Vojens viser vejen
Af Vigand Rasmussen, lektor em.
Mandag den 7. januar 2019 kunne Vojens genbruge byens gamle slogan om, at Vojens viser vejen, da et 700 meter langt godstog kørte ud på det 800 meter lange sidespor til Grams Fabrikker. Sporet havde ikke været i brug i 15 år, men var blevet renoveret, da virksomheden Cembrit gerne ville have direkte sporforbindelse til det nye lager for eternitplader. De 1680 tons plader var produceret i Tjekkiet, og Cembrit foretrækker at transportere pladerne på eet tog fremfor på 60 lastbiler. Det første togs ankomst blev overværet af et større presseopbud. Haderslevs borgmester, H.P. Geil, var også til stede, og han udtrykte håb om, at flere virksomheder ville komme til Vojens og benytte sig af muligheden for godstransport med jernbanen. Han mente, at der igen ville komme skub i Vojens, som i gamle dage.
Og netop de gamle dage kan man læse om i en ny bog om Vojens historie fra 1864 til 2006. Den kan ses som en fortsættelse af H. V. Gregersens værk om en sønderjysk kommunes historie i tiden frem til 1864.
Stationsbyhistorien var i mange år en overset og lidt ugleset del af Danmarkshistorien. Det var næsten kun kulturgeografer som professor Viggo Hansen, der interesserede sig for emnet. Men i 1970’erne skete der noget på området. Statens humanistiske Forskningsråd havde tænkt noget over at iværksætte en undersøgelse af stationsbyens historie, og startskuddet blev affyret med et seminar i september 1979 på Hansens Hotel i Vejen. Det er altså kun 40 år siden, at stationsbyen for alvor kom ind i historien, og seminaret resulterede i en række publikationer om stationsbyer.
Den nye bog om Vojens er seneste skud på stammen af en efterhånden fyldig litteratur om stationsbyerne, og den er et godt skud. Byen er barn af, at man i Sønderjylland placerede den jyske længdebane inde i landet og ikke ude ved østkystens købstæder. Det medførte, at der skulle anlægges små stikbaner ud til byer som Haderslev og Aabenraa, og hvor de baner grenede sig ud fra hovedbanen, var der basis for en ny by ved forgreningsstationen. Længdebanen i Sønderjylland op til stationen ved landevejen mellem Haderslev og Ribe åbnede i 1864. To år efter åbnede sidebanen til Haderslev og samme år blev der forbindelse helt op til Fredericia. Som Lars N. Henningsen så præcist skriver: ”Nu var jernbaneknudepunktet etableret. Her lå udfordringer og ventede på mænd med initiativ og fremdrift.”
Ventetiden blev kort. Allerede inden banen åbnede, var den første iværksætter i gang. Det var Peter N. Lagoni, som i den grad så muligheder i det øde område omkring den kommende station. Dels opkøbte han jord på begge sider af banen, dels etablerede han Vojens Kro. Han huserede i Vojens frem til 1872, hvor han flyttede til USA og blev jernbaneentreprenør. Lagonis iværksætteri i Vojens blev da overtaget af andre energiske typer som købmanden Julius Nielsen. På det felt fulgte Vojens den vanlige udvikling i stationsbyerne, men den havde en facet mere, som udsprang af, at byen voksede op syd for Kongeågrænsen, hvorfor den også blev en embedsmandsby, hvor især preussiske embedsmænd kom til byen med jernbane-, post- og toldfunktioner. Og dermed blev den nye by også valplads for de nationale modsætninger, der prægede livet i Sønderjylland frem til 1920.
Samtidig voksede byen og dens erhvervsliv voldsomt, og begge disse sider af byens historie gør bogen fint rede for.
Embedsværket fik yderligere et tilskud, da Vojens også fik en station på de amtsbaner, der groede frem omkring århundredeskiftet. Det var små kringlede baner, men i tiden før bilernes magtovertagelse skabte de små baner en god forbindelse mellem by og land i de 40 år, banen eksisterede.
Vojens blev tillige en industriby, hvad der for alvor tog fart, da Hans Gram i 1901 begyndte med en maskinfabrik, som med årene blev en meget stor virksomhed med eget sidespor og fra 1932 en produktion af ’små husholdningskølemaskiner.’
Efter 1920 bliver byen moderniseret med kloakering og brolægning, ligesom en egentlig byplanlægning sniger sig i gang.
Efter 1945 kom der for alvor gang i Vojens, og omdannelsen af den tyske flyveplads i Skrydstrup til Flyvestation Skrydstrup med indvielse i 1953 var med til at give byen gode betingelser for vækst- en vækst som byens styre også gjorde sit til at fremme.
Bogens afsnit om det kommunale styre er meget spændende læsning, hvor læseren fint trækkes med ind i kommunalpolitikkens krinkelkroge og magtkampe. Det er i det hele taget en glimrende bog, som Lars N. Henningsen og hans medforfattere har skrevet om en by med sus i skøjterne og speedwaycyklerne. Læseren får et grundigt indblik i byens liv og udvikling i en sådan grad, at man får lyst til at tage et smut til stationsbyen i Sønderjylland for at se den vise vejen.
[Historie-online.dk, den 9. januar 2019]
