Veje til danskheden
Af Nils Arne Sørensen, lektor, Syddansk Universitet.
Der gemmer sig en række fine artikler i denne lille, smukt udstyrede (men ikke billige) bog. Under overskrifter som Arkæologien, Sproget, Historien, Billedkunsten, Musikken og Den folkelige Kultur er det bærende tema skildringen af, hvordan det nationale i moderne (dvs. etnisk) betydning blev det helt centrale fokus for kulturlivet og de kulturelle videnskaber i Danmark. Det tidsmæssige fokus er perioden mellem napoleonskrigene og grundloven i 1849, men der trækkes linjer både bagud og frem.
Mest markant fremstår opfattelsen i redaktør Palle O. Christiansens tre bidrag (nemlig indledning og efterskrift, samt hans artikel om den folkelige kultur). Han ser Herders nytænkning af begreberne folk og nation (herunder hans nye kulturforståelse) i slutningen af 1700-tallet som et helt afgørende brud både i forhold til oplysningens universalisme og den tidligere antikvariske interesse for fortiden og dens kultur. Med rod i Herders tankegang ”opdager” intellektuelle den folkelige kultur, og i udviklingens næste fase politiseres denne ”poetiske” nationalfølelse til politisk nationalisme, der kræver enhed mellem folk, nation og stat. Denne nye tankegang om den etniske nation slår massivt igennem og bliver altdominerende i kulturopfattelsen og i den politiske kultur, hvor ”befolkningen selv lærte sig en bestemt betragtningsmåde”, dvs. overtog og inderliggjorde denne forestillingsverden (som det hedder i indledningen hvor Christiansen næsten lyrisk skriver om, hvordan ”fædrelandet i 1800-tallet [blev] gennemvandret og i begyndelsen af 1900-tallet gennemkørt på cykel af den mest ihærdige del af landets ungdom. Ikke for at komme først i en indbyrdes konkurrence, men for gennem oplevelse og øvelse at kultivere den rette iagttagelse og den nationale fornemmelse.”). Selv om Christiansen i sit efterskrift bløder op og forsøger at distancere sig fra et konstruktivistisk synspunkt, så er det nu et sådant, at han – og bogen som helhed – forfægter, om end i mild form.
Og det gør den fint. Humanvidenskabernes grånende guld er stærkt repræsenteret blandt forfatterne, og som man forventer, skriver ikke bare Palle O. Christiansen selv, men også Jørgen Olesen og Jørn Lund godt, vidende og veloplagt om deres felt. Det gør de i udgaver, der næsten leder tanken hen mod Kristian Erslevs klassiske udtryk om ”vort slægtleds arbejde i dansk historie”, for det er langt hen resultaterne af de sidste ca. 20 års forskning, der præsenteres, og som nu fremstår som normalvidenskab. De ældre koryfæer har imidlertid godt selskab af den yngre kunsthistoriker Hans Dam Christensen, hvis spændende bidrag om kunsthistorikeren N.L. Høyen i vid udstrækning præsenterer grundforskning, og af Jens Henrik Koudal, der afdækker, hvordan musikken blev dansk. Den artikel hører til bogens bedste, ja man ønsker ligefrem, at Koudal havde haft et par sider mere til rådighed, så han også kunne have fortalt om skolesangens udvikling.
Et iøjnefaldende savn er en artikel om Litteratur. Måske mere markant er det, at Jørn Lunds artikel om Sproget tydeligt bryder bogens generelle tolkningsramme. Lunds artikel er en blanding af traditionel sproghistorie og kommentar til sprogpolitik, og det er ualmindeligt påfaldende, at han stort set intet skriver om tiden fra det sene 1700-tal og til det tidlige 1900-tal. Den periode, som Palle O. Christiansen gør til afgørende, er væk. Det er den tydeligvis, fordi Lund betragter oplysningstiden som den sidste afgørende periode for den dansk-sproglige vækkelse, hvor Holberg bliver den sprogpatriotiske helt, der ”viste det danske sprogs brugbarhed inden for så at sige alle genrer.” Det danske sprog tiltager sig således domæneherredømme en generation eller to før den Herder-inspirerede kulturnationalisme kommer til landet. Det er en indsigt, som det havde været værd at forfølge nærmere – bl.a. fordi den antyder, at det svælg mellem oplysning og romantik, som Palle O. Christiansen og de andre forfattere opererer med, måske ikke var så dyb endda.
