Vilhelm Hammershøi

Af Claus Møller Jørgensen

Vilhelm Hammershøi dyrkede fotografiet, og blandt hans arkivalier findes utallige. Fotografierne har været afsæt for de to forfattere til denne prægtige bog, idet de har ansporet dem til at undersøge relationerne mellem Hammershøis malerkunst og fotografierne, og hvordan han med fotografiet som metode arbejdede med maleriet og dets relation til Hammershøis livsverden.

Teksten er i første omgang kronologisk opbygget. De første gengivelser af Hammershøis produktion stammer fra den private undervisning, han fik, fra han var otte år gammel og et årti frem. Men tiden forankres i stedet, kunne man sige, og derfor behandles kunsten også i de lejligheder og deres nære omgivelser, som kunstneren beboede i løbet af livet. Her analyseres og fortolkes interiører malet i forskellige hjem, ligesom malerier af lokalområdet på Frederiksberg og Christianshavn, hvor Vilhelm og hans kone Ida beboede forskellige adresser. Også kunst skabt på længerevarende udenlandsophold i Rom og London behandles topografisk. Hammershøis boliger bliver både hans hjem, atelier og motiv, og stederne kom til at spille en stor rolle for hans karriere og visuelle ideer. Mange breve i arkiverne viser da også, at bostederne blev valgt med omhu, og de skulle selvfølgelig være steder, hvor Hammershøi kunne male inde og udad.

I anden omgang disponeres fremstillingen tematisk, dels i genrer som interiører, portrætter og landskaber, dels i næranalyser af de forskellige kunstneriske greb, som kan forbindes til fotografiet, der også løbende præger forfatternes tilgang til Hammershøis malerier.  Fotografiet som udgangspunkt giver de to forfattere mulighed op for at se på malerierne i et særligt perspektiv, idet fotografiet fik betydning for Hammershøis opfattelse af maleriets sanselige muligheder. Fokus, beskæring, nærbillede og andre elementer, der lader sig tolke med udgangspunkt i fotograferingens praksis efterspores og vises således som virkemidler i malerierne.

Fotografierne fortæller en historie om, hvordan Hammershøi ikke alene formulerede sig fotografisk i sine malede værker, men også hentede erfaringer med det fotografiske medie gennem egne, private optagelser.  I billederne undersøger Hammershøi lys og mørke, sort-hvide kontrasteffekter, og som for fotografen bliver fokus en måde at bestemme et motiv, som en mængde fravalg og tilvalg, som handler om at rammesætte og beskære. Alt er stramt arrangeret og udvalgt i billederne, men i stedet for at se dette som et udtryk for en kunstnerisk melankoli og fremmedgjorthed på kanten af det moderne, som man traditionelt har gjort, tolkes Hammershøis værker overbevisende som rodfæstet i tidens fotografiske interesser, som også andre kunstnere praktiserede.

Det følsomme og sanselige, det fokuserede og det slørende, det stoflige henter sin form i fotografisk praksis, og at se malerierne som udtryk for fotografiske greb og erfaringer, lader man sig let overbevise om, når man betragter de fantastiske billedgengivelser, som bogen er fyldt med. Lysindfald, hjørner, indsyn i bagvedliggende rum illustrer maleriernes iscenesathed, der ikke har interesse i livet i rummene, men gør genstandene til rolleindehavere i billedets komposition. Billeder med ansigter eller rygvendte figurer skaber ved hjælp af indadvendthed, gennemsigtighed, fokus og slørethed en nærværende sanselighed. Koncentrationen om ansigtet, nakken eller figuren, gør disse til en sanselig form uden fortælling eller forsøg på at portrættere en underliggende psykisk tilstand. Fotografiets betydning underbygges videre i en analyse af Hammershøis arbejdsproces. Det vises, at fotografiske forlæg har været anvendt, og hvorledes gridnet har været brugt til at mime nogle af fotografiets særlige karakteristika, fx i landskabsmalerierne, der ikke er struktureret om et forsvindingspunkt, i forhold til hvilket billedet beskues, men i stedet lader sig beskue fra alle vinkler, fordi der er tale om et udsnit, der frem for en veldefineret for- og baggrund er præget af at være en udfyldt flade.

Dette har jeg lært af at læse de to forfatteres tekst. Deres tolkninger har på en aktiverende måde været med til at åbne de billeder, bogen er på sporet af. Jeg havde på baggrund af de seneste bøger, som Gertrud Oelsner har bidraget til, forventet en mere historisk tilgang, hvor malerkunsten ses i lyset af bredere idehistoriske og politisk-historiske udviklinger. Her optræder den historiske kontekst i en mere afgrænset udgave i form af samtidig kunstkritik og tendenser i fransk maler- og fotokunst. I mere indirekte form optræder den også som en moderne visuel kultur, som fotografiet bragte med sig, og tillige en moderne populærkultur, som gjorde hjemmet interessant også for ugebladene, der stod bag de få interviews med Hammershøi (især om boligindretning), som bogen også bringer.

Dette er ikke en kritik, men en forklaring og retfærdiggørelse af, hvorfor en lægmand som undertegnede overhovedet anmelder en bog som denne i et forum som dette.  Bogens og forfatternes styrke ligger et andet sted, i analysen af værkerne, motiverne, kompositionerne, farverne, som giver læseren en indgang til at se de fantastiske reproduktioner på en ny og – for mit vedkommende – forfinet måde. Man kunne sagtens nyde bogen ved bare at se på malerierne og fotografierne, men man ville efter min mening gå glip af noget: en tekst som fremelsker synssansen. Mens det er let at begejstres over Hammershøis malerier, bliver begejstringen ikke mindre når teksten inkluderes. Jeg er begejstret for begge dele.

[Historie-online.dk, den 12. december 2018]