Vidnet

Af Bjarne S. Bendtsen

Den strøm – eller måske nærmere springflod – af udgivelser om Første Verdenskrig, som 2014 med hundredåret for krigens udbrud forventes at føre med sig, ses allerede så småt. Den har endog ramt de danske kyster, hvad et par anmeldelser på denne side gennem den seneste måneds tid vidner om: dels af Sten Hansens Et krigsudbrud og dets fortolkninger, dels af den samlede genudgivelse af Harald Nielsens to bind Danske Soldaterbreve (1917-1918) med den nye titel Breve hjem – Danske soldater i Første Verdenskrig. For datidens interesserede læsere føjede Nielsens udgivelser i krigens slutfase en regulær rigsdansk krigserfaring til de dansksindede nordslesvigeres kamp for en sag, der ikke var deres, som det hyppigt udlagdes både under krigen og efterfølgende. Deres krig havde Nielsen dokumenteret i det første bind i serien af soldaterbreve fra fronterne, den meget populære Sønderjyske Soldaterbreve (1915). Kirstin Deckerts bog Vidnet har for så vidt intet med ’danske’ krigserfaringer eller soldaterbreve at gøre, da den, med undertitlens formulering, gengiver en tysk soldats beretninger fra Første Verdenskrig – og det er hverken en dansk- eller tysksindet nordslesviger, det drejer sig om. Den tyske soldat er Deckerts far, Walter Deckert, og forbindelsen til Danmark den, at han efter krigen blev dansk gift og boede de sidste 20 år af sit liv i Strib.

Danske udgivelser samme type som Deckerts med Første Verdenskrig som emne er dog ikke ukendte: sidst i 1990’erne udkom der flere lignende bøger med tidligere krigsdeltageres erindringer, udgivet af deres slægtninge. Bøger, der fortæller de små, individuelle skæbner i den store krig via breve og dagbøger med det nedefra-perspektiv, der har været kendetegnende for meget af fortællingen om krigen og den internationale forskning i den gennem de seneste par årtier. Af de danske bøger i denne kategori kan Inge Borups udgivelse af faren Hans Lorentzens dagbog fra krigen: Og det kalder man at være civiliseret (1998) nævnes som et eksempel, Niels Jørn Jensens udgivelse af Marine Jensen og sønners breve fra krigen – en af sønnerne var hans far – i bogen Nyt fra Vestfronten (1998) som et andet.

Walter Deckerts historie
Kirstin Deckerts Vidnet er på rigtig mange måder en yderst spændende fortælling, både fra krigens kendte fronter i øst og vest med klassiske rædselsskildringer fra skyttegravene, hvor en oplevelse af meningsløshed – muligvis farvet af eftertidens udlægning af krigen: det er ikke helt til at afgøre – hurtigt overtager den indledningsvise begejstring, som den idealistiske unge mand drog i felten med. Men særligt skildringer fra mindre kendte fronter som den serbiske og ikke mindst Palæstinafronten gør bogen læse- og anbefalelsesværdig.

Walter Deckert blev født i 1896 i Haifa, Palæstina, hvor hans far var præst på en tysk missionsstation, men familien flyttede senere tilbage til Tyskland, og han voksede op primært på Rügen og i Hamburg. Da krigen brød ud var han 17 år gammel og gik i gymnasiet, fyldt af idealer om ridderlighed og tapperhed: ”Krig betød for os unge, at vi måtte realisere vore idealer. At man kunne falde og lide heltedøden, tænkte de færreste af os på”, beretter han (s. 25). Han meldte sig som frivillig og fik sin ilddåb midt i november 1914 ved Rouvres på vestfronten. Inden ilddåben erindrer han deres march således: ”brølende af begejstring bevægede vi os mod massegraven” (s. 42); en formulering, der går fint i spænd med den fremherskende opfattelse af krigen fra mellemkrigstiden og frem, som var stærkt påvirket af den bølge af krigsbøger, som særligt Erich Maria Remarques Intet nyt fra vestfronten (1929) trak med sig. Dvs. krigen som et stort og meningsløst slagteri af en generation unge mænd. Men det er, som antydet ovenfor, ikke helt til at afgøre, om Deckerts oplevelse af hurtigt kølnet begejstring og kynisk galgenhumor skyldes påvirkning fra den opfattelse, der blev den dominerende fra slutningen af 1920’erne og frem, eller om han faktisk oplevede det sådan i krigens løb. De eventyrlige begivenheder, han kom ud for særligt senere i krigen, tegner ikke netop billedet af en desillusioneret frontrotte: I kraft af en hurtig forfremmelse til løjtnant og senere, efter at han er blevet såret tre gange under kampe på både øst- og vestfronten samt i Serbien, en uddannelse som flyobservatør, kommer han til at kæmpe på Palæstinafronten. Og navnlig skildringerne fra denne tid er eventyrlige; de er desuden beriget med en del interessante fotografier fra Deckerts fotoalbum – som dog er gengivet i en noget ringe kvalitet i bogen. Tjenesten ved flyverafdelingen i Palæstina er således noget i modstrid med en decideret desillusion, som den fx typisk skildredes i mellemkrigstidens krigslitteratur. Deckert beretter flere gange om den ridderlighed, de britiske og tyske flyvere udviste over for hinanden, og han havde generelt gode forhold: Han fik bl.a. mulighed for at tage på udflugt til fødebyen Haifa og på badeture til Middelhavet. I juni 1918 blev han syg af malaria og måtte rejse hjem til Tyskland, hvor han med nogen tristhed oplevede revolutionen i november 1918, før han blev leder af  det ene kompagni i ”Detachement Erfurt”: et frikorps, der skulle beskytte nationalforsamlingen i Weimar. Beretningen om Første Verdenskrig slutter i sommeren 1919, hvor han vendte tilbage til den civile verden og begyndte at studere kemi.

Nogle forbehold
Altså en enormt spændende historie, som jeg dog også har nogle indvendinger til udformningen af. Bogen bliver lidt vel privat her og der, men faktisk er familieaspektet i sig selv tankevækkende: at denne på mange måder fjerne krig alligevel ikke er længere siden, end fortællingen fra en nulevende kvinde om sin far. Det indledningsvise overblik over krigen er ikke helt vellykket; det er ikke det, man skal læse bogen for. Og noget, man virkelig savner i bogen, er kort over de forskellige fronter, Deckert kæmpede på. Der findes et enkelt kort i bogens start over hele Europa og Nærorienten, men der kunne helt oplagt have været zoomet ind med mere detaljerede kort fx på de ellipser, der markerer de områder, hvor Deckert deltog  i kampe.

Endelig  virker tillægget fra Anden Verdenskrig en smule påklistret, og mest som et forsøg på at  fremhæve af Walter Deckers integritet. Det fortæller en smuk historie om menneskelighed og mod til at sige fra blandt nogle tyske soldater under en massakre på Østfronten, hvor Deckert og nogle andre redder en jødisk kvinde. Men hvor er beretningen om resten af tiden i Nazityskland? Hvordan forholdt Deckert sig ellers til dette styre? Hvorfor blev han i Tyskland, måske i indre eksil, og deltog i den næste krig også? Det er måske for mange spørgsmål, at forlange besvaret af en bog som denne, men når tiden er ført op til 1941, så synes spørgsmålene uundgåelige. En anden præstesøn og veteran fra Første Verdenskrig, som nævnes i bogen: Martin Niemöller, udviklede sig hen over denne periode fra stolt og fædrelandskærlig ubådskaptajn til pacifistisk præst og kompromisløs antinazist, så nogle sagde tidligere fra.

Kirstin Deckert gør rede for sin tilgang til farens historie og til hans efterladte erindringer i et kort forord. Men alligevel er det nogle gange i bogens løb lidt uklart, hvor og hvornår der tales fra: farens dagbøger fra krigens tid, hans senere bearbejdning af oplevelserne under brutalt indtryk af den næste krig, hvor han ifølge forordet i 1942 begyndte at skrive sine livserindringer på næsten 700 sider, om det er fra senere tilføjelser hertil, eller om det er fra de båndede samtaler med datteren kort før hans død som 85-årig i 1981. Som historisk kilde havde vidnet Walter Deckerts egen udlægning af begivenhederne i dagbøgerne været at foretrække, alternativt hans egen behandling af dem i den håndskrevne erindringsbog Fra Haifa til Strib. Havde man haft selve dagbøgerne, så ville eksempelvis den tvivl, man kan have til Deckerts oplevelse af krigen som meningsløs, klart kunne have været belyst: hvornår begyndte han at skildre sådanne følelser? Jeg kan dog godt se, at man næppe var kommet langt hverken med udgivelsen af nogle sikkert fragmentariske dagbogsoptegnelser eller med en bog af så gigantiske dimensioner som det håndskrevne dokument, der næsten matcher krigens skala i omfang, men næppe forventningerne blandt flertallet af nutidens læsere. Og det er bestemt en læseværdig og gribende historie, Kirstin Deckert har fået ud af farens erindringer og mundtlige fortællinger om deltagelsen i verdenskrigene.