Alfred Nobel

Ingrid Carlberg, Nobel. Den gåtfulle Alfred, hans värld och hans pris, Norstedts, Stockholm, 2019, 637 s., 48 pl.

Alfred Nobel døde ensom i sin villa i San Remo nær Milano 10. december 1896. Hans to afdøde brødres børn stod efter de almindelige regler til at arve den enorme formue. De ældste af dem ha­ster til Italien. Da testamentet, deponeret i en bank i Stockholm, få dage senere åbnes, chokeres de, idet det afviger markant fra et udkast fundet i villaen. Efter det nye testamente skal slæg­tens med­lem­mer kun arve en mindre del af formuen. Hovedparten skal udgøre et fond, hvis renter skal fi­nan­siere årlige priser til folk, der havde "gjort menneskeheden den største nytte" – inden for om­råderne fysik, kemi, fysiologi/medicin, litteratur og fred. Nobelpriserne, altså! Og mens dette kom på det rene, fragtede et tog kisten med den afdøde ingeniør og opfinder hjem til Sverige.

Alfred Nobel

Det er forhistorien, Nobels liv, som Ingrid Carlberg fortæller. Skulle det mon være nød­vendigt, er der ikke skrevet op ad stolper og ned ad vægge om denne mand, der på enestående vis bidrog til etab­le­rin­gen af det moderne, gennemindustrialiserede samfund? Svaret er forbavsende nok nej. Opga­ven er overvældende, Carlgren har arbejdet på bogen i mere end fire år og gravet sig gennem et me­­­get omfattende kildemateriale på adskillige sprog i talrige arkiver rundt om i Europa. Men hertil kommer, at tidligere arbejder om Nobel bevidst har tegnet et "stærkt retoucheret" bille­de, med ude­ladelser og forskønnelse, så hvad de kolporterer, er et menneskeideal snarere end et "rig­tigt" men­ne­ske. Nobelstiftelsen stod bag den såkaldte Jubilæumsbog fra 1926 og lod ikke uaf­hæn­gige for­ske­re få adgang til sit arkiv. I 1950 vovede Ragnar Sohlman, Nobelboets eksekutor og Stif­tel­sens grå e­minence, at lade det komme frem, at Nobel havde haft et langvarigt forhold til en yng­re kvin­de, altså et kærlighedsliv. I 1950'erne tog et engelsk forlag initiativ til en ny Nobelbog, som Win­ston Churchill skrev forord til. Forfatteren blev gennem fem år fodret af omfattende arkiv­stu­di­er ved erhvervsskribenten Erik Bergengren, mens Stiftelsens direktør censurerede. Forlaget fandt re­sul­ta­tet ke­de­ligt og drop­pede udgivelsen, hvorefter Bergengren gik i chok og skrev en tynd "op­lys­nings­­bio­gra­fi". Det er den og Jubilæumsbogen, begge uden kildehenvisninger, man siden har hen­holdt sig til. Denne stærkt utilfredsstillende situation råder Ingrid Carlgren nu på flotteste vis bod på.

*

Faderen Immanuel, der som kahytsdreng var blevet afgørende rystet i sin gudstro f.eks. ved at mø­de berusede munke i sydeuropæiske havnebordeller, kom til at spille en afgørende rolle i sønnens liv. Hans stockholmske byggefirma gik konkurs, hvorefter han hutlede sig igennem som opfinder, bl.a. af en art regnfrakke, men i 1837 faldt hammeren: enten betale alt skyldigt eller komme i gælds­­fæng­sel. Im­ma­nuel valgte en tredje vej, at forlade familien for at arbejde i det russiske stor­fyrsten­døm­me Fin­land. Midterbarnet Alfred var da fire år gammelt. Moderen hutlede sig igennem, til­syne­la­den­de uden at børnene som ellers så mange andre fattigdomsramte havnede i børnear­bej­de, en ellers udbredt praksis i den beskidte, mørke, epidemiplagede hovedstad.

Imens byggede Immanuel en tilværelse op i Sankt Petersborg, hvor zar Nikolaj 1. gebær­dede sig med slagordene: enevælde; ortodoksi; nationalisme. Sikkerhedspolitiet lod litteraturen for­­stå, at landet havde en storartet fortid, en glorværdig nutid og en fremtid større end den vildeste fantasi kunne forestille sig. Immanuel kom ved et selskab i den militære top, han nærmest tilfæl­digt deltog i, til at foreslå en forbedring af forsvaret mod fjendtlige skibe: miner, hvor skibene selv udløste eksplosionen. Forsøg blev sat i værk og lykkedes, og Immanuel havnede ret så pludseligt i var­men hos zarens yndlingsbror, der var hovedansvarlig for rigets våbenkraft. Dette førte til, at han modtog et par millioner i nutidskroner, så familien kunne genforenes. Hvor fa­de­ren brugte sort­krudt, skulle sønnen komme til at bruge dynamit. Men vejen blev lang.

*

Nobel-børnene, hvis antal øgedes, blev selvfølgelig privatundervist. Langt de fleste af de­res jævn­aldrende forblev analfabeter. Carlberg indskyder allerede her, at de intellektuelle i 1840'er­nes Sankt Petersborg gerne havde videreuddannet sig i Tyskland og var kommet hjem med roman­tisk-metafysisk tankegods à la Hegel og Schelling. Alfred Nobel "blev lidt efter lidt draget med i den­ne russisk-romantiske bølge".

Immanuel drev jernstøberi og hjulfabrik sammen med storfyrstens adjudant. I revolutions­året 1848 fik søn­nen Alfred kontakt med kemiprofessoren N. Zinin, der havde et nært samarbejde bl.a. med en italiensk forsker, Pelouze, opfinderen af det vanskeligt omgængelige eksplosiv nitro­glyce­rin. Yng­lingen befandt sig, som Carlberg pointerer, i krydsfeltet mellem romantik og op­lys­ning, mel­lem dig­­ternes og filosoffernes ideale søgen og naturforskernes stræben efter empirisk at fastslå, hvor­dan verden hang sammen. Han blev besat af en drøm, som han vist al­drig kom bort fra, om at blive digter. Zinin skubbede ham i den anden retning. Carlberg har møjsommeligt fået styr på Al­­freds rejseaktivitet til Paris og USA i 1850-52, men knap nok på opholdenes indhold og ud­bytte. Det var før Louis-Napoléon påbegyndte sin omlægning af Paris fra trang pesthule til en ny­modens bou­le­vard-storby. Alfred blev klog på kemi, men lod sig også friste af de lette damer til at drikke af syn­­dens bæger, og da ægte kærlighed jo var kernen i, hvad digterne havde lært ham, var efter­sma­gen bitter. Han fremskriver en kærlighedshistorie, som ender med hendes sygdom og død. Vel mest for­­ban­det digt?

Vejen til USA gik forbi Verdensudstillingen i London, hvor han bl.a. kunne bese en varm­lufts­-skibsmotor udviklet af John Ericsson, en svensk-amerikansk opfinder, netop ham, som Al­fred skul­le besøge – men som ikke havde tid til at modtage ham. Så han måtte returnere, muligvis med samme båd som sangerinden Jenny Lind, som det halve New York mødte op for at tage afsked med. I Rusland konstruerede far og søn måske lidt ufint en modificeret varmluftsmotor. Men som be­kendt var det elektriciteten, der kom til at erstatte dampen.

Zinin og Nobel sen. arbejdede videre med nitroglycerinen, og dagen før Krim-krigens ud­brud (marts 1854) tilbød de zaren at gå videre med minerne også med henblik på brug af det end­nu u­tøj­lede sprængstof. Et par uger senere havde Nobel kontrakt på 400 miner, der skulle i­mø­degå det u­mid­delbart forestående engelsk-franske angreb i Den Finske Bugt. Angrebet på flådebasen Kron­stadt blev for­hindret af selve rygtet om, at farvandet var uigennemtrængeligt som følge af mi­ne­rin­gen.

På Krim sejrede de allierede ved Sevastopol, med chokerende efterfølgende tab til kolera­en. På Alfred Nobels 21-års fødselsdag drog Florence Nightingale til Krim, hvor hun som bekendt grundlagde den moderne sygepleje. Men Nobel-familiens velgører, der ledede Krim-opera­tio­nen, blev afskediget af zaren, umiddelbart før han selv døde. Efterfølgeren, Alexander 2., var ik­ke et dårligt bytte for Nobel-virksomheden, som fik ordre på nye mineudlægninger, der faktisk på­ny skræmte en engelsk flåde hjem.

Det afgørende, ydmygende slag om Krim stod 8. september 1855. Samtidig samlede ulyk­kes­skyerne sig om Nobel-fabrikken. Alfreds bror Ludvig formulerede den lære, at nye opfindelser har deres tid, mens sikkerhed opnås ved at holde sig til ting, der vedvarende er afsætning på. Re­ge­ringen kunne efter fredsslutningen ikke mere bruge, hvad Immanuel Nobel havde bygget op, ene­ste mulighed var konkurs. I denne kritiske situation udstedte han 12. februar 1857 en general­fuld­magt til Alfred, som altså hermed, 23 år gammel og sygdomsramt og stresstruet, et år frem blev virk­somhedens øverste leder. I 1859 returnerede Immanuel til Sverige, sat tilbage til nul, mens lik­vi­da­tionen gik sin gang. Hjemme slog han sig efterhånden på våbenproduktion, bl.a. selvfølgelig miner.

Tilbage i Sankt Petersborg jagtede Alfred "en højere mening", læste romantisk litteratur og skrev digte, også sådanne, der rasede mod zarens behandling af faderen, forelskede sig i Pau­li­ne, som broderen Robert dog satte sig på, og plejede sit helbred, men uden at forfalde til "for­ned­rende fornøjelser". Han drømte om at udrette noget ekstraordinært, "til nytte for menneskeheden", skrev han – og udstregede det igen.

*

Gentagne skuffelser får Alfred til at vende tilbage til Stockholm, hvor hans litterære son­de­ringer og interesser samler sig omkring den stejle idealist Viktor Rydberg – hos hvem han måske fik inspira­tio­nen til den afgørende fordring til de litterære Nobelprismodtagere: de skulle yde "det utmärk­ta­ste i idealisk riktning". Mens brødrene søgte nye ve­je, Robert ville handle med lampeolie og Lud­vig producere våben, deltog Alfred i den ef­ter­hånden uli­ge­væg­tige fars kiksede forsøg på at ud­vik­le et sprængstof baseret på krudt og nitro­glyce­rin til tun­nelanlæg og minegange. Det kom til et e­gentligt oprør, med udladninger så voldsomme, at de hidtil har været bortcensurerede. Alfred søgte pa­tent på et sprængstof antændelig via en tænd­sats og i stand til at forlænge en minegang 10 meter om dagen, mens sortkrudtet kun kunne klare én meter. Han prøvede sig ganske uvidenska­be­ligt frem, mens han turnerede til vogns med sit fly­dende spræng­stof i champagneflasker, samme u­sikre emballage som i den amerikanske film The Le­­gend of Zorro, og søgte om patentering.

Her var historien lige ved at slutte, for 3. september 1864 eksploderede hele kemikalie­be­holdningen på den ø i Mälaren, kun et par km vest for Riddar­holmskyrkan, hvor gamle Nobel hav­de lejet sig ind. Fem omkom, bl.a. Emil, den yngste af No­bel­brød­rene. Tallet måtte snart opjusteres til seks. Det kom til en omfattende erstatningssag, som mær­keligt nok ikke berørte Alfred. Men så trådte risikovillige investorer til, og Nitrogly­cerin­aktie­bo­laget blev dannet! (I dag ved man, at gly­ce­rinen under særlige forhold kan selvantænde og for­vandle sig "fra from som et lam til farlig som en ulv".)

Immanuel blev i øvrigt midt under alt dette, i starten af januar 1865, ramt af en hjerne­blød­ning med varige mén til følge. To måneder senere rejste Alfred til Hamborg for derfra at slå et større slag for sit projekt og skaffe sig internationalt råderum. Preussens mægtige og magtdrevne ministerpræsident Otto von Bismarck gjorde samtidig, efter det artige forspil, som kostede Dan­mark hertug­døm­merne Slesvig, Holsten og Lauenborg, klar til næste træk, samlingen af de tyske forbunds­sta­ter, inklusive den moderniserede fristad Ham­borg, men eksklusive det træge Østrig. Det gik nu og­så trægt i Hamborg, men Carlberg har opdaget, at Nobel i juli var i Paris og fik både Napoleon 3. og Videnskabsakademiet interesseret – på et møde, hvor medlemmet Pelouze (der i far­ten glemte, at han havde haft en meget ung Nobel i sit auditorium) fandt det rimeligt at bemær­ke, at det var hans elev Sobrero, der i 1847 havde opfundet nitroglycerinet, men dog også, at Nobel havde bi­dra­get væsentligt til ud­bredelsen af kendskabet til dets praktiske anvendelighed. Fransk­mæn­dene vend­te først til­bage til sagen, da Bismarck i 1870 fremprovokerede en fransk krigserklæ­ring.

Hjemkommet fra Paris fik Nobel flyttet produktionen ud af Hamborg til et ideelt sted i Lau­en­borg. Forretningstrængslerne forsødede han med litteraturlæsning og forfatterdrømmeri: kan jeg, eller er det forfængelighed? Der hang pessimisme og mismod i luften, Schopenhauer var kom­met i vælten og beskrev aforistisk livet som en underskudsforretning. En rejse til USA, der netop var kommet ud af Borgerkrigen, var der ejheller opmuntring ved. Præsident Lincoln myrdedes på ankomstdagen, et par voldsomme eksplosioner rystede tilliden til nitroglycerinen og truede Nobels patentmuligheder, hans forretningsforbindelser melede deres egen kage, og den entreprenante char­latan Shaffner prøvede ad rettens vej at berøve ham patentet. Shaffner havde tidligere stjålet Imma­nu­els søminekonstruktion og i 1864 vejledt den danske flåde om mineudlægning ved Als. Han hav­de ikke fået opgaven med det transatlantiske kabel og kunne næppe bebrejdes, at de, der fik den, forkludrede sagen fatalt. Efter sagkundskabens mening var han reelt uvidende om nitroglycerin.

Mens No­bel havde været bortrejst, havde Bismarck erobret Holsten (der ved fredsslut­nin­gen efter 1864 var tilfaldet Østrig), forenet det med Slesvig – og holdt rivalen ude af det nye Nord­ty­ske For­bund. Han kom også hjem til en eksplosion i Lauenborg, der gav de prøjsiske myndig­he­der nitro-chok. Og jo altså uden de penge på lommen, som familien og partnerne desperat havde håbet på. For­håbningerne og eksperimenterne gik nu ud på at binde glycerinen i et fast emne, ki­sel­gur, en jord­art bestående af kiselalge-aflejringer. Nu (i april 1867) blev det belastede navn ud­skif­tet med beteg­nelsen dyna­mit. Samtidig overvejede den stressramte Alfred, hvad meningen e­gentlig var – med tilværelsen, altså. En engelsk præst opmuntrede ham, og et romanudkast røbede længsel efter en åndrig veninde– og fortsat usikkerhed på sin poetiske formåen.

Imens gjorde Bismarck klar til ydmygelse af Frankrig, Immanuel luftede såvel forrykte ideer som fornuftige (som anvendelse af savværksaffald til krydsfiner), brødrene kæmpede med deres sygdomme, mens lægekunsten forvandlede sig til videnskab, og familietragedier plagede, og industrien krævede mere sprængkraft, mens nitro-holdige sprængemner truedes af kriminalisering. Og hungersnød i Sverige drev en vældig udvandringsbølge i gang.            

Men Bismarck forårsagede indirekte, at vendepunktet kom. Den russiske fabrik fik plud­se­lig en stor håndvåben-kontrakt med zaren, og Alfred kom lige så uventet i kontakt med fransk­man­den Paul Barbe. En samarbejdsaftale kom i stand i april 1870. Den dynamiske oppositions­poli­ti­ker Léon Gambetta, der stemte for, at Frankrig erklærede Tyskland krig, havde i tiden før be­mær­ket Barbe, der straks så en fordel i at interessere sig for ammunition snarere end for civile spræng­nings­projekter. Også Preussen så pludselig gennem fingre med restriktionerne. Dynamit kunne bru­ges til sprængning af f.eks. broer og jernbaneanlæg. Men gik det an at producere til begge de krigs­førende parter?

Imidlertid tog det kun Bismarck nogle uger at besejre Napoleon, der insisterede på, men knap nok formåede at lede slaget ved Sedan på hesteryg. Han blev taget til fange, og Gambettas opposition afsatte ham og udråbte Den Tredje Republik. Gambetta forlod den belejrede hovedstad pr. luftballon og satsede på at reorganisere de franske hære i Tours. Her indgik han en aftale med Barbe om en meget betydelig statsfinansieret dynamitproduktion nær den spanske grænse.

Vin­teren 1870-71 blev utrolig kold, Bismarck holdt Paris belejret og lod sine kanoner ham­­re løs på byen. Og befolkningen slagtede, hvad der var af dyr i den, fra rotter til heste og Zoo's ele­­fan­ter. Pariserkommunen dannedes og massakreredes af regeringstropperne i Versailles, mens Bis­­marck fornøjet så til.

Frankrig fik en tålelig fred. Men krigshandlingerne havde givet dynamitten et gevaldigt boost. Det største projekt var bygningen af en tunnel gennem Alperne. Midt i travlheden måtte Al­fred til Stockholm for at deltage i faderens begravelse. En nekrolog af signaturen S. hyldede den af­døde for de tjenester, han havde ydet sig fædreland. Skribenten var en ganske ung August Strind­berg.

*

Efter de interne franske uroligheder havde de nye magthavere indført sprængstofmonopol, men takket være Paul Barbes tætte forhold til Gambetta blev, efter hårde forhandlinger og en del francs under bordet, dynamit undtaget, hvorefter den nu 40-årige Alfred købte et stateligt hus i hjer­tet af den "fornyede" hovedstad og indrettede det efter alle kunstens regler, også med soverum for Mada­me (med tilhørende babystol), et udslag af drømmen om en roligere tilværelse, en livs­nor­ma­li­se­ring. Han blev også gæst i den ansete forfatter Juliette Adams salon og traf dér sammen med Victor Hu­go, men holdt sig på passende afstand af de naturalistiske forfattere og de impressionisti­ske ma­le­re. Den savnede partner annoncerede han efter i en østrigsk avis, måske i februar 1875, og hvem der meldte sig var Bertha Kinsky, senere von Suttner, der blev en betydelig figur i den inter­na­tio­na­le fredsbevæ­gel­se og i 1906 hædredes med Nobels Fredspris. Bertha kom til Paris, og det teg­ne­de godt, men hun havde forladt sin elskede derhjemme, og hjertet sejrede over sekretærjob­bet.

Så var der igen kun et tilbage: arbejdet. Og hvad han fandt frem til var "sprænggelatine", en sam­men­sæt­ning, hvor nitro­gly­cerin ikke mister sprængevne og tilmed kan transporteres sikkert. Formentlig samti­dig kommer en ny kvinde på banen, østrigske Sofie Hess, som familien ved hans død forsøgte at udradere af hans liv: hun havde simpelthen ikke været der! Hun dukkede imidlertid op i Robert Sohlmans bog Testamen­tet, 1948. Han var den ældre Nobels nærmeste ven og blev bo­ets eksekutor, og han ville ikke tage hemmeligheden om den historieforfalskning, som talen vit­ter­ligt var om, med sig i gra­ven. Sofie var 18 år yngre end Alfred, og forholdet bølgede op og ned i 18 år, fra 1877 til hans død. Man købte hende til tavs­hed. Nogle breve er citeret i 1926-biografien – breve angiveligt til en ven! Citationen gik dog uden om passager, hvor brumbjørnen savnede sin kære søde lille trold.

I Rusland kom dynamitten i unåde, da en terrorgruppe forsøgte at likvidere zaren i selve Vinterpaladset. Men det gik tilsyneladende godt med broderen Ludvigs olievirksomhed i Baku i Kau­kasus – indtil gælden i 1883 trods løbende tilskud fra Alfred var blevet tårnhøj. Alfred op­gjor­de det år sin formue til 800 mio. nutidskroner. Og lod brødrekærligheden sejre, så måske halv­delen af formuen blev bundet i Baku.

*

Nu tog Bertha von Suttner kontakt. Med sin mand levede hun i eksil i georgiske Tblisi med freds­sa­gen højest på dagsordenen, og overbevist om, at tilstrækkeligt stærke våben ville umu­lig­gøre krig, og i øvrigt antiklerikal darwinistisk udviklingsoptimist. Carlberg tager her fat på den tradi­tio­nelle sand­hed om, at fredstanken så at sige var Nobel medfødt, nedlagt i hans gener. Hun mener tvært­om, at det er fra nu af, altså fra 1883, at hans tænkning om freden "begynder at tage fart" – på et tidspunkt, hvor han satsede stærkt på at udvikle røgsvagt krudt til det franske militær (og havde fået indrettet et moderne laboratorium på et militært skydeterræn i Sevran uden for Paris), og må­ske også på at gøre spræng­gelatinen militært anvendelig. Derimod nærede han altid "en grænseløs beun­dring for intel­lek­tu­el­le kvinder" – som Bertha von Suttner, ikke som Sofie Hess, som "hver­ken ar­bejdede, læste, skrev eller tænkte", men brugte masser af penge på diverse europæiske kur­steder.

Imens drømte Alfred om at samle de mange virksomheder under én hat, så han kunne slip­pe for at beskæftige sig med sager, der holdt ham borte fra sit laboratorium, og endelig i okto­ber 1886 – efter infame stridigheder med sin "russiske" bror– dannedes Nobel Dynamite Trust Com­­pany med sæde i London og snart efter en tilsvarende "latinsk" trust. Ved denne tid kom ægte­parret von Suttner til Paris og opdagede, at nationalismen og krigsretorikken blomstrede, også i Ju­liette Adams salon; man så hen til en fransk-russisk alliance, der kunne få Bismarck ned med nak­ken. Men Bertha opdagede også, at freds­be­væ­gelser spirede frem rundt omkring. Omtrent samtidig fik Paul Barbe en ministerpost, og der blev bagt en rævekage, der i realiteten drejede sig om salg af ammunition til Rusland. Dog, en an­den skandale kom i vejen for den første, og en ny regering tog over.

*

"At savne familie" var efter et notat "den største fejl". Det kom aldrig til at fungere med Sofie, som blev installeret i Wien. Hun blev i privatlivet Alfreds største kilde til ærgrelse, men han må dog im­mervæk have følt et ansvar for hende, og hun kom da også til at figurere i testamentet. I øvrigt blev broderen Ludvig ind­hentet af sine sygdomme og døde 12. april i Cannes. I Sverige var han famili­ens største navn. I Frank­rig kom aviserne til at meddele, at ikke den russiske oliein­du­stris første­mand, men dynamittens opfinder var gået bort, hvilket han skynd­somst dementerede. I Wien hørte Bertha von Suttner en blomster­hand­lerske sige, at der nu også var en "Madame Nobel", hvil­ket han så også måtte dementere. Nu fun­dere­de han på at skrive te­sta­mente.

Ved nytår 1889 indledte det franske sikkerhedspoliti en undersøgelse af Nobels virksom­hed i Sevran, grotesk nok samtidig med, at han forhandlede med Krigsministeriet om denne selv­sam­me virksomhed. Sagen afdækkes af Carlberg, efter at dens akter af Hitler var blevet ført til Ber­­lin og af den russiske besættelsesmagt videre til Moskva og derefter, efter Sovjetunionens fald, til­ba­ge til Paris. Mens Verdensudstillingen i 1889, hundredåret for Revolutionen, åbnede med be­gejstring over Gustave Eiffels tårn og Tho­mas Edisons fonograf, noterede undersøgerne tysk og russisk regeringsinteresse i det røgfri krudt. Et første udkast til et testamente blev revet itu. Alfred var efterhånden overbevist om, at den eneste, der elskede ham, var moderen hjemme i Stockholm, som imidlertid døde i december 1889. Alle andre tålte ham og håbede på at være blandt de be­tænk­te, skal han have sagt! Sofie var næppe nogen undtagelse.

Det var måske Bertha von Suttner. Hun udgav i 1889 romanen Ned med våbnene!, som Al­fred satte meget højt. Samtidig skred Indenrigsministeriet ind med totalt forbud mod for­søgs­virk­somheden i Sevran og truede den udenlandske herre med fængsel, ligesom hans en­gel­ske sam­arbejdspartnere faldt ham i ryggen og fik patent på hans krudt, begyndelsen til en femårig op­sli­den­de proces. Den fik ham til at gøre noget ved sin medicinsk-fysiologiske interesse. Han gav pen­ge til Karolinska Institutet og knyttede en ung svensker til sig, som skulle forsøge at få blod­trans­fu­sion til at lykkes – hvilket ikke skete, ikke før i 1901, da en anden forsker opdagede blodty­perne. Han (Sofies fætter, faktisk) fik siden Nobelprisen. Samtidig med denne interesseforskydning knyt­tede Alfred brødrenes efterhånden voksne børn nærmere til sig. Han indkasserede også en yd­my­gelse: Sofie ventede barn med ukendt far. Det nu tvangslukkede franske laboratorium besluttede han at flytte til San Remo, hvor han købte luksusvilla i foråret 1891.

Bertha von Suttners bog blev en international succes og bragte fredsbestræbelserne på dags­­ordenen, Tolstoj sammenlignede den med Harriet Becher-Stoves Onkel Toms Hytte. Alfred fi­nansierede hendes deltagelse, som præsident for en ny østrigsk fredsorganisation, i en fredskongres i Rom, og hun inviterede ham med, men nej: arbejde.

At Sofie havde et enormt forbrug, var en sag for sig; at Alfred i 1892 blev bedraget af di­rek­­tio­nen for det "latinske" dynamitkonsortium for 200 mio. nutidskroner var dog værre. Den for­svund­ne hovedskyldige blev idømt 20 års strafarbejde (vist også for del i Panama-skandalen). Årets opmuntring var et møde med ægtefællerne von Suttner på en kongres i Schweiz, hvor Alfred blot "kiggede ind", men inviterede dem på en sejltur på Zürichsøen i hans nye påfund, en alumi­niums­båd. Ef­terfølgende holdt han sig underrettet og gjorde sig tanker om, hvordan fred mellem natio­ner­ne kun­ne virkeliggøres. I den efterfølgende korrespondance skitserede han den prisidé, som han rea­­li­se­rede i sit testamente. Det blev deres sidste møde, men korrespondancen opretholdt de.

I øvrigt ansatte Nobel nu den 23-årige kemiker Ragnar Sohlman som nærmeste medarbej­der og knyt­tede brødrenes sønner tættere til sig. Han udkæmpede sine patentstridigheder, men hav­de samtidig energi til at holde snesevis af ideer i luften. Sofie fik han endelig sat under administra­tion (med for­brugs­be­grænsning til en tiendedel). Indbakken vrimlede med tiggerbreve. Og midt i det alt­sam­men købte han våbenfabrikken Bofors hjemme i Värmland og indrettede en bolig også dér.

I begyndelsen af 1895 afgjorde House of Lords den engelske patentsag i Nobels disfavør, men han frydede sig dog over en moralsk sejr. I øvrigt opholdt han sig mere og mere i Sverige, hvor han bl.a. gik ind i finansieringen af ingeniør Andrées ballonfærd til Nordpolen (som jo mis­lyk­kedes; ekspeditionens tre medlemmer omkom på isen ud for Svalbard i oktober 1897).

I 1890'erne var der en voksende mistro til den så længe forgudede videnskab, som havde skabt et menneskeligt forarmet samfund. Måske denne tanke om videnskabens bankerot afspejles i den drastiske ændring af testamentet, han nu, 27. november 1895, fik vidnebekræftet. Brødrenes seks ældste børn skulle have tre procent af arven til deling, betydeligt mindre end i 1893-testamen­tet (Alfred var "socialdemokrat" og fandt det ikke sundt at få alt foræret). Sofie og et par andre blev også rigeligt tilgodeset. De resterende o. 95 procent skulle omsættes til "sikre værdipapirer" og ren­­terne årligt deles i fem priser, tre "videnskabelige", en pris for litteratur "i idealisk riktning" og en fredspris, som tilmed skulle uddeles af Det Norske Storting (ikke af Rigsdagen i Stockholm). Alt, undtagen måske fredsprisen, til enkeltpersoner, in­­tet til videnskabelige orga­ni­sa­tioner, insti­tu­tio­ner osv.

Tidligt i 1896 måtte Alfred holde sengen med hjerteproblemer. Forfatterdrømmen kom til­bage, og han skitserede et drama, Nemesis, som ikke just var med ideal retning, og som Bertha von Suttner næsten lovede at oversætte og få spillet i Wien. Inspireret af Andrée kastede han sig o­ver en ny idé, luftfotografiet. Flere gange rejste han til Sverige, bl.a. for at begrave broderen Ro­bert. Nye hjerteproblemer på vejen hjem fik lægerne i Paris til at ordinere nitroglycerin, hvad han more­de sig over. Han traf også den unge præst Nathan Söderblom, langt senere ærkebiskop og Freds­pris­­mod­ta­ger, hvis kone godt ville læse korrektur på Nemesis. (1) I et brev hyldede Bertha von Suttner ham for hans uvurderlige hjælp til hendes arbejde. Hjemme i San Remo gik han atter i laboratoriet, som om han havde "snydt døden". Det var nu den, der fik det sidste træk.

*

Efter den storstilede begravelse fra Storkyrkan 29. december 1895 begyndte den of­fent­li­ge debat om fonden og de fem priser. Kunne man stole på, at de organer, der skulle ud­dele pri­ser­ne, nu også var tilstrækkeligt upartiske? Kunne Nobel virkelig have ment, at et så stok­kon­ser­vativt or­gan som Svenska Akademien skulle håndtere den litterære pris? En højreavis beskyldte Nobel for et dobbelt fæd­re­landssvigt – dels behøvedes pengene i Sverige, og dels var fredsprisen jo en hån mod Sveri­ges ret til at forsvare sig (f.eks. mod Norge). Unionisterne (og kon­gen, Os­car 2.) havde det mildt sagt skidt med, at Nor­ge havde "vundet" Fredsprisen!

Tillige begyndte en strid mellem slægten og eksekutorerne– en strid, som endte i retten – om det "lovlige" i således at skuffe de na­tur­lige ar­vin­ger og forære formuen til – ja, til hvem? Og hvor boe­de Nobel egentlig, skulle svensk eller fransk ret lægges til grund, osv.? En yderst kompli­ce­ret affære vedrørende o. 2 mia. nutidskroner. Måske ville arvin­ger­ne have været tilfredse med at få en tredjedel. Som et krydderi erklærede Sofie sig klar til at gå rettens vej for at få sin arvedel ud­betalt. Ellers kunne hun jo sælge brevbunken! Sohlman afkøbte hende den og lod den forseglet ind­­gå i Nobelarkivet.

Til skade for den stævning, som slægten ville udtage, var det, at "den russiske gren" meld­te fra. Emanuel Nobel måtte stå skoleret hos kongen, som opfordrede ham kraftigt til at være med til at stoppe farbroderens galne påfund, påvirket som han var af fredsfantaster, især fru­en­timmer. Det hele opløste sig derefter i en række forlig. Den efterhånden 28-årige Ragnar Sohl­man havde løst en umenneskelig svær opgave.

Tilbage var nu kun at etablere det "system", Nobel­stif­telsen og de fem prisuddelende in­stitutioners Nobelkomiteer, der skulle få det hele til at fun­ge­re. Den første prisuddeling fandt sted i 1901. Svenska Akademien levede op til fordommene ved at pege på en u­be­tydelig fransk forfatter frem for den oplagte kandidat, Leo Tolstoj. Bertha von Suttner havde sat næ­sen op efter et kraftigt tilskud til sit arbejde for freden og blev skuffet.

*

Alfred Nobel spurgte engang: "Hvor findes der mon sympati for mig?" Den ældre litteratur om ham til­målte ham mere sympati, end han fortjente. Ingrid Carlberg lægger så vidt muligt alle kor­te­ne frem. Hun løser ikke "gåden Nobel", men nuancerer den. Uden solid videnskabelig baggrund be­­flit­tede han sig på at realisere sit idémylder på håndværkervis, ved så at sige at føle sig frem, ik­ke ved at eksperimentere på videnskabelig vis, systematisk. Men han var splittet mellem dette praktiske liv og en inderlig drøm om at blive en anset forfatter i den senromantiske, idealistiske tradition, men han var også fundamentalt usikker på sine egne evner, uden dog af den grund at re­ser­vere pen­nen til sine patentansøgninger. Splittelsen gik også ned gennem hans "in­dre liv". Han drømte om at stifte familie og realisere det almene og fascineredes tydeligvis af in­tel­ligente, ånd­rige, enga­ge­rede kvinder, som Juliette Adam og Bertha von Suttner, selvom han på den anden side ikke kun­ne give slip på Sofie Hess. Han undte gerne i hvert fald de intelligente kvinder lige­stilling med mæn­de­ne og stemmeret. Han foragtede religionen og kirken, men forestillede sig en ånde­lig kraft, der holdt universet sammen.

(1) Emanuel Nobel og Ragnar Sohlman lod 100 eks. trykke, men af hensyn til eftermælet besluttede de på Nathan Sö­derbloms opfordring at destruere oplaget; efter sigende overlevede tre eks. En romanskitse inspireret af Henry Morton Stanleys In Darkest Africa (1890), I ljusaste Afrika, beror i Nobelarkivet.

Artiklen er skrevet af lektor emer. Aage Jørgensen, som tidligere har bidraget til Nabo til Nobel. Historien om tretten danske Nobelpriser (2001) og udgivet Nærved og næsten. Danske Nobelpristabere fra Brandes til Blixen (2009) 

[Historie-online.dk, den 22. april 2020]