, der var meget afholdt af sin besætning.

RMS Lusitania, hvor Schwiegers torpedotræffer kostede 1198 civile livet. Schwieger, som ses i øverste højre hjørne, brød dog ingen af krigens love, idet Lusitania både var officielt betegnet som hjælpekrydser og fragtede krigsmateriel og sprængstop. (fotos Wikipedia org.)

Tredje togt og sænkningen af RMS Lusitania

Schwiegers tredje togt med U 20 gik til det Keltiske hav syd for Irland i april 1915. Her bragte en tilsyneladende tilfældig kursændring fra et af tidens legendariske store passagerskibe den over 30.000 tons store Cunarliner RMS Lusitania på skudhold. Schwieger affyrede en torpedo som kort efter traf Lusitania i forskibet. Eksplosionen var usædvanlig voldsom og blev ganske kort efter efterfulgt af endnu en. Det store skib blev revet op og sank på kun 18 minutter. Lusitania tog ikke mindre end 1198 heraf 128 neutrale amerikanere med sig i dybet. Kun 764 blev reddet, og blandt de omkomne var mange børn.

Trods advarsler via tyske annoncer i ikke mindre end 50 amerikanske aviser inden afsejlingen fra New York havde de mange amerikanere alligevel valgt skibet. De mange omkomne vendte folkestemningen i USA mod Tyskland og blev en medvirkende årsag til, at landet gik ind i krigen to år senere.
Begivenheden var i den grad en gave for den engelske propaganda, som kørte på fuld udblæsning med Schwieger som babymorder og krigsforbryder med sit overfald på et uskyldigt civilt passagerskib.

Sandheden fremstår dog i bogen en del mere nuanceret.

Ikke bare var Lusitania i alle tilgængelige tyske oplysninger opført som hjælpekrydser - altså et krigsskib. Derudover medførte Cunard-lineren yderligere en stor last af ammunition suppleret af en endnu større mængde sprængstof, som af admiralitetet blev anført som ”blandet gods”.

Stort set hele lasten var således krigsmateriel og kontrabande. I forskibet, netop hvor torpedoen ramte, lå foruden 51 tons granater tonsvis af ustabilt sprængstof i form af skydebomuld. Yderligere medbragte Lusitania her 90 tons ”mejeriprodukter” adresseret til Royal Navys testcenter!? Hvordan man her skulle bruge sådanne mængder, som man endog ikke engang ulejligede sig med at nedkøle, står i det uvisse.

Men mon ikke del af lasten også bestod af betydeligt mere dødbringende effekter end fordærvet ost og smør? Kort sagt sejlede Lusitania i al hemmelighed under dække af et uskyldigt passagerskib proppet med sprængstof. Dertil var skibet oven i købet uden beskyttelse og med en skandaløst ukyndig besætning, der hverken afholdt redningsøvelser eller magtede at hjælpe passagerne korrekt i redningsveste.

Schwieger overlevede dog kun sine mange ofre på Lusitania med godt to år. I november 1916 strandede han ved Vrist på den jyske Vestkyst. U 20 sad uhjælpeligt fast og måtte trods hjælp fra tililende tyske krigsskibe sprænges. Schwieger og det meste af besætningen inkl. tre skibshunde overtog herefter en nybygget ubåd U 88, der 5. september 1917 forliste med alle mand og hunde i et minefelt i Nordsøen.
Herved slap Schweiger, der helt og holdent havde overholdt krigens love, måske for en krigsforbryderdom.

U 20, Vestkysten og Sea War Museum Jutland i Thyborøn

I dag kan flere effekter fra U 20 beses på Sea War Museum Jutland - herunder en 88 mm dækskanon, ubådens tårn og dens ene skrue. Selve vraget blev delvist bortsprængt men befinder sig stadig på strandingsstedet med delvist intakte MAN dieselmotorer, som måske en gang kan bjærges til museet.

Gert Norman, som er museumsdirektør og gennem flere årtier bl.a. som dykker har været aktiv i bjergningen, fik her ved en ceremoni i september 2021 overdraget ejerskabet til vraget på museets vegne. Norman har med sit engagement gjort en særdeles omfattende marinearkæologisk indsats omkring de mange vrag i Nordsøen, som også indgår i bogen og i høj grad har været med til at knytte både Schwieger og U 20 til Vestkystens historie.

Dermed ville hele denne historie være afsluttet, hvis ikke Knud Jakobsen under sin grundige research havde lavet et ikke mindre end fantastisk journalistisk scoop.

I ceremonien 2021 med overdragelse af vraget på havbunden deltog nemlig også Dröschers nu 103årige datter Hildegard, som stadig er åndsfrisk og trods alderen havde overstået rejsen fra Tyskland på bedste vis. Hildegård kunne bidrage til bogen med erindringer om fx sin fars omhyggelighed med sin frisure og barndomserindringer om familien og dertil - ikke mindst - en lang række fine fotos fra familiealbummet af bl.a. Otto Dröscher ombord på sine ubåde sammen med sit mandskab.

Vraget af U 20 på stranden ved Vrist 1916 (foto: Det kgl. Bibliotek)

Afrunding, målgruppe og konklusion

Bogen er endnu en flot velresearchet udgivelse i Knud Jakobsens forfatterskab om Første Verdenskrig og Vestkysten, hvor forfatterens tæft for at forene god journalistik og seriøs grundig og ofte ny forskning kommer til sin ret i form af endnu et spændende værk med udgangspunkt i den jyske vestkyst.
Bogen kan varmt anbefales til både periodelæsere og alment historisk interesserede.

Yderligere tilføjes værket værdi via et enestående vidnesbyrd af Dröschers 103årig datter, som også har bidraget med sine mange fotos fra familien med faderen i krig og fred. I det hele taget tæller bogens øvrige gennemillustrerede layout med nye ukendte samtidsfotos meget på plussiden.

Hertil kommer en fængende fremstilling og den grundige forskning, der her som i det øvrige forfatterskab medvirker til at give et mere afbalanceret indtryk af myterne omkring den tyske ubådskrigsførelse kontra den allierede blokade og dens udsultning af den tyske civilbefolkning under Første Verdenskrig. Til sammenligning skal her anføres, at underernæring og sult medførte, at omkring 700.000 tyskere under krigen døde og børnedødeligheden steg med 50 procent.

Konklusion: Flot, fængende og vedkommende historieskrivning med udgangspunkt i det stadig eksisterende vrag af U 20 ved Vrist ved Thyborøn på den jyske vestkyst.

[Historie-online.dk, den 5. januar 2022]

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Begivenheder under krigen i 1864
Danmark i krig
Den danske flåde 1850-1943