Vær mig nær
Af Stefan Lamhauge Hansen
Jakob Knudsen (1858-1917) er vel i dag mest kendt for den ene af sine tre salmer i salmebogen: ”Se nu stiger solen af havets skød”; men derudover er han ophavsmand til adskillige romaner, artikler, digte og fortællinger, og et langt stykke ind i det 20. århundrede var han en af de mest læste forfattere i Danmark, hvis ikke den mest læste: Frem til midten af 1950-erne nåede hans bøger et samlet oplag på 300.000 eksemplarer. Forfatterskabet fik bl.a. stor betydning for det nybrud inden for teologien i mellemkrigsårene, som herhjemme førte til dannelsen af ”Tidehverv”. Men i 1959 standsede strømmen af genoptryk brat. Det var da forfatteren Villy Sørensen skrev et skarpt og kritisk opgør i tidsskriftet Vindrosen med titlen Det forgudede traume, hvor han i store træk gjorde forfatterskabet til eet med de stejle meninger om autoritær opdragelse, selvtægt og mord mm., som det også rummer.
Det er rigtigt, at Jakob Knudsen mere end en gang har gjort sig til talsmand for at opdrage til absolut lydighed, som han selv var blevet det. Ligesom det også er rigtigt, at den skråsikkerhed på andres vegne, som Villy Sørensen og andre har peget på, dækker over en personlig splittelse hos Jakob Knudsen. Skråsikkerheden og splittelsen, der følges ad gennem hele forfatterskabet, kan læses ud af kampen mellem de rigtige meninger og en indre oprørstrang. Men når det er sagt, så er der stadig meget andet at hente i forfatterskabet, som ikke uden videre lader sig indpasse i noget program. Og det er en af flere gode grunde til at læse Henrik Wigh-Poulsens Vær mig nær.
Henrik Wigh-Poulsen, der til daglig er redaktør af Dansk Kirketidende og leder af Grundtvig-Akademiet på Vartov i København, har gennem en længere årrække beskæftiget sig med Jakob Knudsen. I 2001 kom ph.d.-afhandlingen Hjemkomsten og det åbne land, der navnlig beskriver påvirkningen fra Grundtvig og dens nedslag i Jakob Knudsens dobbelte dannelsesroman Gjæring – Afklaringfra 1902.
I den nye bog drejer det sig om Jakob Knudsens tidligste forfatterskab og omstændighederne omkring hans skilsmisse i 1893 og indgåelse af det andet ægteskab i 1896. To begivenheder, der vakte skandale ud over hele landet og kom til at betyde, at Jakob Knudsen måtte forlade højskolemiljøet og opgive håbet om igen at få stilling som præst. Henrik Wigh-Poulsen gør flittigt brug af et hidtil ukendt og værdifuldt kildemateriale, ikke mindst i form af nogle brevsamlinger, som er blevet stillet til hans rådighed af efterkommere af Jakob Knudsen og mennesker, der stod ham og hans første hustru nær. Det er gribende og indimellem oprivende læsning, der viser, hvordan Jakob Knudsens personlige erfaringer satte sig spor i og kan kaste lys over forfatterskabet. Undervejs i bogen præsenteres man for forfatterskabets hovedtemaer og historiske sammenhæng: Det kulturelle frigørelsesprojekt hos Georg Brandes og Det moderne gennembrudsforfattere, som Jakob Knudsen både var fascineret af og fortrolig med men på mange måder også tog afstand fra. Hans forsøg på at bjerge det bedste af det grundtvigske – som han var rundet af og siden forstødt fra – med over i en ny tid. Og ikke mindst de psykologiske portrætter af angstfulde og samvittighedsplagede naturer, af drømmende idealister, rodfæstede bønder og gavmilde kvinder.
I sit essay Komplekset Jakob Knudsen (optrykt i artikelsamlingen Den intellektuelle, Tabula/Fremad, 1974) skrev litteraturprofessor Aage Henriksen, at ingen dansk forfatter har skildret kvinder så klogt som Jakob Knudsen: ”Kvinderne i hans bøger står så klare, frie, åbne, for de eksisterer i en langt større sammenhæng end kærlighedsforholdet. (…) Det er denne sans for kvindeligt væsen, kvinden i alle aldre, som så levende gennemstrømmer Jakob Knudsens digtning…” (s. 79).
Her er forfatterskabets andet og til tider underbelyste spor, som altid krydser de omtalte uforsonlige meninger og idiosynkrasier, Jakob Knudsen også havde; men i Henrik Wigh-Poulsens indlevende fremstilling får dette spor lov at træde frem og komme til sin ret gennem den både kritiske og loyale skildring af Jakob Knudsens undertiden aldeles urimelige reaktioner overfor sin første hustru under skilsmissen på randen af en svunden tid.
- Mht. udenværkerne, så bogen ikke nogen stor nydelse: En ekstra korrektur havde været ønskelig, og layoutet virker nonchalant på en fortænkt måde med de bevidst udeladte indryk og citater bragt i en utydelig lysegrå tone. Omslagets røde-gule portrætfoto af Jakob Knudsen skal sikkert lede tankerne hen på forfatterens lidenskabeligt iltre og skrupuløse sind men minder nærmest om Che Guevara. Når det er sagt, så bør det nu på ingen måde afholde nogen fra at læse Vær mig nær, for det opvejes til fulde af, at den er både indsigtsfuld og velskrevet – og tilmed billig.
Og mon ikke der en dag kommer en bog fra Henrik Wigh-Poulsen, der tager livtag med det senere forfatterskab? Den er værd at vente på.
