APRIL

Noget af det, de gamle romere var gode til, var at overføre græsk mytologi til Romerriget. Herved blev Zeus til Jupiter og Hera til Juno. Men den oprindelige fortælling hos Homer blev ikke ændret. Som nu denne der stammer fra Iliadens 14. sang. Her er det frugtbarhedsriten, der er i centrum i en form for helligt bryllup – ”Hieros Gamos”.

Jupiter og Juno på Idabjerget malet af franskmanden Antoine Coypel ca. 1700

Jupiter har sin ørn, Juno i dristig attitude, to amoriner og så skyer af guld. Hvordan hænger det nu sammen? Homer fortæller, at Juno er kommet op på Idabjerget, hvor Jupiter venter hende. Hun har i den grad sørget for at nette sig, hvilket får Jupiter i en ganske opløftet stemning:

”Kom, lad os to være sammen og nyde elskovens glæder! Aldrig har jeg fornemmet mig ramt af en lige så heftig lyst til en kvinde eller gudinde som den jeg nu føler…”

Det er jo lidt af en indrømmelse af den kvindeglade Jupiter, der var kendt for sine erobringer, hvilket han da også understreger:

”hverken dengang jeg begæred Ixions dejlige kone, som blev den guddommelige og stærke Peirithoos’ moder, eller dengang jeg begæred Akrisios’ Danaës ynder, moder til Perseus, helten hvis ry mellem helte var herligt, eller Foinikerens datter, den væne prinsesse Europa, moder til Minos og helten der var som en gud, Rhadamanthys, ej heller da jeg var glad i Sémele eller Alkmene – som jeg fik Herakles med, den uforfærdede kæmpe, mens jeg med Sémele fik Dionysos, menneskers glæde – eller begæred Demeter, gudinden med de lyse lokker…”

Man må jo indrømme, at det er ikke så lidt af en udfordrende situation at bringe sig selv i. For at lokke hustruen opremser han sine sidespring. Uha.

Juno er ikke helt med på tanken om elskov:

”Hertil svarede Juno: ’Skrækindjagende Jupiter, hvad er det for noget at sige! Hvis du har lyst til nu at forenes i kærlighedens favntag her, på toppen af Ida, hvor alle kan se, hvad vi laver, hvad vil der så ikke ske, hvis en af guderne ser os ligge og elske og går og fortæller de andre det hele!”…

Men Jupiter har som altid noget i baghånden:

”Jeg samler en sky til at lægge sig over os begge, gylden og tæt, så end ikke Helios vil kunne se os, selv om han ejer det skarpeste syn af alle i verden.”

Så kommer det magiske øjeblik, da de forenes i det, religionsfænomenologien om taler som et helligt bryllup – ”hieros gamos – beskrevet smukt af Homer:

”Under dem bredte den hellige jord et bolster af blomster; dugfrisk kløver og lotus, ranunkler og små hyacinter myldrede frem overalt og løfted dem op på et tæppe…”

Andre steder kan man læse, hvordan kornet skød op af jorden, træerne blomstrede og fuglene lagde æg. Som et resultat afgudernes elskov.

Men det er ikke kun i Grækenland og Romerriget, vi finder ”hieros gamos”. Vi kender det f.eks. fra helleristningerne, hvor en mand og kvinde forenes. Læg mærke til tovet der forbinder dem. Der er fremsat teorier om, at høvdingen elskede med en udvalgt jomfru på marken, hvorefter han spredte sæden ud på jorden. Den tanke har faktisk fundet indpas i 1800-tals Sverige:

”Magnus Västerbro har fundet en ganske interessant beretning om, hvad der muligvis fandt sted. Bønderne var til sidst så desperate, at de genoptog en gammel rite fra fortidens hedenskab. ”Man samlas vid de uråldriga hällristningarna i Råvarpen, nära Tisselskog. Där skickas en yngling och en flicka fram för att ’kopulera’. Ungt folk var det, enligt den man som senare berättade om händelsen, ’ynglingar som aldrig hade gjort det för’. När det var dags för den unge mannens utlösning ska han istället för att komma i flickans sköte ha dragit sig ur och tömt sin säd i en av hällristningarna, en så kallad skålgrop. Därefter blandades satsen med utsäde, man stötte alltihop med en mortel, innan blandningen ströddes ut över åkermarken. En fruktbarhetsrit, genomförd på fullt allvar, i Sverige år 1868…”

Citatet stammer fra min anmeldelse af Magnus Västerbros prisbelønnede bog: ” Svälten. Hungeråren som formade Sverige”.(Anmeldelsen kan læses her: https://www.historie-online.dk/boger/anmeldelser-5-5/1800-arene-37/svaelten-hungeraaren-som-formade-sverige).

Den romerske udgave af Zeus er Jupiter her fra en fresco i Pompei. Han er gengivet med sit symbol: Ørnen.

Erik Ingemann Sørensen

Se de øvrige artikler i serien Den julianske kalender her

[Historie-online.dk, den 29. marts 2023]