Venskab og fjendskab

Af Erik Ingemann Sørensen

I anledning af historikeren Karl Christian Lammers´ 75 års fødselsdag 4. september 2018 har en gruppe af spændende historikere skrevet festskriftet ”Venskab og fjendskab. Danmark og Tyskland i det 19. og 20. århundrede.” Det er blevet til en sand perlerække af artikler.

Fødselsdage er normalt forbeholdt fødselaren. Sådan med skåltaler og den slags. Men når fødselaren er så markant en historiker som Karl Christian Lammers, må der mere til. Og det er der så sandelig kommet med denne bog, fornemt redigeret af Rasmus Mariager og Niklas Olsen.

Her får vi dybde, perspektiv og vid som bærende elementer om det helt specielle forhold, der hersker mellem de to lande. Her kan forholdet Danmark – Sverige slet ikke være med, om end der er gjort flere forsøg på at beskrive forholdet til det, flere kalder ’arvefjenden’. Jeg ved det ikke, men måske er forholdet til Sverige mest interessant derovre i København. Forholdet til Tyskland er af en helt anden karakter. Givet fordi der er både spor og sår rundt om – primært i Jylland – der konstant minder om de sidste 200 års konflikter.

Hvad er det tyske egentlig for en størrelse?

For de fleste er Tyskland af i dag en sammenlægning af Øst- og Vesttyskland. Måske kommer der nogle nuancer i forbindelse med 100 året for afslutningen på 1. Verdenskrig. Det lidt pudsige er, at det rumlige ofte er bundet op på nutidens kort.  Kort der gennem tiderne har gennemgået adskillige forandringer. Her leverer både professor Uffe Østergård og ph.d. og lektor Jes Fabricius Møller med to spændende, indledende artikler stof til opfattelsen af de mange dimensioner, der har sat deres præg på opfattelsen af den store nabo i syd.

Jes Fabricius Møller, der er en af vores fremragende Grundtvigkendere, bringer fornemt ’den gamle´ ind i konteksten. I artiklen ’Tydsk er Edder og Forgift’ analyserer han ’Forholdet mellem dansk og tysk i det lange 19. århundrede’. Heri understreger han blandt andet det skift, der finder sted, efter Struense. Hidtil havde forvaltningssproget overvejende været tysk. Også det blev tilstræbt ændret af de nye magthavere.

Fabricius Møller tildeler – med rette – Grundtvig en af hovedrollerne i kampen for det danske sprog, der bliver både en beskytter mod og en afstandstager fra det tyske. Det gør han med en række fremragende eksempler. Og sætter de to slesvigske krige som udslagsgivende faktorer for kampen om det danske. Og netop det danske sprog er en altafgørende faktor for at kunne være dansk. ”Man skulle med andre ord tale dansk og være villig til at forsvare fædrelandet med våben i hånd for at kunne regnes som dansk for Grundtvig…”, konstaterer forfatteren. (s.69).

For de gymnasielærere, der ser denne bog, er der virkelig fornemt og særdeles vigtigt stof at hente til undervisningen.

Mor Danmark og Germania

Desværre har man undladt at illustrere bogen. Det kan der være mange årsager til. Men det havde nu været en stor styrke for formidlingen.

Kunstnerne har haft travlt med at gengive symboler på det nationale. Her er der to eksempler – et dansk og et tysk – der egentlig er ganske symbolske: ’Mor Danmark’ og ’Germania’.

’Mor Danmark’ af Elisabeth Jerichau Baumann er fra 1851. Udført efter slaget ved Isted året før. Hun bygger videre på skikkelsen, som både Grundtvig og Ingemann har skrevet om.  Med sværd i hånd synes hun klar til at værne om både kornmarker og hav. Med det blonde hår og røde kinder. Blid og på vagt på samme tid.

’Germania’ er udført af Friedrich August von Kaulbach i skæbneåret 1914. En anderledes markant figur i panser og plade med den tyske ørn i skjoldet og så sværdet. Hun er også blond, men læg især mærke til øjnene. De lyner mod fjenden.

Netop det dansk/tyske spiller en stor rolle i malerkunsten. På godt og ondt. Og helt ud i karikaturen. Derfor havde det været interessant, om redaktionen havde kunnet prioritere lidt anderledes. Den skal dog ikke klandres herfor. Det er ganske fordyrende for en bog med et billedmateriale, og sponsoraterne hænger just ikke på træerne i disse tider. Det får så i stedet være et lille positivt hint til læserne.

Norden eller Nordeuropa

Professor emeritus Uffe Østergård stiller i den indledende artikel spørgsmålet: ’Hvem er tyskerne?” Et spørgsmål han forsøger at besvare ved blandt andet at stille de tyske og de nordiske lande op som to størrelser. Her kommer læseren virkelig rundt i historien, alt mens den utroligt vidende professor lægger brik efter brik i et til tider ganske udfordrende puslespil. Eksempelvis skriver han på side 42: ”Ved nøje eftersyn må man erkende, at de absolutte forskelle mellem ’tysk’ og ’nordisk’ er en myte, som især trives i Danmark. Sandsynligvis fordi vi ligner hinanden så meget og har delt så megen historie…”

Pudsigt nok muntrer vi danskere os lidt over ’pikkelhuerne’. Det forholder sig noget anderledes i Sverige. Som eksempelvis ved vagtparaden i Stockholm denne sommer.

(Foto: Erik Ingemann)

Videre slår Østergård det fast i sin redegørelse, at Norden ikke er ”…en samlet enhed, hverken politisk, kulturelt eller sprogligt, men består i dag af mindst fem nationalstater og et antal mere eller mindre selvstyrende lande…” (s.47).

Den meget talende Bertel Haarder fremhæver igen og igen det nordiske samarbejde som noget helt unikt. Denne anmelder opholdt sig i en længere periode i det nordiske ’maskinrum’. Og var ivrig nordist. Men det var også en periode, hvor man oplevede, hvordan forskellighederne tårnede sig op. Og som afdøde Ivar Hansen engang sagde: ”Det nordiske er nok noget, vi klarer med venstre hånd”.

Så Uffe Østergård har givet ret i formuleringen: ”Men ’Norden’ som en særlig region eller bare alliance i EU er der ikke megen grund til at forestille sig…” (s.51). Det er udfordrende læsning

De mange artikler

Den lidt længere omtale af de to artikler hænger sammen med, at de på en fin måde tegner grundridsene af fortællingen om dansk/tysk. Vi får så at sige banen kridtet op til de mange efterfølgende artikler. Dem er der 12 andre af. Ikke alle af samme kvalitet, men dog særdeles interessant læsning.

Dr.phil. Palle Roslyng-Jensen har en spændende gennemgang af historiegrundbøger til det danske gymnasium i perioden 1903 – 1960. Spændende læsning med P. Munchs verdenshistorie i 2 bind i centrum – nærmest monopolagtigt. Havde forfatteren udvidet perioden med blot 5 år, havde vi fået de helt unikke bøger til gymnasiet skrevet af rektor Erik Lund fra Fredericia. De løftede historieundervisningen op på et helt andet og meget bredere niveau. Det er lidt ærgerligt.

Om de samlede artikler noterer man, at nogle befinder sig i periferien af bogens titel. Det gælder blandt andet Nils Arne Sørensens artikel ”Lunkent fortidsopgør? Monumental affascisticering i den italienske hovedstad siden 1943”. Besøgende i Rom undgår ikke at møde Mussolinis arv og aftryk adskillige steder. EUR giver sig selv – mere interessant er det, at hans navn netop er fint restaureret på en af bygningerne ved Augustus’ mausoleum.

Tyskland og den nutidige fortid

Der er skrevet talrige værker om Tyskland og dets forvaltning af landets tunge fortid. Det er stadig et emne, der giver anledning til stærkt følelsesladede diskussioner. Redaktionen har valgt at bringe en artikel af den tyske professor Axel Schildt fra Universität Hamburg: ”Kriegserinnerungen im Kalten Krieg. Antikommunismus und die Auseinandersetzung mit dem Krieg im Osten in der frühen Bundesrepublik”. Det er et særdeles interessant valg, man her har foretaget.

Det nye Vesttyskland fik hurtigt genopfrisket nazismens fjendebillede i øst: den kommunistiske trussel. I den tidlige republik anvendte man fortsat ordet ’Bolschewismus’ om dette ’asiatischen Despotie’. Ordvalget hænger snævert sammen med den nazistiske propaganda, men det blev accepteret af de vestlige besættelsesmagter. Også de så truslen fra øst.

Hvad der er særlig interessant her, er den rolle Dr. Eberhard Taubert indtog i den nye republik. Her anvendte han synonymet Erwin Kohl, så man ikke umiddelbart kunne genkende den højt rangerede propagandaskaber for Goebbels. Han skrev blandt andet drejebogen til filmen ”Der ewige Jude”.

(se den her: https://www.youtube.com/watch?v=L-LMK6lyAoE)

Nu blev han benyttet af FDP og CDU. Den tidligere Goebbels-tjener havde nogle egenskaber for propagandaen, som nu kunne bruges i det nye demokrati.

Det blev blandt andet til valgplakaten, som ses her:

Der er ikke langt fra denne til nazismens afskrækkende plakater mod bolschevismen . Men det har som nævnt sin naturlige årsag.

I den anden del af 50’erne myldrede markedet med krigserindringer – med felttoget i øst som det store omdrejningscentrum. Flere gange møder man her kampen, som stående mellem ’das Abendland’ og de asiatiske horder. Helt sluppet ud af den nazistiske terminologi er der således ikke tale om.

Det er en uhyre interessant artikel, Axel Schildt har skrevet. Den giver meget stof til eftertanke – også om tyskerne som ofre.

Ny trussel fra syd eller øst?

Det var et slagent Tyskland, der skulle finde en helt ny eksistensform efter 1945. For anden gang inden for 27 år var Tyskland taberen i en verdenskrig, som landet havde været udløsende faktor for. Og den sidste krig udgjorde sammen med regimets handlinger noget af det mest modbydelige, verden har set.

Men denne gang var der en ny trussel: Sovjetunionen. Og Vesttyskland var nærmeste nabo. Men Tyskland var også Danmarks nærmeste nabo – hvor de fem besættelsesår havde sat sine markante spor i befolkningens bevidsthed. Om dette dilemma har professor Poul Villaume skrevet en skarp og dybdeborende artikel, der kommer hele vejen rundt. Og fremhæver den betydning København – Bonn – erklæringerne fra 1955 spillede. Endnu en spændende artikel som afsæt for blandt andet undervisningstilrettelæggelse i gymnasieskolen m.v.

De to historikere, Thorsten Borring Olesen og Niels Wium Olesen har i fællig skrevet den afsluttende artikel: ”Grænser for europæisering”. Her præsenterer de ”en analyse og diskussion af de danske reaktioner på og holdninger til spørgsmålet om tysk genforening som del af det større europæiske opbrud i overgangen fra kold krig til post-kold krig…” (s.312).

Det, der er blevet stående tilbage efter den 9. november 1989, er for mange de spektakulære billeder af murens fald. Genforeningen får ikke den store opmærksomhed. Men det var langt fra så uproblematisk, som mange forestiller sig. For hvilket stort Tyskland ville verden nu se? Hvordan ville dette nye land spille med i den europæiske koncert? 

Det er endnu en fremragende artikel med masser af stof til eftertanke.

Det samlede indtryk af denne kalejdoskopiske hyldest til historikeren Karl Christian Lammers er særdeles positivt. Derfor stor ros til de to redaktører, Rasmus Mariager og Niklas Olsen, for deres fine indsats med at forme en bog med så mange spændende indslag.

Det er yderligere en stor inspirationskilde til de mange undervisere, der vil tage forholdet mellem de to lande op. Hvilket er en ganske stor præstation. Stor tak for det.

Historie-online.dk, den 21. november 2018