500 års københavnsk skohistorie

Ny afhandling fortæller 500 års københavnsk skohistorie

Under de sidste ti års mange udgravninger i København er der fundet tusindvis af sko, som giver et unikt indblik i københavnernes skovaner i perioden 1300-1800. Arkæolog Vivi Lena Andersen analyserer i sin ph.d.-afhandling de mange skofund, som blandt andet viser, at skoene gradvis blev dårligere for fødderne. Det gjorde de på grund af den teknologiske udvikling, men også fordi modeluner som høje hæle og spidse snuder begyndte at diktere skoenes udformning.

Herresko fra sidste halvdel af 1600-tallet.

Hvis man tror, at fodtøj for folk i gamle dage primært handlede om at holde fødderne varme og beskytte dem mod elementerne, må man tro om igen: I arkæolog og museumsinspektør Vivi Lena Andersens ph.d.-afhandling, der analyserer københavnsk skohistorie fra 1300-1800, er det tydeligt, at mode og social status – ud over de rent praktiske forhold – meget tidligt begynder at spille en stor rolle for folks valg af fodtøj:

- En af årsagerne til, at skoenes konstruktion ændrer sig, er i første omgang den meget lavpraktiske, at København, ligesom mange andre middelalderbyer, får brolagte gader. Underlaget er hårdt for både fødder og tyndsålede sko, og man begynder at forsyne skoene med hæle og flere lag af såler, så de kan holde længere end de gamle sko. De havde også den fordel, at de kunne repareres og genbruges, fortæller Vivi Lena Andersen, som netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling Mellem brosten, knyst, skolæst og mode om de mange sko – hele 7.205 sko eller dele af dem – der er fundet de sidste ti år under udgravninger i København. Hun fortsætter:

- Der går dog hurtigt mode og status i hælene, som bliver så ekstreme, at de ikke længere tjener noget praktisk formål og gør skoene decideret skadelige at gå i. Et godt eksempel på, at hæle også i høj grad var et modefænomen, er de mange sko fra 1660’erne og 1670’erne, som vi fandt under metroudgravningen på Rådhuspladsen – her havde minimum hver femte sko røde hæle! Denne popularitet hang sammen med, at solkongen i Frankrig forbød andre end sit eget hof at bære sko med røde hæle. Så det ville københavnerne – høj som lav – selvfølgelig særligt gerne.

Sko og fødder skulle være symmetriske – og spidse

I løbet af de 500 år, Vivi Lena Andersen har undersøgt, ændrede skoene sig på flere afgørende punkter, fordi københavnerne blev påvirket af trends fra andre dele af verden – fx den arabiske, hvor spidse sko var normen – men den teknologiske udvikling havde også stor indflydelse på skoenes udformning.

 - I 1500-tallet begyndte man at producere symmetriske sko, blandt andet fordi man mente, at asymmetriske fødder var grimme. Så i stedet for en højre- og en venstresko lavede skomagerne altså to helt ens sko, som derfor ikke fulgte føddernes naturlige form. Ud over at leve op til tidens skønhedsidealer havde de symmetriske sko den klare fordel, at skomagerne kun behøvede at bruge én læst – eller skabelon – til at sy skoene, og det var langt mere effektivt og gjorde skoene billigere at producere. Til gengæld ødelagde de københavnernes fødder.

- Skoenes slitagespor viser, at mange københavnere har haft en unaturlig gangart på grund af fodtøjet, og skoenes symmetriske, smalle, spidse form og høje hæle resulterede i gener med knyster, platfodethed og hammertæer. Og jeg kan se, at der var en kraftig stigning i frekvensen af fodlidelser i løbet af de 500 år, jeg har undersøgt. Og alligevel blev de ved med at gå i de sko, der tydeligvis ikke var sunde. Status og mode har med andre ord været vigtigere for københavnerne end sundt, varmt og komfortabelt fodtøj.

 Ankelstøvle fra 1300-tallet til toårigt barn

Pressemeddelelse fra Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet