Arkæologiens top ti i 2024
Årets Top 10 over arkæologiske fund byder blandt andet på sjældne grav- og hustyper i Østdanmark fra den yngre stenalder, vigtige depot- og gravfund fra jernalderen og vikingetiden samt genstandsrige lossepladslag, der giver et unikt indblik i hverdagslivet i 1700-tallets København.
Et af årets fund er sket i Nordsjælland, hvor udgravningen af en enkeltgravshøj fra yngre stenalder og et hus fra omtrent samme tid, udgør et uhyre sjældent fund i Østdanmark. Samtidig giver kornfund fra huset indblik i kornavl på Sjælland i perioden. Illustration af Sune Elskær
Store som små bygge- og anlægsarbejder fører hvert år til et væld af spændende arkæologiske opdagelser, hvor arkæologerne på landets museer arbejder med at udgrave og dokumentere de vigtige spor af vores fælles kulturarv.
Også frivillige kræfters ihærdige indsats med metaldetektorer og deres gode samarbejde med landets museer har ført til, at flere fund er dukket op af mulden. Resultaterne fra de arkæologiske undersøgelser spiller en afgørende rolle for vores forståelse af og fortsatte forskning i fortidens menneskers levede liv og ritualer.
Året 2024 var ingen undtagelse. Derfor kan Slots- og Kulturstyrelsen endnu engang præsentere årets Top 10 over de mest opsigtsvækkende arkæologiske fund i Danmark fra det forgangne år.
Vicedirektør i Slots- og Kulturstyrelsen, Sidsel Nordengaard siger:
”De ti udvalgte fund stammer igen i år fra alle dele af Danmark og er præget af stor variation. De enkelte fund på listen bidrager til vores forståelse af centrale elementer i fortiden såsom det tidlige agerbrug, boligformer, tømmerhåndværk, det ældste hjemlige skriftsprog – runerne, forbrugsmønstre, affaldshåndtering, gravskikke, ritualer, magtforhold og internationale forbindelser”.
Top 10 arkæologiske fund i 2024 i ikke-prioriteret rækkefølge:
· Et jysk fremstød på Sjælland i yngre stenalder omkring 2.400 f.Kr. (ROMU, Roskilde Museum)
· Yderst sjældne deponeringer af elitens våben- og krigsudstyr i stormandsresidenser ved Løsning Søndermark (VejleMuseerne)
· 500.000 kasserede genstande fortæller københavnernes ukendte historie (Københavns Museum)
· En besked fra fortiden - Danmarks ældste runeindskrift (Museum Odense)
· Langhus med bevaret bygningstømmer fra den tidligste jernalder - det ældste spor af klinkbygning er ikke fra et skib (Museum Midtjylland)
· En ny Lærkenfeldt-grav i Horsens - endnu et pragtbælte fra jernalderen ser dagens lys (Museum Horsens)
· Egedalfundet - begynderheld frembragte særligt og sjældent fund fra bronzealderen (ROMU, Roskilde Museum)
· Døde vikinger i Åsum (Museum Odense)
· Vange-skatten: Småpenge, der er guld værd (Vendsyssel Historiske Museum)
· En østjysk fyrsteslægt ved Højlund Boes - plovens påvirkning af den jorddækkede kulturarv (Museum Skanderborg)
Særlige fund fra oldtid og enevælden
De ældste fund, der har fundet vej til årets Top 10, dækker over yderst usædvanlige grav- og husformer, Sjællands største kornfund fra yngre stenalder gjort nær Ølstykke samt fund af sjældne bronzegenstande ved Veksø, der vidner om udenlandske kontakter i den yngste del af bronzealderen.
Jernalder og vikingetid er også velrepræsenteret på årets liste. Ved Vildbjerg, nordvest for Herning, er der udgravet et langhus fra den tidlige jernalder med velbevaret bygningstømmer, og nær Alken ved Mossø er der med metaldetektor og udgravning blotlagt et skattefund med to fornemme romerske sølvbægre samt en gravplads. På en mindre gravplads øst for Odense er der fundet en kniv med en unik runeindskrift ”Lille Sværd”. Sydvest for Frederikshavn blev der med metaldetektor fundet en skat med yderst sjældne romerske bronzemønter. Nær Gedved ved Horsens er fundet en rig våbengrav med pragtbælte og to romerske glas. Ved Løsning nord for Hedensted er der udgravet exceptionelle deponeringer af elitens våben- og krigsudstyr fra stormandsresidenser. Og så er usædvanligt velbevarede menneskeskeletter fremkommet på en vikingetidsgravplads ved Åsum, øst for Odense.
Det yngste fund stammer fra Amaliegade i København, hvor en udgravning til et nyt hovedsæde har blotlagt omfattende og unikt velbevaret materiale fra 1700-tallet, der giver et hidtil uset detaljeret indblik i hverdagslivet for 300 år siden.
[Historie-online.dk, den 4. februar 2025]