Menu
Forrige artikel

Uden omsvøb - Et portræt af Bodil Koch.

Kategori: Bøger
Visninger: 8746

BogFeature
Uden omsvøb - Et portræt af Bodil Koch.

Dr. Phil. og seniorforsker Birgitte Possing, der har en stor produktion bag sig indenfor bl.a. kvindehistorie, har skrevet en næsten 400 sider stor monografi om teologen og socialdemokratisk kirke- og kulturminister Bodil Koch.

Bodil Koch var kirkeminister i ca. 13 år indenfor perioden 1950-1966 og kulturminister 1966-1968. Hun var gift med teologen og kirkehistorikeren Hal Koch, med hvem hun fik datteren Dorte Bennedsen, der også blev bl.a. kirkeminister i begyndelsen af 1970’erne og senere undervisningsminister.

Men Bodil Koch var meget andet end kirkeminister. Monografiens omslag er præget af et uhyre velvalgt og meget sigende billede, nemlig et billede, hvor en cigarrygende Bodil Koch gestikulerende taler til den amerikanske udenrigsminister John Foster Dulles i 1958 i forbindelse med en NATO-konference. Dulles’ ansigtsudtryk er meget sigende – han står næsten som en skoledreng, der får skæld ud af læreren – og der er næppe tvivl om, at værkets titel allerede her er velvalgt. Forfatteren bruger dette billede som indledning til monografien, der i 4 hovedkapitler skildrer den farverige Bodil Kochs mange facetter.

Udover som politiker at være medlem af folketinget fra 1947, havde Koch sammen med 8 andre kvinder allerede tidligere stiftet bevægelsen ”Folkevirke”, der bl.a. blev stiftet som en reaktion på folketingsvalget i 1943, hvor der kun blev valgt ganske få kvinder svarende til ca. 1 % af folketingets medlemmer. De 9 kvinder fandt, at der skulle flere kvinder ind i politik, og bevægelsens formål skulle være ”at bringe nyt Initiativ til de bestaaende Former for politisk Oplysningsarbejde blandt Kvinder, og herved først og fremmest at bane Vej til Kvindekredse, der hidtil har været uden politisk Interesse, for herigennem paa Folkestyrets Grund at arbejde for øget Kvinderepræsentation inden for alle offentlige Erhverv” (citat fra side 84-85). Denne tidligere kvindebevægelse fra 1944 fik stor gennemslagskraft, hvilket dokumenteres i et af monografiens hovedafsnit ”A Lady in Her Own Right”, der også omhandler Bodil Kochs valg til folketinget i 1947, hvor hun hurtigt markerede sig og også her fik stor gennemslagskraft.

Med nutidens ordvalg vil man måske karakterisere Bodil Koch som ”en skrap moster”, der går sine egne veje. Trods mangeårigt medlemskab af socialdemokratiet, var det ikke nogen selvfølge, at Bodil Koch var enig i partiets holdninger. Selv om hun var kirkeminister, hindrede det hende ikke i at have anderledes meninger og synspunkter indenfor andre områder. Specielt indenfor udenrigspolitiske emner markerede hun sig med anderledes synspunkter, som eksempelvis modstander af Vesttysklands optagelse i NATO i 1955.

Monografien giver på fremragende vis et portræt af en kompliceret, intelligent og sammensat person, der i sin samtid havde indflydelse langt ud over sit hverv som fagminister. I ægtefællen Hal Koch havde hun en åndelig intellektuel sparringspartner.

Birgitte Possings værk bygger på et solidt kildemateriale. For det første er bl.a. anvendt materiale fra Bodil Kochs eget arkiv, der findes i Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. For det andet er dette materiale suppleret med interview og beretninger med personer, der i kortere eller længere perioder var tæt på Bodil Koch. Endelig er suppleret med materiale fra aviser samt fra radio- og tv-optagelser. Dokumentationen foreligger i et omfattende noteapparat med 659 noter suppleret med omkring 125 illustrationer, primært samtidige.

Blandt den forholdsvis store mængde af monografier og biografier om forskellige politikere, skiller Birgitte Possings værk sig ud i den positive retning. Monografien er på ingen måde kedelig læsning – det skyldes både forfatteren, men naturligvis også hovedpersonens karisma. Det er et yderligere plus, at værket ikke er kronologisk opbygget fra fødsel til død, men er tematiseret via de fire hovedkapitler. Det betyder eksempelvis, at Bodil Kochs død allerede er skildret i det første kapitel – hun døde af kræft i 1972.

FAKTA

Birgitte Possing:

Uden omsvøb.
Et portræt af Bodil Koch

Udg. af Gyldendal

392 sider, ill., 349 kr.

Gyldendal

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Navne i Danmarkshistorien
Svenn Eske Kristensen - velfærdsarkitekten
Flipproletar