Anne-Mette samler på kaffedåser
39-årige Anne-Mette samler på kaffedåser: Denne dåse koster i dag 20.000 kr.
På blot seks år har Anne-Mette og hendes mand samlet 951 danske kaffedåser. Selvom dåserne er fyldt med ridser og rustpletter, kan de være flere tusinde kroner værd.
Foto: DBA Guide
Da Anne-Mette Mølholm og hendes mand flyttede sammen, havde de til sammen tre kaffedåser. Denne lille samling af dåser blev startskuddet på en fælles interesse for danske kaffedåser. En interesse, der bestemt ikke er til at overse, når du besøger deres hjem i Grumstrup.
Den lille samling kaffedåser er nemlig vokset gevaldigt. Efter bare seks år består samlingen nu af 951 dåser. Og sådan en samling fylder ikke så lidt. Heldigvis er plads ikke en mangelvare hjemme hos 39-årige Anne-Mette og hendes mand
Kaffedåserne har fået deres helt eget værelse med højt til loftet. Her er dåserne sirligt stablet, så de alle stråler om kap med solen på trods af deres rustpletter. Selvom de gamle kaffedåser er mærket af deres alder, skal du ikke lade dig narre. Dåserne kan have stor værdi. Det skriver DBA Guide.
'En rusten dåse kan da ikke koste flere tusinde kroner'
Det synes måske usandsynligt, at din bedstemors gamle, rustne kaffedåser skulle have andet en affektionsværdi. Men et par tusinde kroner for en rusten kaffedåse kan være ganske billigt - i hvert fald, hvis man er samler.
Det er bestemt ikke alle kaffedåserne i Anne-Mette og hendes mands samling, der kan sælges for flere tusinde kroner.
Den mest værdifulde dåse i samlingen er en lille kaffedåse fra Cirkel Kaffe. Denne unikke dåse anskaffede Anne-Mette sig for 100 kr. på et loppemarked. Anne-Mette er dog sidenhen blevet tilbudt hele 20.000 kr. for den lille blikspand.
Kaffedåsen fra Cirkel Kaffe er Anne-Mette blevet tilbudt 20.000 kr. for. Foto - DBA Guide
Jagten på kaffedåserne
Retro kaffedåser hænger ikke ligefrem på træerne - alligevel har Anne-Mette og hendes mand anskaffet sig mere end 900 af slagsen på ingen tid.
At finde nye kaffedåser til samlingen er blevet en jagt for Anne-Mette. Jagten finder dog ikke sted i skovens skjul, men på DBA og diverse loppemarkeder. Anne-Mettes venner og bekendte giver også gerne en hjælpende hånd med. Falder de over en kaffedåse på et loppemarked, slår de på tråden for at høre, om den mangler i samlingen.
Samlingen spreder sig som ringe i vandet
Selvom Anne-Mette og hendes mand allerede har erhvervet sig mere end 900 kaffedåser, mangler de stadig godt og vel 100 styks før kaffedåse-samlingen er komplet. Udfordringen er dog, at der hele tiden dukker nye dåser op, som Anne-Mette ikke anede fandtes.
Hjemmet i Grumstrup gemmer dog ikke kun på danske kaffedåser. Husets tidligere kostald er blevet forvandlet til en gammeldags købmandsbutik med alt, hvad hjertet begærer. Butikken er indrettet med blandt andet kiks, konserves og en kaffemølle fundet på DBA.
- Vi har stadig en stor længe, hvor vi kan udvide samlingen, fortæller Anne-Mette glad til DBA Guide.
Med Anne-Mette og hendes mands interesse for gamle effekter får de formentlig snart brug for at gøre brug af den ekstra plads til deres voksende samling.
39-årige Anne-Mette har fyldt sit hus med rustne kaffedåser. Foto - DBA Guide
[Artiklen er fra DBA Guide]
(Historie-online.dk, den 19. oktober 2020]