Vesterlandets konge - Christen de Linde
En vestjysk matador og hans slægt
Af Henrik Olsen, Vejle
Første gang jeg stiftede bekendtskab med de Linde slægten var i en artikel i årbogen ”Fra Ringkøbing Amts Museer” (FRAM) 1994, hvor Esben Graugaard skriver om hvorledes Christen de Lindes originale adelsbrev blev fundet – i de franske alper. Men allerede i 1985 fremsatte Esben Graugaard i FRAM en programerklæring for de undersøgelser Holstebro Museum ønskede at gennemføre omkring Christen de Linde som eksempel på enevældens nye adel i Vestjylland. Bogen Vesterlandets konge – Christen de Linde, udgivet i 300-året for de Lindes adling, er resultater af de undersøgelser der siden er foretaget.
I bogens første afsnit giver Esben Graugaard en biografisk skitse omkring de Lindes liv, der kulminerede i 1704 ved tildeling af adelskabet. Hans liv kan i hovedtræk rekonstrueres ved hjælp af de eksisterende kilder, men der er ikke efterladt kilder af privat karakter, hvorfor der kun er tale om en skitse. Et af de første bidrag til de Lindes historie dukkede op i 1994, da en af Christen de Lindes efterkommere, bosiddende i Paris, deponerede det originale adelsbrev på Holstebro Museum.
Mogens Kragsig Jensen giver i næste afsnit en indføring i ”Den vestjyske enevælde” og 1700-tallets vestjyske godsstruktur. Under enevælden blev der udstedt mere end 500 adelspatenter, hvoraf kun 19 kan henføres til Vestjylland. Af disse kan en stor del, nemlig de 7, henføres til de Linde og hans efterkommere.
Historien om godsejeren og handelsmanden de Linde er skrevet af Jan Dalsten Sørensen. Man får her et indblik i opbygningen af et af tidens største danske godsimperier. På trods af dårlige konjunkturer lykkedes det for Christen de Linde at udnytte de muligheder som indførelsen af enevælden medførte. Ikke mange af hans samtidige kunne hamle op med omfanget af hans aktiviteter inden for handel, udlånsvirksomhed og godssamling. Tilnavnet ”Vesterlandets Konge” tilskrives, ifølge en af de mange overlevering om de Linde, Christian d. 5., der i forundring over de store godsbesiddelser, skal have udbrudt ”Du er den Vesterlands Konge”. Ifølge en anden og måske mere korrekt overlevering kan tilnavnet henføres til Frederik d. 4. Dette afsnit af bogen afsluttes med en oversigt over det store antal ejendomme han ejede ved sin død i 1706. Ikke mindre end 54 hovedgårde og større landejendomme blev erhvervet af Christen de Linde og hans efterkommere og deres ægtefæller.
Mogens Kragsig Jensen har som forfatter af de Lindes stamtavle i Danmarks Adels Årbog den største viden om slægtens historie, og han følger sønnernes og deres efterkommeres historie, indtil de i 1846 må sælge Handbjerg Hovgård, som det sidste gods. Efterkommere efter Christen de Lindes døtres omfatter bl.a. slægterne Jermiin, de Leth, de Friedenreich og de Lichtenberg. Det er ikke helt ligetil at holde styr på de mange efterkommere og deres ejendomme, men her uddragene af slægtstavlen og oversigtskortene over de forskellige ejendommes omfang til stor hjælp.
Af stor værdi for slægtshistorikere og Christen de Lindes mange efterkommere er Mogens Kragsig Jensens efterslægtstavle med alle efterkommere i de fem første slægtsled.
Bogen afsluttes med Esben Graugaards og Rigmor Lillelunds fortælling om misteltenen på de Linde slægtens stamtræ. Vi får her historien om hvordan dansk adel i 1810 fik en ny slægt under navnet de Linde- Friedenreich. Forfatterne påviser imidlertid, at der er tale om et falskneri med dokumenter og med identiteten på de personer der arrangerede dette svindelnummer. Der var i virkelighed tale om efterkommere af en borgerlig slægt ved navn Linnet, der ved dette enestående svindelnummer blev adlet. Slægten de Linde Friedenreich er nu uddød i mandslinien.
Bogen om matadoren Christen de Linde og hans slægt er endnu en flot illustreret og velskrevet udgivelse fra Holstebro Museum, og den giver et væsentligt bidrag til "Vesterlandets" lokal- slægts- og kulturhistorie og anbefales anbefales til alle med interesse herfor
