Winston S. Churchill - Den ultimative biografi
Af Jørgen Peder Clausager, arkivleder, cand.mag., Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn.
Fire Churchill-biografier på tilsammen 2.270 sider på tre år - nu må markedet da snart være mættet! I 2004 kom Martin Gilberts Winston Churchill. Manden bag myten, samme år Jørgen Sevaldsens Churchill. Statsmand og myte og i 2005 John Keegans Churchill. En biografi - alle tre anmeldt på historie-online af nærværende anmelder. Nu har Gyldendal - der også udgav Keegans biografi - så ment at burde berige os med en moppedreng af en biografi, der næsten har lige så mange sider som de tre første tilsammen, og som vejer 2,5 kg. I forbifarten: Det er en ubehageligt stor og tung bog at håndtere; den kunne med fordel have været delt i to bind!
Om det så er størrelsen, der har inspireret Gyldendal til den prætentiøse undertitel “Den ultimative biografi” (som den ikke ses at have haft i sin engelske originaludgave fra 2001) vides ikke; det er nok snarere en reklamemand end en historiker der har hittet på den. Så sandt som historien løbende bliver nytolket og nyskrevet af hver generation må det da ikke håbes, at det er den ultimative biografi!
Forfatteren er Roy Jenkins (1920-2003), der lige som Churchill var både politiker og forfatter. 1949-50 var han luftfartsminister i Clement Attlees Labour-regering, og 1965-70 og 1974-76 var han indenrigs- eller finansminister i Harold Wilsons regeringer. 1977-81 var han formand for Europa-kommissionen, og i 1981 brød han med Labourpartiet og var medstifter af det socialdemokratiske parti, som siden fusionerede med det liberale parti (også heri lignede han Churchill, som to gange i sin politiske karriere skiftede parti). 1987 blev han adlet som Baron Jenkins of Hillhead og fik dermed sæde i Overhuset. Sideløbende præsterede han et omfattende forfatterskab, begyndende i 1948 med en ‘foreløbig biografi’ (interim biography) af sin daværende regeringschef Clement Attlee, og i høj grad koncentreret omkring biografier af britiske politikere, bl.a. William Gladstone (1995) - som, fortæller han selv i Churchill-bogen, han anså for den største britiske statsmand, indtil han kom i gang med Churchill-bogen; så blev det nemlig Churchill, som kom til at indtage førstepladsen!
Det mærkes i høj grad på bogen, at den er skrevet af en mand, som både via sin egen karriere og via sine biografiske studier er en kender af britisk politisk historie. I beskrivelsen af Churchill drages der utallige historiske paralleller til andre britiske politikere, lige fra William Pitt til Tony Blair, og det kan ikke skjules, at de undertiden har karakter af digressioner, præget af, at Jenkins gerne har villet demonstrere sin omfattende viden. Hvis man ville være uvenlig mod ham kunne man sige, at bogen er lidt præget af at være skrevet af en snakkesalig gammel mand. Det ville dog næppe være rimeligt; men sagen er, at man for at få det fulde udbytte af Jenkins’ ekskurser skal være lige så kyndig udi den britiske politiske historie som han selv! - Den meget brede skrivemåde gør også, at det tager lidt tid for læseren at finde sig til rette i bogen; men heri ligner den for øvrigt Charles Dickens’ store romaner, hvor man også skal kæmpe sig igennem de første par hundrede sider, inden man rigtig kommer ind i bogens rytme. Føj hertil, at briterne har den ulyksalige tradition at skifte navn, når de bliver adlet - den hæder overgår rigtig mange af bogens personer, og det gør det store persongalleri endnu mere flimrende. Retfærdigvis skal det siges, at sådanne personer i bogens indeks kan slås op både under deres borgerlige navn og deres adelsnavn.
Hvorom alting er, så har disse ‘udenværker’ naturligvis til formål at sætte Churchill ind i sin rette historiske ramme; og det skal siges, at det lykkes på bedste vis. Churchill var, som det vises gennem hele bogen, i allerhøjeste grad et menneske, som trivedes bedst i samspil - såvel med- som modspil - med andre mennesker, og de må derfor også have den dem tilkommende plads i fremstillingen. Churchill var, som Jenkins skriver, højt op i alderen pro-aktiv: han udkastede planer, kom med ideer, tog initiativer og var bestandig den udfarende kraft. I sine fagministerperioder var han ikke den, der ventede på at sagerne skulle komme til ham; til gengæld bevægede han sig næsten rutinemæssigt ind på andre ministeriers fagområder; et godt eksempel herpå er, at han som marineminister under første verdenskrig var den drivende kraft bag udviklingen af tanks. Både under første verdenskrig, i 1930’erne og i sine måneder som marineminister fra september 1939 til maj 1940 udarbejdede han lange betænkninger til premierministrene om, hvorledes politikken og krigsførelsen efter hans opfattelse burde udarbejdes; Jenkins beskriver hvordan disse betænkninger hyppigt blev modtaget af skiftende regeringschefer med resigneret træthed; de blev langtfra alle besvaret.
Bogen følger - som sig hør og bør af en biografi - sin hovedperson fra vugge til grav, og ligner på denne måde alle de tre tidligere anmeldte biografier. Endnu en gang at bringe et resumé af Churchills levnedsløb forekommer derfor anmelderen overflødigt - den gunstige læser kan evt. klikke på linkene til de tidligere anmeldelser. Men det siger næsten sig selv, at bogen p.g.a. sin størrelse på mange steder er mere detaljeret end de tre andre bøger. Det gælder f.eks. Churchills kronisk haltende privatøkonomi (frem for at sætte tæring efter næring var han en tilhænger af at tilpasse sin indkomst til sit udgiftsniveau, hvilket han bl.a. forsøgte at gøre ved ikke altid lige vellykkede børsspekulationer) og hans forfatterskab (hvor han i stadig stigende grad gjorde brug af en omfangsrig stab af forskningsassistenter, herunder unge historikere, der senere blev kendte under eget navn, f.eks. Alan Bullock) - og selvfølgelig hans politiske virke.
En af de mest dramatiske episoder i bogen er beskrivelsen af møderne i krigskabinettet i maj 1940, umiddelbart efter at Churchill var blevet premierminister for en samlingsregering. Her plæderede udenrigsministeren, den konservative Lord Halifax, for at man - via Italien, som på dette tidspunkt endnu ikke var gået ind i krigen - skulle undersøge mulighederne for en forhandlingsfred med Tyskland; Churchill balancerede i nogle uger på en politisk knivsæg, fordi han ikke var sikker på at have det konservative parti bag sig; ironisk nok var det Labour, som i krigskabinettet var repræsenteret ved Clement Attlee og Arthur Greenwood, der støttede Churchill i hans afvisende holdning hertil. Scenariet, hvis Halifax havde fået sin vilje, beskriver Jenkins som “et andet München”, hvor Hitler ville have fået hals- og håndsret over størstedelen af det europæiske fastland.
Et andet intenst afsnit i bogen er beretningen om, hvordan Churchill i sin anden periode som regeringschef (1951-55) trods sin fremskredne alder og diverse skrøbeligheder klamrede sig til magten, fordi han mente at han med sin personlige prestige ville kunne formidle en dialog mellem øst og vest; han havde en (efter Jenkins’ mening vildt overdreven) tyrkertro på gavnligheden af topmøder. Desværre var hverken russerne eller amerikanerne synderligt interesserede heri - og på hjemmefronten slappedes hans greb om sagerne på foruroligende vis.
Konkluderende kan det siges, at Jenkins’ biografi føjer mange facetter til billedet af Churchill. Billedet bliver faktisk så detaljeret, at bogen ikke uden videre kan anbefales til “begyndere” - men nok til den læser, som med et forudgående kendskab til Churchill og til periodens britiske historie ønsker at grave et spadestik dybere. Enkeltafsnit af bogen vil givetvis også kunne bruges som baggrundslæsning, f.eks. af opgaveskrivende historiestuderende; hertil hjælper dens ganske fyldige indholdsfortegnelse, dens litteraturhenvisninger og dens udvalgte bibliografi foruden det allerede omtalte indeks. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke bogens målgruppe har tilstrækkelig sproglig kompetence til at læse den på originalsproget - med andre ord, om en dansk oversættelse har været påkrævet?
Oversættelsen har været en herkulesopgave, og er i det store og hele vellykket, når henses til, at den akademiske engelske sprogbrug ikke altid er lige let at oversætte til et mundret dansk. Enkelte steder har oversætteren været i bekneb for et passende dansk udtryk; s. 204 omtales, at krigsudbruddet i 1914 sendte spørgsmålet om kvindevalgret ‘ud i limbo’; en rimeligere oversættelse havde vel været, at spørgsmålet ‘blev henlagt’ eller ‘taget af dagsordenen’ ell. lign.
S. 286 omtales slagskibenes motorer; på dansk har skibe af den størrelse maskiner. S. 238 omtales den tyske kejsers dybhavsflåde; men på s. 277 benyttes det rigtigere udtryk højsøflåden. Apropos flåder, så omtales s. 596 i noten den britiske hjemlige flåde; på dansk gengives ‘home fleet’ bedre med hjemmeflåden. S. 608 omtales blandt Royal Navys skibstab under den norske kampagne i 1940 nogle slupper; den krigsskibstype, som englænderne under anden verdenskrig klassificerede som ‘sloops’, kan imidlertid ikke med rimelighed gengives med dette danske ord; den dækkede over minestrygere, patrulje- og eskortefartøjer, men en dansk fællesbetegnelse for disse findes vist ikke.
Af smuttere i genren geografiske navne har anmelderen på s. 288 fundet Servia(som altså er Serbien); og s. 609 Andalsnes for den norske by Åndalsnes; at englænderne ikke kan finde ud af det der med bolle-å burde ikke være nogen undskyldning for en skandinavisk oversætter. I korrekturen af person- og stednavne er der hist og her smuttere; på s. 529 er Blenheim to gange blevet til Blendheim; og på s. 624 er den franske general Weygand blevet til Weygrand; flere eksempler kunne nævnes. S. 674 står det ubetalelige udsagn: “Det, at han var fraværende, forklarer utvivlsomt hans manglende erindring om mødet”.
