Ud af ruinerne
Det er navnet på det nu nedlagte DDR’s nationalsang. Hyldesten til det, der opstod ud af et totalt ødelagt lands ruiner i 1945. Efter den anden europæiske storkrig inden for blot 31 år. Krige der afslørede, hvor forfærdeligt det kan gå, når voldsdiktaturet sidder på magten. Man kunne dengang med fuld ret spørge, om man overhovedet kunne komme ud af alt dette. Kunne man atter give menneskene troen på, at fred og forsoning var eneste mulighed? Svaret på dette kan man læse i historikeren Morten Møllers fremragende og særdeles velskrevne bog ”Ud af ruinerne – Vejen mod et forenet Europa”, der netop er udkommet.
Af Erik Ingemann Sørensen
Ruiner, menneskelig opløsning, stank, nød, fattigdom og død er nogle af de ord, der kan karakterisere Europa 1945. Værst stod det til i Tyskland, der gennem krigen var blevet sønderbombet nat og dag. Men ordene dækker også situationen i adskillige andre europæiske lande. Kunne man komme videre som civilisation? Statskonflikter, borgerkrige, etniske udrensninger. Krig som et gennemgående fænomen i Europa var vel status. Og alligevel.
”Tiden efter 1945 blev imidlertid et brud med denne tendens. Afslutningen på Anden Verdenskrig kom til at markere en usædvanlig skillelinje i europæisk historie – den lange fred er årene efter krigen og frem til i dag blevet kaldt.” (s.10). Og det er netop sådan, det – stik mod al nervøsitet – er gået. Tilhørende den såkaldte boomer-generation eller ”de store årgange” der kom til verden lige efter krigen, har vi oplevet dette. Der har været rystelser undervejs, men de har fundet sted inden for rigsgrænserne. Ungarn og Jugoslavien som de mest markante. I skrivende stund er det krigen i Ukraine, der ryster os. En krig der – jævnfør Morten Møller – fordrer ”en øget bevidsthed om baggrunden for det øvrige Europas lange vej mod fred.” (s.11).
Bogens sigte
”Denne bog undersøger idéen bag det moderne Europa, og bogens tese er simpel: Det var grundlæggelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab – fundamentet for nutidens EU – der blev en afgørende forudsætning for vesteuropæisk fred og stabilitet i årene efter Anden Verdenskrig, og etableringen af dette fællesskab markerede kulmininationen på årtiers tanker og visioner om et forenet kontinent.” (s.11).
Som situationen tegner sig i dag, finder Morten Møller, det er vigtigt at søge tilbage til udgangspunktet og så kaste et blik på, hvordan det er gået sidenhen. Frem til tidspunktet da daværende statsminister Anders Fogh Rasmusen ”optimistisk” annoncerede, at ”et nyt Europa er født”. Her må man indskyde, at det er lidt af en opgave, forfatteren påtager sig – en opgave, hvor læserne kan blive særdeles udfordret. Men, når det lykkes så fornemt, som læsningen skrider fremad, så skyldes det ikke alene Morten Møllers kolossale overblik. Han skriver i et yderst læsevenligt sprog – til tider helt boblende – der gør, at man fastholdes undervejs, når han konkluderende på Stefan Zweig’s bog ”Verden af i går”, der udkom posthumt i 1942, skriver: ”Europa som vulkan. Europa som udbrud”. To nominalsætninger. Herligt. Og lidt senere: ”Krig som dynamik. Krig som afklaring. Krig som udvikling”. Sådanne små sproglige finesser øger – for mig at se – læselysten.
Og krigen kom. Udløst af mordet på den østrigske tronfølger Franz Ferdinand (ikke Frans!) og hans hustru i Sarajevo den 28. juni 1914. Morten Møller konstaterer: ”Det blev en krig, der indledte en uhørt blodig periode i kontinentets historie.” (s.27).
To citater nagler krigen. Det første af Erling Bjøl: ”Den generation, der udløste Første Verdenskrig i 1914, havde ikke oplevet krig og vidste derfor ikke, hvad den ville indebære...” (s.29). Og så østrigeren Joseph Roth. Hans fortælling om, hvad han oplevede i Galicien, rummer alt, der findes af krigens gru: ”Bag de blinde gik de enarmede, og bag dem de uden arme, og bag de armløse, de, der var ramt i hovedet… Der stod de invalide, hvis hele ansigt var et gabende rødt hul, viklet ind i hvid bandage, med rødlige, sårede folder i stedet for ører. Der stod klumperne af kød og blod, soldater uden lemmer, torsoer i uniform… Bag bilen gik de, der var blevet sindssyge. De havde stadig alt, øjne, næse og ører, ben og arme, kun forstanden havde forladt dem, de vidste ikke, hvorfor de var blevet ført herhen, de så ud som brødre, de oplevede alle den store tilintetgørende intethed.” (s.29)
Morten Møller konstaterer: ”Krigen dræber, ungdommen dør, nationalismen overlever. Hvor stiller det Europas fremtid?”
Mere er det sådan set ikke nødvendigt at fortælle om krig.
Østrigeren Egger-Lienz maleri: ”Soldaten”. Billedet er ikke fra bogen. (HPN-billeder)
Der kommer lidt malurt i bægeret nu. For denne østrigske forfatter kendte jeg ikke. Men der er en henvisning. Dér finder jeg ham nu ikke. Så er der litteraturlisten, der i øvrigt er fin. Dér findes han heller ikke. Det er ikke heldigt. Og noterne er lidt forvirrende. Det er opremsning af forfatternavn, udgivelsesår, sidetal. Så må man slå op i litteraturlisten for at finde ud af det. Noterne i lille sats der gør det yderligere svært at overskue. Anmelderen har det i alle fald ikke godt med denne måde at søge på.
Den unge europæer
Det er i dette helvede, den unge franskmand Jean Monnet (1888-1979) dukker op. Han undrede sig over, at der manglede koordinering mellem Frankrig og England. For ham var krig et spørgsmål om ressourcer. Den franske regering bakkede op, Monnet blev sendt til England, og kort tid efter samarbejdede de to lande om skibstransporter med forsyninger. Da også Italien og USA kom ind i krigen, blev samarbejdet udvidet med The Allied Maritime Transport Executive. For Monnet betød det, at han var ”blevet klogere på mellemstatslig organisering og stærkt overbevist om det tværnationale samarbejdes potentialer i en urolig, men også mere og mere sammenvævet verden.” (s.32).
Han oplevede, hvordan man med Versaillesfreden lagde kimen til en ny krig. Økonomen Keynes rystede på hovedet over, at man ville knække ryggen på den tyske kul- og stålproduktion, som Tyskland i realiteten byggede sin eksistens på. Og da ”Ferdinand Foch læste traktatteksten, da den lå færdig i 1919, rystede (han) på hovedet og udbrød: ”Dette er ikke fred. Det er 20 års våbenhvile”.” (s.41). Det rystende er jo, at han fik ret. Jean Monnet var med i den franske delegation under fredsforhandlingerne. Han var nu både kendt og respekteret ”i de øverste politiske cirkler i både Paris, London og Washington”. Så i en alder af kun 31 bliver han udnævnt til vicegeneralsekretær i den nye organisation Folkeforbundet. Det var i disse år, han pegede på mulighederne for at bygge Europa op igen: et økonomisk genrejsningsprogram byggende på amerikansk kapital – det mindede meget om det såkaldte Marshallprogram, der var en af hjørnestenene i genopbygningen af Europa efter Anden Verdenskrig. Men USA fandt, at europæerne måtte løse deres egne problemer selv.
Den korte fred
Fotografi fra Platz der Republik i Berlin 1927. Det var gigoloernes paradis, hvor både penge og narkotika flød frit blandt champagneglas, borgerskabets dekadence og jazzmusik. Kun ni år efter Første Verdenskrig sluttede. Fotografiet er ikke fra bogen. (Fin artikel i Mail Online. 7. januar, 2023: ”Berlin before the Nazis”).
Gennem 20’erne kom en række traktater, der skulle understrege, at man forsøgte at ”stabilisere Europa i kølvandet på de geografiske og politiske forandringer, som såvel Versaillestraktaten som borgerlige og socialistiske revolutioner i flere europæiske lande havde afstedkommet.” (s.51). Rapalloaftalen i 1922, Locornoaftalen fra 1925 og Briand-Kellog-pagten fra 1928. Sidstnævnte blev underskrevet af 50 stater. Blandt disse var både Tyskland, Frankrig og Storbritannien, der derved vedstod, at man fremover ville løse konflikter med ikkevoldelige midler. 11 år senere brød Hitlertyskland traktaten og startede dermed en ny verdenskrig. Idealerne blev knust under larvefødder og dødningehoveder.
Den midaldrende europæer
Nu stod Jean Monnet i selvsamme situation som under Første Verdenskrig. Da Frankrig og England erklærede krig mod Tyskland i september 1939, opfordrede Monnet endnu engang de to lande til at genoptage krigssamarbejdet. Og der kom et nyt perspektiv ind: ”Han så det som en mulig begyndelse på en tættere vesteuropæisk integration.” (s.66). Under denne krig, som Morten Møller giver et fint overblik over, opstår en række nye håb og tanker: ”Mens de europæiske lande var udmattet af konflikt, ja voksede i små lommer af Europa en følelse, som i koncentreret form lød således: Den europæiske borgerkrig, vi nu i mere end 30 år har gennemlevet, har vist os ,at et overdrevent fokus på nationer, nationalstater, nationalfølelse, nationalisme har indtaget en usund rolle i den europæiske udvikling og skabt blodige konflikter mellem Europas folkeslag. Det er tid til at prøve en anden vej.” (s.97).
Den 8. maj 1945 sluttede Anden Verdenskrig i Europa, da tyskerne i Berlin underskrev den totale, betingelsesløse kapitulation. Den danske journalist Jacob Kronika opholdt sig i Berlin. Den dag skrev han i sin dagbog: Krig! dit navn er tilintetgørelse, voldtægt, plyndring, mord, selvmord, lovløshed. De seneste oplevelser i undergangens Berlin har leveret os den mest gruopvækkende bekræftelse af denne frygtelige sandhed.” (s.99).
I 1950 var der igen silkestrømper, dans og morskab i det Berlin, Jacob Kronika beskrev. Billedet er ikke fra bogen. (HPN-foto).
Man kunne jo stille spørgsmålet: Ville det overhovedet være muligt for Europa at komme på fode igen? Var man denne gang havnet i så megen elendighed, at den vesterlandske kultur flere steder syntes at gå i total opløsning? Man kunne også stille et andet spørgsmål: Hvilken vej skal vi gå for at få vores Europa på fode igen? Man kan ikke umiddelbart sammenligne de to situationer: Den i 1918 og den i 1945. Efter endnu en meget grundig og vidende gennemgang af de første efterkrigsår, retsopgøret i Tyskland og de frygtelige tyske skæbner i Polen og Tjekkoslovakiet efter Tysklands nederlag, tager forfatteren fat på Monnets hovedansvar for genrejsningen af det franske samfund, der stod over for enorme genopbygningsproblemer. Monnet blev chef for en ny enhed Generalkommissariatet for Planlægning. Der var nok at tage fat på. Frankrig holdt grundigt øje med Tyskland. Franskmændene mente, at det lå dybt indlejret hos tyskerne, at man skulle stræbe efter at være den dominerende i Europa. Men Frankrig var ikke længere den samme magtfaktor som før krigen. Derfor måtte franskmændene spørge sig selv, hvilken rolle man ønskede at spille.
Morten Møller stiller en række spørgsmål til begrebet den kolde krig. Han nævner flere årstal, hvor den kunne være begyndt. Det er gode afsæt, men måske skulle forfatteren også have kigget på Winston Churchills nervøsitet for russerne eller rettere for Stalin. Allerede i april 1945 understreger han, at man ganske enkelt ikke kan stole på Sovjetunionen. Et eksempel på dette er hans nervøsitet for, at Den røde hær skulle nå frem til Danmark og besætte landet. Han var overbevist om, at de så aldrig ville give slip igen, hvorefter adgangen til Østersøen ville blive yderst problematisk.
Frankrig fik kort tid efter befrielsen i 1944 omfattende støtte fra den amerikanske Låne og lejelov som Monnet allerede i 1940 havde været med til at få gennemført. Nu var han overbevist om, at Frankrig havde et stort behov for både kul- og stålproduktion. Men han var godt klar over at Frankrig ikke havde kul nok, og at man ville være meget afhængig af kul og koksleverancer fra Ruhr distriktet. Det var ikke så lidt af en udfordring efter to verdenskrige, hvor Tyskland havde været hovedfjenden. Morten Møller skriver: ”Forholdet til Tyskland (lå) som en tung dyne over det franske samfund, og med krigsnederlaget solidt plantet i baghovedet på mange franskmænd forblev en løsning på nabostatens rolle i efterkrigstidens Europa af den allerstørste betydning for enhver fransk regering uanset partifarve.” (s.140).
En ny verdensorden
Man ønskede virkelig, at Europa igen kom til kræfter. Man kunne jo frygte, at social nød og elendighed endnu en gang kunne resultere i sammenbrud, hvor radikale kræfter kunne hente opbakning, hvad enten det nu var kommunister eller nationalister. I 1942 så en helt ny organisation i dagens lys: De Forenede Nationer. Den blev dog officielt grundlagt I San Francisco i juni 1945. Belært er de dårlige erfaringer med folkeforbundet sørgede man for, at FN blev mere slagkraftigt. På papiret. Der var endnu lang vej forude.
Det var på en måde nervøsiteten for kommunisternes intentioner, der er fik USA på banen med et helt nyt økonomisk initiativ: Marshallhjælpen hvis officielle navn var Det Europæiske Genopbygningsprogram. Ideen bag var, at man på denne måde økonomisk kunne svække opbakningen til kommunisterne. Inden for en kort årrække kom der hjælp fra USA, hvad der i dag ville svare til to billioner kroner som hjælp til selvhjælp. I dag mener de fleste økonomer at denne støtte ”på afgørende vis bidrog til at bringe de vesteuropæiske samfund på fode igen.” (s.172). Endnu engang må Morten Møller roses for at formidle på så god en måde, at man får et fint overblik over de i mange situationer, der kendetegner perioden.
Der var dog stadig problemer I Frankrig, hvor ”Den ene svage regering afløste den anden, og fra 1945 til 1959 havde Frankrig i alt 26 forskellige regeringskonstellationer med en gennemsnitlig levetid på godt 6 måneder…” (s.176). Endnu engang kommer Monnet med et udspil denne gang til den franske udenrigsminister Georges Bidault, ”idet han fortalte, at USA’s hjælp til Tyskland gjorde tysk industris, og i særlig grad nogle nøgleområdet Ruhrs, fremtid til et af de afgørende økonomiske og sikkerhedspolitiske spørgsmål for Frankrig.” (s.177). I 1948 måtte den franske regering træde tilbage, da et flertal mente, at man var alt for blødsøden og eftergivende over for Tyskland. Sårene efter krigen sad dybt hos mange franskmænd.
Samme år meddelte USA og Storbritannien, at man ønskede at grundlægge en vesttysk stat. Det resulterede i Berlinblokaden og den berømte luftbro. Og i maj 1949 blev Forbundsrepublikken Vesttyskland en realitet. I Frankrig var man fortsat nervøs for tysk aggression, hvilket fik udenrigsminister Robert Schuman til samme år at udtale: ” Tyskland har intet militær og vil heller ikke få det. Det er utænkeligt at det kan få adgang til at indtræde i Atlantpagten som en nation, der er i stand til at forsvare sig selv eller hjælpe med til forsvaret af andre nationer.” (s.191).
Men den kolde krig var en trussel, som man måtte tage meget alvorligt. Morten Møller skriver: ”I amerikansk optik ville det kun være ønskeligt, hvis Marshallhjælpen kunne understøtte udviklingen af et vesteuropæisk fællesmarked baseret på en fælles valuta…” (s.196 f.).
Det var angsten for den kolde krig der spillede en afgørende faktor for den europæiske udvikling. Morten Møller citerer den hollandske journalist og forfatter Geert Maks bemærkning: ” Stalin kan uden tvivl betragtes som en af grundlæggerne af et forenet Europa”. (s.202). Over for dette kan man stille et citat af Jean Monnet: ” Europa har aldrig eksisteret. Det må skabes fra bunden.” Da han kom hjem fra vandreture I Schweiz, mente han at have fundet en ny vej. Han havde stillet sig selv spørgsmålet, om det var værd at opretholde ubetinget og ubegrænset national suverænitet, hvis prisen fortsat ville være krig og konflikt. Hans to oplevelser af altødelæggende verdenskrige havde udmøntet sig i et klart nej. Vejen frem skulle være en kul- og stålunion.
Også her levere Morten Møller en fin gennemgang af de mange problemer, der knyttede sig til denne tanke. Det kan være svært at skabe sig et overblik, men det får man virkelig her. Den 9. maj svarer den vesttyske forbundskansler Konrad Adenauer positivt. Og i maj 1950 mødtes Adenauer og Monnet. Begge havde to verdenskrige med i bagagen, og begge ønskede brændende en fredelig sameksistens. Dog var der endnu en lang række problemer, der skulle overvindes. I det franske udenrigsministerium sad der magtfulde mænd, der satte hælene i. Også her måtte der kæmpes. Og pludselig kom Korea-krigen på tværs. USA var bange for, hvad Østtyskland kunne finde på efter ordre fra Stalin. Endnu engang kompliceres det hele, og som læser må man holde tungen lige i munden, men takket være Morten Møllers overblik lykkes det heldigvis. Forfatteren peger selv på problematikken: ” Når man studerer det moderne Europas fødsel i denne skæbnestund, slår det én, hvor mange komplikationer der kunne sætte ind undervejs, hvor mange steder det akutte kejsersnit pludselig blev aktuelt, hvor ofte frygten for en dødfødsel syntes fuldt berettiget. Men mellem lagene af økonomiske politiske og juridiske teknikaliteter og uenigheder, tittede forhandlingernes overordnede målsætning og perspektiv hele tiden frem: At lande en aftale der tilførte den krigstrætte europæer et håb. At skabe en institution der kunne medvirke til at bremse århundreders væbnede konflikter mellem konkurrerende europæiske stater.” (s.230).
Det moderne Europas fødsel
Den franske udenrigsminister Robert Schuman lagde navn til Kul- og Stålunionen, der også har navnet Schuman-deklarationen. Billedet viser ham på vej ind i parlamentet. Det er ikke fra bogen. (HPN-foto).
Endelig efter de mange års arbejde ratificeredes den af Frankrig, Nederlandene, Belgien, Luxembourg, Vesttyskland og Italien med ikrafttræden fra og med den 10. maj 1952. Det blev Jean Monnet, der var præsident for Den Høje Myndighed og leder af hovedsædet, der efter adskillige diskussioner kom til at ligge i Luxembourg. Det er i øvrigt med afsæt her, man oplever den idelige flytten rundt med EU’s parlament. I Europa-Parlamentets undersøgelse fra 2013 påvises det, at der kan spares 103 mio. EUR om året, hvis alle Parlamentets aktiviteter overføres fra Strasbourg til Bruxelles (2014-priser).
Mod slutningen af denne fine bog kommer Morten Møller med en række betragtninger over forløbet og betydningen. ”Europæisk integration blev først og fremmest en realitet, fordi siddende regeringer på tværs af stater og på tværs af partiskel opfattede det som en rationel måde at håndtere en politisk krise på. En opfattelse, må det kraftigt understreges, der både bundede i en historisk bevidsthed om fortidens politiske og civilisatoriske sammenbrud og i en erkendelse af, at den tiltagende koldkrigskonflikt nødvendiggjorde vesteuropæisk sammenhold. I den forstand var hele forspillet til skabelsen af det moderne Europa udtryk for en cementering af nationalstatens rolle som den centrale beslutningstager i efterkrigstidens Europa. Et forhold de efterfølgende 70 års dybere integration ikke grundlæggende har ændret på.” (s.236).
Der er også et særdeles vigtigt element, der skal med. Forfatteren skriver: ”Først og sidst åbenbarer den lange vej mod europæisk integration, hvad man kunne kalde fortidens realpolitiske betydning for nutiden. At fortiden ikke blot er en vag og abstrakt erfaringshorisont placeret bagest i hovedet på idémagere og beslutningstagere, men i nogle tilfælde en langt mere håndgribelig kraft af betydning for den førte politik. Ikke som en enkeltstående forklaringsfaktor frakoblet økonomiske og statslige særinteresser, men som et relevant element i forståelsen af de politiske beslutninger der bliver truffet og de konkrete kompromiser der bliver indgået.” (s.239 f.)
For Jean Monnet var det en drøm, der gik i opfyldelse. Hvor lidelser og ruin blev til frugtbart samarbejde. Morten Møller skriver: ”Kan man overhovedet komme i tanke om nogen anden begivenhed hvor en selvlært bureaukrat fra magtens anden eller tredje hylde har tilkæmpet sig en sådan betydning, tiltrukket sig en sådan opmærksomhed og opnået en til tider nærmest svulstig hyldest af sin indsats? (s. 247). Og så er han sandelig portrætteret på et tysk frimærke!
Den politiker, der bar projektet igennem de afgørende forhandlinger og som lagde navn til traktaten, Robert Schuman, er dog nået endnu længere. Den nuværende pave Franciscus har sat en proces i gang, der i den sidste ende skal ende med, at Robert Schuman bliver helgenkåret. Hvem havde lige set den komme? Sct. Robert – Sct. Schuman.
Afsluttende skriver Morten Møller: ”Skal vi tror på en fremtid for vores børn og børnebørn i det nye Europa, der vokser frem, er det afgørende at Europa anskues i et historisk perspektiv. Kun i fuld bevidsthed om fortidens kriser og de komplicerede metoder, der blev anvendt til at løse dem, kan europæerne håndtere de udfordringer, der i og rundt om kontinentet tårner sig op, og som i de kommende år vil sætte Europas indbyggere på nogle af de mest omfattende prøver i mange år. Som Jean Monnet konstaterede: ”Europa vil blive skabt i kriser som summen af de løsninger, man finder på disse kriser.” (s. 251).
Jeg har nævnt det undervejs: det er en fremragende bog, Morten Møller har skrevet. EU-stof, EU-historie, økonomisk politik og sammenhænge bagud kan være tung læsning. Men. Med et beundringsværdigt overblik og en virkelig formidlende pen har forfatteren gjort det hele særdeles tilgængeligt for læseren. I 50-året for Danmarks indtræden i EF.
En fornem præstation.
[Historie-online.dk, den 11. januar 2023]
