Ved jorden at blive
Af Michael Riber Jørgensen, Museum Thy
Henning Ringgaard Lauridsen er nok bedst kendt som museumschef på Viborg Museum 1993-2014, og før det som leder af arkivet sammesteds. Bogen Folk i bevægelse (1986), baseret på hans speciale fra Aarhus Universitet, behandlede de folkelige bevægelser i Nordvestjylland ud fra et mikrohistorisk perspektiv og bidrog med ny viden om ikke mindst bevægelsernes socioøkonomiske baggrund; blandt andet fik han punkteret den udbredte myte om at Indre Mission primært fandt tilslutning i de fattigste samfundslag, mens gårdmændene overvejende var grundtvigianere.
Det er altså på ingen måde nyt for ham at beskæftige sig med den jævne vestjyske befolknings historie. Tværtimod har det været en rød tråd i hele hans historikerliv, og med denne hans nyeste bog kan ringen således siges at være sluttet. Her vender han nemlig (efter eget udsagn) tilbage til den vestjyske muld, som han selv er formet af, og forsøger at ”skildre mine formødres og forfædres liv i et bredere perspektiv” og ”forene slægtsfortællingen med fortællingen om forandringerne, der skete i de vestjyske sogne, såvel som i det øvrige Danmark” (s. 9-10) igennem de otte generationer af hans egen familie, som bogen følger. Altså igen en mikrohistorisk tilgang, hvor intentionen er at komme helt tæt på det levede liv – og så derfra kigge udad og opad.
Og lad det være sagt med det samme: Det lykkes faktisk rigtig godt, når Ringgaard Lauridsen beskriver sin slægt gennem otte generationer og hele vejen igennem skaber en fin vekselvirkning mellem den lille personlige fortælling og den store regionale, nationale og endda international ditto. Fra 4 x tipoldefaren, der blev født lige efter svenskekrigene og som fæstebonde hverken valgte sit erhverv, sin gård eller for den sags skyld sin kone selv. Over de næste slægtleds gradvise frigørelse med landboreformer og (minimal) skolegang, men samtidig kamp mod effekterne af den økonomiske krise efter Englandskrige og statsbankerot. Videre over 1800-tallets folkelige opvågnen med både religiøse og politiske vækkelser, sideløbende med en industrialisering og en teknologisk udvikling, som i den grad satte sit præg på både det fysiske og det mentale landskab – også i Vestjylland. Videre endnu over 1900-tallets første halvdel, hvor bedsteforældrenes og forældrenes generationer igennem to verdenskrige og flere omvæltninger i landbruget alligevel ”bliver ved jorden” og forsøger at tilpasse sig de nye tider efter bedste evne. Og endelig helt frem til forfatteren selv, der som den første i en lang ubrudt række af bønder bryder mønstret, tager en videregående uddannelse og dermed realiserer nogle af de drømme, som det mere end antydes, at tidligere slægtled måske også havde – betingelserne for at leve dem ud var bare ikke til stede endnu. Det skal på ingen måde læses som en kritik af eller afstandtagen fra den bondetilværelse, der har præget slægten helt frem til og med forfatterens egen opvækst, men nærmere som en konstatering af, hvor stor en rolle de ydre betingelser spiller for individets udfoldelsesmuligheder.
Og vi kommer hele vejen igennem ganske tæt på menneskene bag kilderne. I de første kapitler må beretningerne om livet på heden naturligvis have mere karakter af historisk fiktion og (højt kvalificeret) gætværk, fordi vi ikke har førstehåndskilder til hovedpersonernes egne tanker og forestillingsverden. Men efterhånden som vi kommer tættere og tættere på nutiden, suppleres de skriftlige levn mere og mere af beretninger fra familiens nulevende medlemmer og fra de afdøde medlemmer, som forfatteren selv har kendt. I de sidste 3-4 kapitler bevæger vi os over i decideret selvbiografi, og set fra et historiefagligt synspunkt er det nok her, bogen står svagest som mikrohistorisk fortælling. Det betyder dog ikke, at disse kapitler er mindre læseværdige, for det er selvfølgelig også her, vi har mulighed for at komme allertættest på og høre om både kærestesorger, engelske fåreklippere og sociale problemer i halvfjerdsernes hastigt voksende studieby Aarhus. Og meget passende slutter vi af med ovennævnte speciale om netop de vestjyder, også denne bog handler om.
Mikrohistorie er ikke i sig selv nogen ny genre, og idéen med at anskue danmarkshistorien fra vest og ikke fra Slotsholmen i København er også realiseret før. Esben Graugaard gør det på fremragende vis i sin doktordisputats om de nordvestjyske kvægbaroner, og Ringgaard Lauridsen har som nævnt selv forsøgt sig med det samme helt i starten af sin akademiske karriere. I modsætning hertil er nærværende bog dog ikke en fagfællebedømt forskningspublikation, men en populær fremstilling rettet mod et bredere publikum.
Den populære form betyder selvfølgelig ikke, at der ikke ligger en gedigen forskningsindsats bag – ud over samtaler med levende slægtninge og indsamling af familiens kollektive erindring må det også have krævet en hel del arkivstudier på den måde at kortlægge det levede liv gennem tre århundreder, specielt når det er livet tættere på samfundets bund, som jo notorisk efterlader sig færre spor, i hvert fald når man kommer langt nok tilbage. Samtidig kræver det naturligvis også et vist overblik at sætte de små historier ind i den store sammenhæng. Bogen indeholder da også for de mere fagligt interesserede bagest en oversigt over benyttede kilder og litteratur.
Netop derfor bliver denne i virkeligheden helt banale og almindelige fortælling om en familie af helt almindelige mennesker vedkommende og relevant for forståelsen af ens eget ophav. Ringgaard Lauridsens slægtsfortælling er i hvert fald utroligt nem for denne anmelder at relatere til – også de afsluttende erindringskapitler om det at være mønsterbryder. Og det bliver kun endnu nemmere, når man ved, at det samtidig er forfatterens egen personlige historie, han deler med os. Bogen kan anbefales til alle, som selv kan tælle almuefolk blandt deres aner. Og hvem af os kan ikke det?
[Historie-online.dk, den 10. december 2019]
